Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Varmebehandlet fyr
Varmebehandlet træ opvarmes og udtørres, så træets struktur ændres og dermed bliver særdeles modstandsdygtigt overfor fugt, råd og svamp.
I modsætning til trykimprægneret træ, der fyldes med kemikalier for at holde råd og svamp på afstand, er varmebehandlede brædder produceret uden kemikalier.
Træet varmes op ad flere omgange, og i processen ændres træets cellestruktur og gør det modstandsdygtigt overfor råd og svamp.
Thermowood er ét varemærke, men du kan få varmebehandlet træ fra flere producenter.
Priseksempel
Cirka 320 kroner pr. kvadratmeter
Opdateret januar 2025
Terrassebrædder fås i flere tykkelser og bredder. Priseksemplet er for en af de mest anvendte dimensioner.
Kvadratmeterprisen på en terrasse afhænger i nogen grad af, hvor stort mellemrum, du laver mellem brædderne.
Hvor bruges: Varmebehandlet fyr
Terrassebrædder af varmebehandlet fyr eller gran bruges til terrasser, udendørs trapper mm.
Terrassebrædder er selvsagt skabt til anlægning af terrasser, men de kan også bruges til trinene på udendørs trapper eller som fx sædebrædder til bænke.
Fordele
- Langtidsholdbart
- Fri for kemikalier
- Behøver ikke olie eller træbeskyttelse
Ulemper
- Dyrere end trykimprægneret træ
- Brædderne tåler ikke kraftig nedbøjning
Holdbarhed
10-20 år
Varmebehandlede brædder i fyr har en relativ lang holdbarhed.
Træ er generelt sårbart over for fugtophobning, så hvis træet har jordkontakt, eller der står pytter af vand på overfladen, nedbrydes det hurtigere, end hvis det er tørt og ventileret.
Derfor er korrekt opbygning af terrassen afgørende for holdbarheden.
Vedligeholdelse
Varmebehandlet træ kan behandles med olie, hvis du vil bevare træets brunlige nuance.
Behandler du ikke træet, vil det patinere og blive gråligt.
Dimensioner
- Tykkelse: 21, 26, 27 mm
- Bredde: 118, 142, 145 mm
- Længde: 390, 420, 450, 480 cm
Varmebehandlede terrassebrædder fås i mange dimensioner. De anførte dimensioner er eksempler på gængse størrelser.
Se alternativer til thermo-fyr terrassebrædder
Princip
Strøerne kan klodses op på plastkiler eller lignende, hvis du her et helt plant og fast underlag, fx en gammel fliseterrasse. Alternativt må du lave punktfundamenter. Ovenpå er terrassebrædderne skruet med en indbyrdes afstand på 3-8 mm.
Et tykt bræt er stærkere end et tyndere, og jo tættere strøerne under terrassen ligger, desto mindre vil brædderne bøje ned, når du går på dem. For de fleste terrassebrædder er minimumsafstanden mellem strøerne 60 cm.
Montering
Forudsætningen for en stabil og holdbar terrasse er en solid understøtning. Her ligger strøerne med 45 cm mellemrum på særlige, justerbare fødder. Det væsentlige er, at understøtningerne hæver strøerne fra jorden, og at strøerne er af træ. Afstanden mellem strøerne skal altid følge anbefalingerne fra terrassebræt-producenten.
Lægter og brædder skæres nemt til på en kapsav. Saven er en rigtig god investering til et terrasseprojekt, hvis du ikke allerede har en.
På terrrassebræddernes underside kan man monteres skjulte beslag, hvis man ikke vil leve med synlige skruer i brædderne.
Brædderne her er varmebehandlet asketræ (thermo ask). Metoden er den samme med varmebehandlet fyrretræ.
Beslagene skrues så fast til strøerne. Der findes mange typer skjulte terrassebeslag, så følg anvisningerne fra producenten i hvert enkelt tilfælde.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal bygge med terrassebrædder.