Radiatoren er et overset sted i hjemmet, hvor der kan samle sig rigtig meget støv, som kan være svært at komme til livs.
Det kan være besværligt at komme ind mellem rillerne på radiatoren med en almindelig støvklud eller med støvsugerhovedet. Det kan dog lade sig gøre på en lettere måde fx med en radiatorbørste eller en føntørre.
I denne artikel guider vi dig til forskellige metoder til rengøring af radiator.
Nem rengøring af radiator
Når det kommer til rengøring af radiatorer, gælder det om at få fjernet det støv, som let ophober sig mellem rillerne.
Med en støvbørste med langt skaft eller en decideret radiatorbørste, kan du komme langt og få fjernet det meste støv og skidt. Børsten kan nemlig nå langt ned mellem rillerne eller pladerne.
Efterfølgende kan du bruge støvsugeren til at fjerne det støv, som vil være landet på gulvet.
Du kan også anskaffe et forlængerstykke til din støvsuger, som er beregnet til at kunne komme ned bag radiatoren.
Hvis du vil undgå at købe nyt rengøringsudstyr, er et godt tip at bruge en føntørre til at blæse støvet ned.
Bevæg føntørren hen over og ned i radiatoren fra toppen, og støvsug derefter fra bunden og på gulvet.
Rengøring af radiator med vand
Der er mange velmenende råd på internettet om at rengøre radiatoren ved at hælde vand ned mellem rillerne.
Det er dog ikke en god idé, da man ikke kan tørre radiatoren ordentligt af, og der er risiko for, at radiatoren kan ruste i det fugtige miljø. Det er desuden helt unødvendigt at vaske radiatoren indvendigt, og det vil være helt tilstrækkeligt blot at fjerne støv og skidt jævnligt.
Vil du gerne rengøre radiatoren grundigt fx, hvis du skal male radiatoren, kan du bruge helt almindeligt sæbevand og en klud til at rengøre radiatoren med uden på.
Hvis din radiator ikke varmer eller er kold i bunden, er det sjældent på grund af støv, men i stedet med stor sandsynlighed fordi den skal luftes ud.
Det er en god idé at lufte radiatoren ud, hver gang du tænder den igen efter sommerperioden. Se her, hvordan du får varme i radiatoren.
Flere artikler om rengøring
Læs mere om rengøring i hjemmet i artiklerne herunder: