Gulvvarmen virker ikke - find fejlen!

Har du gulvvarme-problemer, kan du i langt de fleste tilfælde selv finde frem til problemets årsag. Læs med her, hvor vi gennemgår principperne i systemet og de 3 mest almindelige fejl.

Har du fået kolde fødder, selvom du har gulvvarme? Så er du ikke alene, for mange af os oplever, at gulvvarmen ikke fungerer, som den burde. Men du kan sagtens selv finde frem til problemets årsag. Du skal bare vide lidt om principperne i et gulvvarmesystem, inden du kan gå på jagt efter de mest oplagte årsager til fejl.

Forstå gulvvarmesystemet

Klik på tallene på billedet herunder og læs, hvordan gulvvarmesystemet fungerer.

  1. Rumfølerne (RF) på væggen i hvert rum holder øje med temperaturen og sender signal til styreenheden.
  2. En kontraventil sikrer, at der åbnes for vandet, når der er brug for det, og at vandet ikke løber retur til fyret.
  3. Fyret sørger for det varme vand og kan både være fjernvarme, gasfyr eller fx en luft til vand-varmepumpe.
  4. En styreenhed modtager signaler fra termostater og rumfølere og sørger for, at vandtemperaturen reguleres.
  5. En shunt med en pumpe (P) sørger for at blande vandet, så det har den rette temperatur, inden det pumpes ud i gulvvarmeslangerne.
  6. Fordelerrør forbinder gulvvarmeslangerne med shunten og sikrer det rette flow af vand til systemet. Her sidder termostaterne – i fagsprog kaldet telestater – (T) også.

Hjertet i gulvvarmesystemet består af nogle fordelerrør og en såkaldt shunt.

Fordelerrør

Fordelerrørene er forbindelsen mellem gulvvarmeslangerne og det varme vand. Her løber det varme vand igennem og ud i slangerne (via den ene række rør), og det afkølede vand løber retur (via den anden række rør).

På de fordelerrør, der får det “brugte” vand retur, sidder termostater (telestater), som sørger for den rette vandtemperatur. De sidder nederst her.

På den øverste række på denne model sidder der flowmetre. De måler, hvor mange liter vand der sendes igennem systemet pr. minut. Jo hurtigere vandet løber igennem, desto højere temperatur kan der opnås.

Shunt

Shunten regulerer fremløbstemperaturen på det vand, der skal ledes ud i varmeslangerne. Derfor har et shunt-arrangement som det viste både en termostatventil, der sikrer temperaturen, og en cirkulationspumpe.

Pumpen cirkulerer vandet rundt i slangerne, og her er dimensioneringen vigtig. Pumpens kapacitet skal passe til slangernes længde og dimension. Hvis slangerne er for lange, kan pumpen ikke skubbe vandet hurtigt nok rundt. Og så bliver det afkølet for meget, inden det når hele vejen igennem de lange slanger for til sidst at løbe retur til shunten, der skal sikre, at det varmes op igen. Resultatet er lunkent vand og et halvkoldt gulv.

I mindre gulvvarmesystemer, hvor der fx blot skal være gulvvarme i en tilbygning, kan arrangementet være endnu mere kompakt (ofte kaldet en minishunt).

FEJL 1:

Gulvet er koldt - varmen virker ikke.

  • Er der tændt for fyret? Har du gasfyr, kan det være gået ud. Har du fjernvarme, skal du lige tjekke, om der kommer varme ind i huset.
  • Er batteriet i den trådløse rumføler løbet tør?
  • Kører pumpen i gulvvarmeanlægget? Hvis ikke, så sluk og tænd den igen. Vil den ikke køre, må du skifte den eller ringe til VVS’eren.
  • Tjek gulvvarmens termostater. De skal kunne åbne og lukke. Hvis de er lukkede, kan du skille dem ad og påvirke stiften, præcis som på en radiator. Stiften skal kunne bevæge sig frit.
    Redaktionen anbefaler: Spar på varmen med nye smarte termostater
  • Tjek centralvarmepumpen, som sidder i fx gasfyret eller i din fjernvarmeunit. Den kan være for svag til at “føde” gulvvarmesystemet. Læg hånden på fordelerrørene, og sluk så gulvvarmepumpen. Hvis fordelerrørene bliver varme, ligger problemet ikke i gulvvarmesystemet, men sandsynligvis i centralvarmepumpen, der skal skiftes til en ny og kraftigere model.

LÆS OGSÅ: Infrarødt termometer - tag temperaturen på alle overflader

FEJL 2:

Gulvet er halvkoldt - varmen kan ikke rigtig få fat.

  • Fejlen kan skyldes selve opbygningen af dit anlæg, så du ikke kan rette det uden at lægge det hele om. Det kan fx være, at slangerne er for lange, så vandet ikke kan pumpes ordentligt rundt. Derfor opdeler man typisk systemet i mindre kredse.
  • Det kan også være fordelerrørene, der leder vandet frem til slangerne, der er for små. De bør aldrig være under 22 mm, heller ikke selvom varmeslangerne er 16 mm.
  • Slangerne kan være lagt med for stor afstand. Du vil kunne mærke forskellen med fødderne: Gulvet er ikke jævnt varmt, men skiftesvis koldt og varmt.

LÆS OGSÅ: Etablering af støbt gulvvarme

FEJL 3:

Gulvvarmen fungerer fint i ét rum, men skidt i et andet.

  • Der er sandsynligvis tale om en reguleringsfejl. Hver producent har en vejledning til deres anlæg, og med den i hånden kan du regulere efter et skema og måske få varmefordelingen til at fungere igen. Nogle anlæg er dog selvregulerende, og her kan du ikke rette til. Ring til VVS’eren.
  • Det kan også skyldes, at gulvvarmen er lagt uhensigtsmæssigt, fx ved at der ligger to kredse med meget forskellig længde. Her vil vandet vælge den korteste vej, og så bliver den korte kreds varmet meget op, mens den lange må vente på det varme vand. Når du lægger gulvvarme, bør du tilstræbe nogenlunde ens længder på forbundne kredse.

LÆS OGSÅ: Sådan virker en cirkulationspumpe

Problemet kan også ligge her

Det er ikke altid gulvvarmens skyld, hvis der er problemer. Isolering, vinduesstørrelser og gulvtykkelser kan også drille.

  • Huset er dårligt isoleret. Gulvvarme kan som tommelfingerregel levere et varmetilskud på 40-50 watt pr. kvm. I et hus fra før 1930 vil behovet (hvis der ikke er efterisoleret kraftigt) fx typisk være 100 watt pr. kvm. Det kræver altså god isolering at have gulvvarme.
  • Et kraftigt plankegulv er svært at varme op nedefra. Generelt gælder det, at jo tyndere gulvbelægning, desto bedre varme. Og jo længere nede varmeslangerne ligger, fx i et tykt lag beton, desto ringere fungerer det.
  • Hvis du har store vinduespartier, hvor solen varmer rummet op, vil termostaten lukke for varmen. Når solen er væk, skal anlægget starte op igen, og det kan nemt tage mellem fire og ti timer for gulvvarmen at varme gulvet op. Her er det smart at have en temperaturstyret regulering på fx ovenlysvinduer for at styre varmen i rummet.
  • Hvis gulvvarmen er lagt ind under køkkenelementer, vil en stor del af varmen være spildt. Og så kan det blive svært at varme rummet tilstrækkeligt op.

LÆS OGSÅ: Radiator varmer ikke - sådan løser du selv problemet

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Gulvvarme