Skelet af stål eller træ
Langt de fleste skillevægge er bygget op om et skelet af stålprofiler eller skillerumslægter, hvorpå der monteres plader af træ og/eller gips.
Der er fordele og ulemper ved både stålprofiler og skillerumslægter.
Stål er cirka dobbelt så dyrt som træ, til gengæld vejer stål mindre, hvilket er værd at overveje, hvis du bor på femte sal.
I dag bruger håndværkere typisk stålprofiler, når de skal bygge en skillevæg. Det skyldes, at arbejdet med stålprofiler går væsentligt hurtigere end at bygge en væg med trælægter.
Stålprofilerne kan klippes i stykker med en pladesaks og samles med en tang.
Det tager lidt længere tid at skrue et træskelet sammen, men det er noget, de fleste gør det selv folk vil være trygge ved - den opgave løses med fukssvans og skruemaskine - værktøj du sikkert allerede har.
Hvis du overvejer at bygge en væg med et stålskelet, så bør du desuden lige tjekke, om du kan få stålprofiler i de dimensioner, du ønsker.
Læs også: Træ- eller stålskelet til skillevæggen?
Der findes desuden stålprofiler, som kan formgives i bløde kurver, og dermed kan du faktisk bygge en væg med en runding.
Skelettets dimensioner
Der er forskel på, hvordan skelettet skal se ud, alt afhængig af hvilket rum væggen skal være i. Normalt vil der være 60 cm mellem de lodrette skillerumslægter. Men laver du et vådrum, så er der skærpede krav, og så må der kun være 30 cm afstand.
Valg af beklædning
Når du har besluttet, hvilket materiale skillevæggens skelet skal bygges af, skal du vælge, hvilken beklædning, der skal på.
Langt de fleste skillevægge er beklædt med gips, der både er billigt og nemt at arbejde med. En anden stor fordel ved gips er, at det er brandhæmmende, og så er det nemt at spartle op og afslutte pænt.
Du kan dog også vælge at bruge andre materialer til at beklæde din skillevæg. Hvis du eksempelvis er ved at lave en skillevæg i dit badeværelse, så vil det være en fordel, at væggen er fugtfast - også selvom det ikke er et krav. Til det formål kan du eksempelvis bruge fugtfaste skumplastplader eller vælge en fiber- eller vådrums-gipsplade istedet.
Et skruefast lag
Hvis du ved, at skillevæggen skal bære hylder, et stort fjernsyn eller andre tunge ting, så bør du overveje, om der skal monteres et lag skruefast krydsfiner bag gipspladen. Det er en dyrere løsning, men til gengæld behøver du ikke bruge plugs, når du hænger småting op, og væggen kan bære tungere emner. Anvender du fibergips, så behøver du ikke træ bagved.
Husk isolering
Isolering er vigtigt, også i skillevægge. Det er der flere årsager til. For det første sikrer en velisoleret skillevæg, at du kan have forskellige temperaturer i forskellige rum. Derudover kan isolering forhindre ild i at sprede sig fra rum til rum i tilfælde af brand. Det gælder særligt mineraluld.
Når du isolerer din skillevæg, lydisolerer du desuden rummet. Du dæmper både lyden på den side af væggen, hvor lyden opstår, men også den lyd, der slipper ud af rummet gennem væggene. Jo mere isolering du kommer i væggen, desto bedre dæmpes lyden.
Du skal dog være opmærksom på, at effektiv lyddæmpning også forudsætter, at der fuges langs gulv og loft samt tilstødende vægge og døre.
Se også: VIDEO: Byg en lydisolerende væg
Alternative materialer
Hvis det ikke er en almindelig skillevæg beklædt med gips, du går og drømmer om, så er der andre muligheder. Du kan eksempelvis bygge en væg i porebeton, mursten eller glasblokke. Du kan helt ændre udtryk med et materiale som glas, men det er typisk dyrere end stål, gips og rockwool.
Døre og vinduer
Når du planlægger skillevæggen er det vigtigt, at du indtænker døre og vinduer, hvis du ønsker dem. Skelettet skal nemlig tilpasses, så du har et skruefast underlag at montere dør eller vindue i. Særligt, hvis du bygger skelettet af stålprofiler er det vigtigt, for så skal der forstærkes med træ, så der er noget at skrue døren eller vinduet fast i.
Læs mere: Dørhul i stålskelet
Ønsker du at installere en skydedør i skillevæggen, er det også en mulighed. Det har dog konsekvenser for såvel skelettet som isoleringen i væggen, og derfor skal det også være med i dine overvejelser, når du bygger din skillevæg.
Væv, spartel og maling, hjørneprofiler etc.
Når du er færdig med at bygge din skillevæg, skal der laves finish på den. En skillevæg med en overflade af gips bør forstærkes med glasfibervæv, spartles op og males.
En væg af porebeton kan pudses, spartles og males, mens en væg af glasbyggesten bare skal fuges pænt.
Der er ingen grund til at forsøge at lave skarpe udvendige hjørner i spartel. Til det formål anvendes hjørneprofiler af metal eller plastic, som forstærker hjørnerne.