Derfor skal du eje en bordrundsav

Er du glad for træarbejde? Så køb en bordrundsav! Når du har lært de mange funktioner at kende, er du solgt. Ingen anden sav kan løse så mange opgaver så effektivt som netop bordrundsaven. Du kan fx spare ganske mange penge ved at save dine lister selv.

Store plader, som kan være svære at håndtere, klarer bordrundsaven nemt, og selv et langt, vinklet snit på langs af en tynd liste kan saven klare; formentlig som den eneste.

I princippet er bordrundsaven blot en rundsav, der er bygget ind i et kabinet med klingen vendt opad. Det gør det muligt at indstille savklingen i den ønskede savehøjde, og klingen kan tiltes i den vinkel, du ønsker. I det hele taget er skrå snit på alle ledder en af de forcer, de færreste tænker over, når de ser en bordrundsav. Men den er ganske suveræn til det.

Og så kan du, med lidt snilde, save på frihånd, og du kan lave notriller eller false til vinduesrammer.

Alt det betyder, at du har rundsav, dyksav, kapsav og (til en vis grad) overfræser i én og samme maskine.

I artiklen gennemgår vi bordrundsavens vigtigste funktioner, og så kigger vi også på nogle af opgaver, som maskinen klarer. Står maskinen først i dit værksted er den svær undvære.

Flæk et bræt på langs

Når parallelanslaget er indstillet til den rette bredde, er du klar til at flække brædder på langs. Om du skal save ét eller adskillige emner, er ligegyldigt; du er sikker på, at emnerne er helt identiske. Du har begge hænder fri til at håndtere brættet. Hvis brættet er meget langt, kan det understøttes af rullebukke.

Sav i store plader

Store plader kan nemt skæres i mindre stykker op mod parallelanslaget. Når pladebredden overstiger afstanden mellem parallelanslaget og klingen, er det smart, at bordudvidelsen til siden kan bruges, både som understøtning og som parallelanslag.

Sav vinklede snit på langs

Forestil dig at bøvle med en håndrundsav med en 45-graders vinklet klinge til denne opgave. Her er bordrundsaven suveræn. Smigskæring i lister eller plader klares meter efter meter med sikkert styr på emnet og usvigelig præcision.

Lav dine egne lister
Det er uhyre praktisk at kunne skræddersy sine egne lister, og der er gode penge at spare ved selv at skære dem op af brædder i stedet for at indkøbe færdige i byggemarkedet. Læg mærke til det lille ekstra parallelanslag, der gør det muligt at save helt tæt på klingen, uden at sikkerhedsskærmen kommer i vejen. Alternativt kan du spænde en liste fast.

Flæk en rundstok

Her kommer praktisk talt alle andre save til kort: at flække helt tynde lister eller sågar at flække en 16 mm rundstok.

Sav notriller

Her overtager bordrundsaven overfræserens plads og frembringer en notrille. Metoden kan bruges til mange formål, fx indfældning af en bagklædning i et skab eller bunden i en skuffe. Det kan være nødvendigt at save flere savesnit ved siden af hinanden, indtil notrillen får den rigtige bredde. Det er nødvendigt at fjerne spaltekniv og sikkerhedsskærm. De skal af hensyn til din sikkerhed monteres igen.

Lav en bladsamling

Når to stykker tømmer skal samles til et 90-graders hjørne som en T-samling eller som her et kryds, hvor de fældes sammen, så de ligger i samme plan, så bliver de to emner “bladet” sammen. Metoden er enkel: Sav ind til midten i begge emners tykkelse i samme bredde som emnets bredde.

Samlingens placering og emnebredden er streget op. Sav adskillige spor tæt side om side inden for emnebredden. Rens sporene op med et stemmejern, og samlingen vil passe stramt sammen.

Bordrundsaven bliver leveret med spaltekniv og sikkerhedsskærm, og de bør som udgangspunkt altid være monteret på saven. Til opgaver, hvor emnet ikke skal gennemsaves, er det dog nødvendigt at fjerne spaltekniv og skærm midlertidigt. På de fleste modeller klares det hurtigt og nemt med en fastnøgle.

Uden spaltekniv må du aldrig save på frihånd, men skal altid føre emnet mod parallelanslaget eller med vinkelanslaget. Sæt spaltekniv og skærm på, så snart opgaven er løst.

Sav dine egne false

False til vinduesrammer eller andet klarer bordrundsaven i to hurtige arbejdsgange, og der er virkelig penge at spare. Her er falsens bredde savet først.

Sav på skrå

Serieproduktion af en hel stak stakitstave klares nemt med bordrundsaven. Tilspidsning i toppen klares med lodret stillet klinge og 45-graders vinklet anslag.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Bordrundsav