Sådan bygger du en flot træterrasse på de gamle fliser

Den gamle fliseterrasse var træt, skæv og grim at se på. Nu dækker vi den med en flot træterrasse, og vi gør det solidt.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
En uge
Pris
200 kroner/m2

Intro

Den nye terrasse bygger vi af gedigne planker, og vi skjuler skruerne med propper. Det klassiske skelet nedenunder kan du bruge, uanset om du vælger denne eller en anden beklædning.

LÆS OGSÅ: Terrassebrædder - hvilket træ er bedst?

Se hvordan du nemt og hurtigt lægger en ny træterrasse på de gamle fliser. Vi viser dig blandt andet, hvordan du udligner ujævnheder, så terrassen bliver snorlige. Derudover bygger vi en praktisk bænk, som afslutter terrassen.

Vejledning

01
Mål op, og gør underlaget klar 5 Trin

Forudsætningen for, at du kan lægge en ny træterrasse oven på din gamle fliseterrasse, er, at fliserne ligger blot nogenlunde jævnt. Du kan udligne ujævnheder, men ligger fliserne og hopper og danser oven på hinanden, er det smartere at fjerne dem og jævne jorden nedenunder ud.

For langt de fleste er det heldigvis ikke så galt, og så handler det kun om at finde fliseterrassens højeste punkt. Det er nemlig til det niveau, alle strøerne til træterrassen skal klodses op, for at terrassen kommer til at ligge lige.

1

Find terrassens højeste punkt. Her bruger vi en rotationslaser, der sender en vandret streg ud mod tommestokken. Det højeste punkt danner udgangspunkt for terrassens endelige højde.

2

Find terrassens maksimale højde. Her er det terrassedøren, der begrænser højden. Vi sørger for, at der bliver mindst 3-4 cm luft mellem dør og terrasse.

3

Giv terrassebrædderne (B) olie eller træbeskyttelse på begge sider. Ved at gøre det, inden de bliver lagt, sikrer du, at du kan komme til på begge sider og alle kanter.

4

Rul fiberdug ud. En kraftig og mørk fiber-dug skal sikre, at der ikke kan vokse ukrudt under terrassen.

5

Vend brædderne med marvsiden opad. Hvis de krummer lidt, når træet tørrer, vil de trykke ned mod strøerne frem for at løfte sig. De vender rigtigt, når de “smiler”.

02
Byg skelettet, og læg plankerne på 9 Trin

Når du har lagt ukrudtsdug ud, har du et godt overblik over hele arealet, der skal lægges terrasse på. Nu kan du lægge strøerne ud.

Strøerne (A) er 45 x 95 mm trykimprægnerede reglar. Vi er nødt til at lægge dem ned på grund af den korte afstand op til terrassedøren. Det betyder, at understøtningerne skal ligge med en afstand på maks. 60 cm.

Kan strøerne stå på højkant, er de stærkere, og skal kun understøttes med 100 cm’s mellemrum.

1

Fordel strøerne (A) på arealet. Liggende må der maks. være 60 cm imellem dem, på højkant maks. 100 cm. Her betyder terrassens bredde, at der bliver ca. 58 cm mellem strøerne.

2

Klods den inderste strø ind mod huset op. Den skal i niveau med den strø, der ligger på fliseunderlagets højeste punkt. Det afgør du med et vaterpas.

3

Klods op med kiler og klodser. Ret hver anden eller tredje strø op. Der skal være et lille fald (ca. 1 cm pr. meter) væk fra huset. Klods op med tagpap, klodser af trykimprægneret træ (C) og plastkiler.

4

Ret de mellemliggende strøer (A) op. Følg samme metode med pap, klodser og kiler. Da der er et lille fald mellem de strøer, der er rettet op, skal de mellemliggende strøer blot op at røre vaterpasset/retteskinnen.

5

Skær terrasseplankerne (B) til. Langt de fleste af plankerne skal have samme længde, så de kan skæres til på forhånd. Har du ikke en kap-/geringssav, så lån eller lej en.

6

Læg den første planke ud. Den skal ligge vinkelret på huset og hænge 4,5 cm ud over enderne på strøerne (A). Skru den fast ved at følge skruevejledningen.

7

Mærk op til skruerne. Der skal sidde to skruer midt over hver strø (A) 3,5 cm inde fra kanten af plankerne (B).

8

Mærk op til plankerne på hver anden strø. Mærk op til minimum 5 planker i bredden inklusive mellemrum på 8 mm. Så kan du lægge hver femte først og dernæst de øvrige. Det gør det lettere at styre niveauet.

9

Spring fire opmærkninger over, og læg den femte planke parallelt med den første. Start med at skrue den fast i enderne. Fortsæt med de mellemliggende planker.

03
Afslut med skruer og propper 6 Trin

Ved at bore hullerne ud og sætte træpropper i får vi en flot og lukket overflade. Her propper vi med stykker af en rundstok. Det er nemt, men dur kun, hvis terrassen jævnligt olieres eller males. Ellers skal du med et propbor bore propper ud af en terrasseplanke.

