Gulvvarmeplader

Gulvvarmeplader er spånplader med et fræset spor, der passer til gulvvarmeslanger. Det er en let måde at lægge gulvvarme på, men vær opmærksom på, at der er forskel på pladerne.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Gulvvarmeplader

Gulvvarmeplader består af spånplader med fræsede spor, der passer til gulvvarmeslanger.

Gulvvarmeplader laves af flere producenter. Fælles for pladerne er, at de kan samles med fer og not til en hel gulvflade, hvori der er spor til gulvvarmeslanger.

Pladerne er typisk lavet i et system, så du kan købe plader med vendespor og plader med lige spor. På den måde kan du bygge et undergulv op, som gulvvarmeslangerne kan løbe i, uden at du selv skal i gang med overfræseren.

Fås også i polystyren-udgaver.

Priseksempel

150-300 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Pladerne med vendespor er langt dyrere pr. kvadratmeter end pladerne med lige spor. Herunder eksempler:

  • 25 mm gulvvarmeplade m. lige spor (62 x 182 cm): 180 kroner
  • 25 mm gulvvarmepålade m. vendespor )30 x 122 cm) : 190 kroner

Hvor bruges: Gulvvarmeplader

Gulvvarmeplader bruges som undergulv, hvori der skal lægges varmeslanger og efterfølgende lægges et gulv ovenpå.

Gulvvarmepladerne er typisk en del af et system fra samme producent, der både har plader med lige spor og vendespor, og som har tilhørende varmefordelingsplader i metal, som lægges ned i sporene inden slangerne og hjælper med at fordele varmen over hele gulvfladen.

Gulvvarmeslanger følger en standard, så her kan du frit vælge mærke, så længe du er opmærksom på tykkelsen (16 eller 20 mm).

Fordele

  • Tidsbesparende
  • Ingen fræsestøv og ømme knæ
  • Ofte en del af et system (sporplader og varmefordelingsplader)

Ulemper

  • Dyr løsning (ift. hvis du selv fræser spor i gulvspånplade)
  • Pladerne med vendespor er ekstra dyre

Styrke

Middel til høj

Pladerne tåler det, de skal kunne tåle. Når de er først er lagt, udsættes de ikke for unødig belastning.

Holdbarhed

Ikke relevant

Vedligeholdelse

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 22 og 25 mm
  • Bredde: 30, 60 og 62 cm
  • Længde: 120, 122 og 182 cm

Målene kan variere fra producent til producent.

Se alternativer til gulvvarmeplader

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

Gulvvarmepladerne består af vendespor, der lægges langs to vægge, og plader med lige spor, der lægges imellem. På den måde kan de lange varmeslanger sno sig fra væg til væg gennem hele rummet.

Når slangerne skal føres videre til og fra fyret og ind i pladernes spor, kan du selv fræse eller skære et spor, hvis det ikke lige går op med sporene i pladerne.

Montering

Pladerne skal samles med fer og not. Der skal lim i samlingerne. Du starter med vendesporene langs to af rummets vægge.

Pladerne med vendespor kan være mærket “højre” og “venstre”, så de forløber rigtigt. Vær opmærksom på det, også når du køber ind. Du kan også vælge at spare de dyre vendeplader og selv fræse vendespor i nogle af pladerne med lige spor.

Imellem vendepladerne lægger du plader med lige spor. Disse plader er større (og billigere).

Alle plader limes i fer og not, så de er samlet solidt.

Når alle gulvvarmepladerne er lagt, skal der lægges varmefordelingsplader i metal og endelig gulvvarmeslanger. I systemet her klikkes varmefordelingspladerne blot ned i sporet på pladerne, hvorefter slangen trædes ned i sporet.

Varianter

Gulvvarmeplader i polystyren: Er en variant, der både isolerer og fordeler varmen opad på grund af en reflekterende folie. Det giver bl.a. mulighed for en lav byggehøjde. Pladerne fås både til 12, 16 og 20 mm gulvvarmeslanger.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med gulvvarmeplader.

FAQ