Vindpap forbedrer din isolering med 10 %

Når du monterer vindpap, spærrer du af for, at vinden kan fortsætte igennem isoleringen. Det er noget, der kan mærkes på varmeregningen. Se her, hvor og hvordan du bruger den.

Hvad er vindpap?

Vindpap kaldes også for vindspærrer, da det er hvad, det gør - nemlig spærrer af for vinden. Vindpap isolerer ikke i sig selv, men anvendes sammen med et andet isoleringsmateriale, hvor vindpappet sørger for, at vinden ikke blæser ind i isoleringen. Den bedste isolering opnås ved at luften står stille i isoleringsmaterialet, og det hjælper vindpappet med til.

Hvorfor vindpap?

Vindpap har sammen med isoleringsmaterialet en stor isoleringsevne, da det sørger for, at der ikke blæser koldt luft ind i isoleringen og dermed nedsætter isoleringsevnen. Vindpap er derfor en rigtig god idé, da det i sidste ende vil give en positiv effekt på boligens varmeregnskab. Derudover beskytter vindpappet også din isolering, så din isolerings levetid bliver også forlænget, når du vælger at supplere isoleringen med vindpap.

LÆS OGSÅ: Hvilke isoleringsmaterialer skal du vælge?

Montering af vindpap

Ved montering af vindpap er det vigtigt, at du nøje følger alle de anvisninger, som producenten har angivet på produktet.
Det er eksempelvis rigtigt vigtigt, at når du monterer vindpappet altid sørger for, at der er rigeligt med ventilation mellem vindpappet/isoleringen og eksempelvis tagmaterialet eller ydervæggen på den bygning, du isolerer. Hvis der ikke er tilstrækkelig med ventilation mellem vindpappet og det yderste materiale risikerer du, at der kan opstå alvorlige fugtproblemer.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Isolering af skur - Sådan gør du

Forskellige typer af vindpap

Du kan købe vindpap i mange forskellige typer og kvaliteter, lige fra de lidt billigere typer vindpap, som man kan anvende på sit redskabsskur, til de dyrere og mere avancerede typer som for eksempel vindpap med armering. Hvilken vindpap du skal montere, afhænger i høj grad af bygningens beliggenhed, og hvor udsat den er for vind og vejr.

FÅ INSPIRATION TIL: Isolering af loft

Herunder kan du se nogle af grundprincipperne, når du monterer vindpap.

SÅDAN GØR DU:

1. Skunk:
Vindpap hæftes eller sømmes fast med overlap på 10 cm. På de lodrette vægge holdes vindpappet på plads med brædder eller lister. Ved tagfoden monteres et vindbræt.

2. Langs tag:
Vindpappet lægges yderst mod taget, men du skal huske, at der altid skal være en ventilationsspalte på mindst 5 cm mellem vindpap/isolering og tagmaterialet.

3. Loft med gitterspær:
Vindpappet lægges på det øverste lag isolering og gøres tæt mod et vindbræt ved tagfoden. Brættet skal sikre, at vinden ikke trænger ind under isoleringen.

4. Loft med gangbro:
Vindpappet lægges på det øverste lag isolering og ind under den del af gangbroen, du skal kunne gå på.

5. Gulv mod krybekælder:
Vindpappet fastgøres under det nederste lag isolering. Ofte kan det kun gøres, når gulvet skal skiftes. Vindpappet må ikke dække ventilationsspalter.

6. Ydervæg:
Vindpappet fastgøres på det yderste lag isolering. Uden på vindpappet sættes afstandslister (mindst 25 mm), som de yderste brædder eller plader monteres på.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Isolering