Terrasseskruerne skal være så lange, at ca. 2/3 af skruen rækker ned i strøen. Så er kun skruens gevindløse hals tilbage i terrasseplanken. Dernæst sikrer propper, at der ikke står vand i hullerne og skaber råd.

Når propperne får olie eller træbeskyttelse, bliver de næsten usynlige.

1

Byg et dybdestop: Skær rundstokken til, så boret kommer til at stikke ca. 2 cm ud, når du har boret igennem rundstokken.

2

Bor med dybdestop. Sæt spidsen af boret præcist i din opmærkning til skruen. Sørg for at holde boremaskinen lodret.

3

Boret styrer selv ned i træet og stopper, når rundstokken støder mod underlaget. Nu kan du skrue planken fast til strøen med 5 x 60 mm rustfri terrasseskruer.

4

Slå en rundstok (D) i hullet. En 16 mm fyr-retræsrundstok passer præcist ned i hullet. VIGTIGT! Denne løsning forudsætter, at du jævnligt maler eller olierer terrassen. Ellers skal du bore propper ud af en planke.

5

Skær rundstokken af med en multi-cutter, og læg en spartel eller lignende imellem terrassen og klingen. Det giver proppen en smule overhøjde, som sikrer, at vandet kan løbe af.

6

Slib proppen. Den må gerne bue en anelse, så der ikke opstår en lunke, der kan samles vand nede i. Afslut med olie eller træbeskyttelse, giv gerne propperne en ekstra gang.

04
Afslut terrassen med en praktisk bænk 7 Trin

Vi afslutter terrassen med en bænk på den ene side. Her skjuler den et bed, der er omkranset af fliser. Derfor opstår der en niveauforskydning. Bygger du den på et plant underlag, ser du bort fra dette.

1

Skru bundremmene (B) sammen med stolperne (C). Niveauforskellen gør her, at vi har stolper i to længder. Ellers skal de blot have én længde.

2

Rejs remmene op. Læg en lille klods og et stykke tagpap ud for hver stolpe neden under remmen,så den ikke står i vand.

3

Mål op på de yderste stolper. Fra terrassens overkant skal der være bredden på to planker og tre gange 8 mm mellemrum.

4

Skru de to første revler (D) på efter mærkerne på de yderste stolper.

5

Skru en skråstiver (E) på som vist, når alt er i lod og vater.

6

Mærk op på de mellemliggende stolper ved hjælp af et snoreslag (kridtsnor). Skru alle revler (D) og skråstivere (E) fast.

7

Skru terrasseplanker (A) på. To på siderne, to ovenpå.

Materialer

  • 45 x 195 mm trykimprægnerede reglar, terrasseplanker (B)
  • 45 x 95 mm reglar, strøer (A)
  • 16 x 100 mm trykimprægnerede brædder, opklodsning (C)
  • 16 mm fyrretræsrundstok, propper (D) til skruehuller
  • Fiberdug, min. 80 g pr. kvm
  • 5 x 60 mm rustfri skruer
  • Plastkiler til opklodsning
  • Murpap til opklodsning
  • Terrasseolie eller træbeskyttelse

Specialværktøj

  • Multicutter
  • 16 mm sneglebor
  • Langt vaterpas
  • Evt. rotor- eller krydslaser

Materialer til bænk

  • 45 x 195 mm trykimprægnerede reglar, beklædning (A)
  • 45 x 95 mm reglar, bundremme (B), stolper (C), revler (D), skråstivere (E)
  • 16 x 100 mm trykimprægnerede brædder, opklodsning (F)
  • 16 mm fyrretræsrundstok, propper til skruehuller
  • 5 x 60 mm rustfri skruer
  • 5 x 120 mm rustfri skruer
  • Murpap
  • Terrassemaling

Tidsforbrug

Terrassen her tog ca. en uge.

Pris

Ca. 200 kr. pr. kvadratmeter.

Sværhedsgrad

Denne opbygning af en terrasse er så nem, at alle kan være med. Bare sørg for præcision undervejs.

3D-model

3D-model

Terrasse på fliser

Med en bund af gamle fliser, er det nemt at klodse den nye træterrasse op.

Åbn 3D-model

3D-model

Opklodsning af strøer

Kiler og klodser i den rette afstand sikrer solid understøtning.

Åbn 3D-model

Video

TEKNIK: Klods terrassestrøer op

Med justerbare kiler bliver det helt præcist

Video

TEKNIK: Montering af terrassebrædder

Læg dem i små "grupper", så er det let at fordele luften

Video

TEKNIK: Samling af terrassebrædder

Lav samlinger ovenpå en strø. Så bliver de stærke

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du cirkellaseren

I denne video lærer du at indstille og betjene cirkellaseren. Den kan både kaste en ubrudt lasermarkering 360 grader rundt og sætte en knivskarp laserprik i én retning. Når du har styr på betjeningen, bliver det nemt at afsætte præcise højdemål over længere afstande, fx når du skal nivellere gulv eller bygge terrasse.

Video

TIPS: Vrid træet i form

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Træterrasse