Hvis der opstår en krise i Danmark, skal du og din familie gerne kunne klare jer i tre døgn. Men hvordan forbereder du dig til en krise, og hvad skal du have i dit forråd i tilfælde af krig?
I artiklen her får du en guide med nogle konkrete råd til, hvad du skal have i dit hjemmeberedskab, og hvordan du klarer dig i 72 timer i tilfælde af krise eller krig.
Hvad er en krise?
Der er krig i Europa, den sikkerhedspolitiske situation er forværret, og truslen fra andre former for kriser er stigende.
Samfundet er i dag mere skrøbeligt end tidligere over for kriser såsom ekstremt vejr, cyberangreb, tekniske problemer, sabotage osv.
En krise kan fx være, at landet bliver påvirket af ekstreme vejrhændelser, eller at vores digitale infrastruktur bliver udsat for sabotage eller cyberangreb.
Beredskabsstyrelsen anbefaler derfor alle danskere, at de skal kunne klare sig i tre døgn, hvis der opstår en krise, så myndighederne kan fokusere på de allermest udsatte.
Det drejer sig ikke om at skabe frygt, eller at du nu skal være bange for fremtiden. Det handler i bund og grund om at være forberedt.
Den bedste måde, du kan forberede dig på kriser på, er ved at tænke “hvad nu hvis?”.
Sådan laver du dit eget hjemmeberedskab
Hvad nu hvis strømmen går? Hvad nu hvis du ikke har vand? Hvad nu hvis du ikke kan købe ind? Hvad nu hvis du ikke kan ringe eller bruge internettet?
Hvis der opstår krig eller krise, vil du som privatperson sandsynligvis mærke det ved, at der opstår forsyningssvigt.
Det er derfor en rigtig god idé at have et hjemmeberedskab.
Men hvor længe kan man leve uden vand? Og hvor lang tid kan man leve uden mad?
Du kan sagtens klare dig uden mad i op til to uger, men du kan ikke klare dig uden vand i mere end en uges tid.
Når Beredskabsstyrelsen siger, at du og din familie “kun” skal kunne klare jer i tre døgn, skyldes det, at de har vurderet, at det i de fleste tilfælde vil kræve myndighederne 72 timer at genoprette normalen.
Redaktionen anbefaler: Smart automat til dåserne
Hvad er prepping?
“Prepping” er ikke et nyt begreb, og det betyder i sin enkelthed “forberedelse”.
Igen handler det om at tænke “hvad nu hvis”.
Men hvordan skal I forberede jer? Hvad skal I have i jeres forråd i tilfælde af krig og kriser? Og hvor længe kan vand egentlig holde sig?
Prepper-liste
Her får du en liste med varer og andre ting, som myndighederne anbefaler, at du har i dit nødlager.
Drikkevand
Du skal som minimum have 3 liter pr. person pr. døgn. Husk også at sørge for dine kæledyr, hvis du har nogle.
Langtidsholdbare madvarer
I dit forråd bør du have fyldt godt op med madvarer, der kan holde sig længe, så du ikke hele tiden skal rydde op og smide ud fra dit hjemmeberedskabslager.
Du bør købe madvarer, der ikke kræver at stå på køl eller frys, og som du ikke nødvendigvis behøver at tilberede på et komfur eller i ovnen.
Køb fx mad på dåse, pasta, ris, havregryn, knækbrød, og køb gerne noget, som du og din familie bruger i dagligdagen, og som I kan lide. Du behøver ikke købe stort ind på én gang, men du kan i stedet stille og roligt købe lidt ekstra, når du alligevel handler ind. På den måde får du langsomt bygget dit hjemmeberedskab op.
Hvis bare madvarerne bliver opbevaret tørt, mørkt og køligt, kan det ligesom vand holde sig i mange år.
LÆS MERE: 20 madvarer som kan holde sig i evigheder
Førstehjælpskasse
Ligesom vand og mad er vigtigt, er det også vigtigt, at du og din familie kan hjælpe jer selv, hvis der opstår en ulykke, og nogen kommer til skade.
Du skal have plastre, forbindinger, sårrens etc. i din førstehjælpskasse. Sørg også for at have et lille lager af håndkøbsmedicin.
Hygiejne
Du bør have et lille lager af toiletpapir, håndsprit, vådservietter osv.
Sørg også for bind, tamponer og bleer.
Hvis der ikke er vand, og toilettet derfor ikke kan skylle ud, kan du bruge nogle kraftige skraldeposer i kummen, som du efter toiletbesøg kan binde knude på og smide ud i skraldespanden. I de tilfælde, hvor krisen påvirker vandforsyningen, er god håndhygiejne særligt vigtigt, så der ikke spredes sygdomme.
Andre nyttige ting
Hvad nu hvis varmen forsvinder?
Brug tæpper, dyner og varmt tøj. Her behøver du ikke løbe ud og købe dig fattig i soveposer og outdoor-udstyr. I kan bruge, hvad I i forvejen har i husstanden.
Er der ingen strøm, er der heller ikke lys. Sørg derfor for at have stearinlys og tændstikker eller lamper, der kører på batterier.
Du bør som minimum have en god lommelygte. Hav også gerne et lille lager af batterier.
I tilfælde af at der ikke er strøm, kan det være nyttigt at have en powerbank, så du kan oplade fx din mobiltelefon. Din mobil er særdeles vigtig i tilfælde af kriser, da det er din kontakt med omverdenen. Med din mobiltelefon kan du komme i kontakt med din familie og holde dig orienteret om hændelsen. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis internettet og telefonnettet ikke er påvirket af krisen.
Hav evt. også lidt mønter og pengesedler liggende, så du kan betale fx i supermarkedet, hvis du ikke kan bruge dine betalingskort.
Sådan klarer du dig uden strøm
Hvis strømmen går, vil det meget hurtigt påvirke din livssituation. Stort set alt i en husstand kræver i dag strøm, så det vil derfor mærkes meget tydeligt, hvis der ikke er strøm i køleskabet, komfuret, stikkontakterne osv.
Mobilnettet vil også ryge i samme ombæring, som at strømmen forsvinder, og du vil derfor miste kommunikationen til omverdenen.
Du kan ikke købe ind i supermarkedet, brændstofforsyningen vil blive påvirket, og varmen og vandtrykket i vandhanerne vil også blive påvirket.
For at du og din familie kan overleve fx koge vand, lave mad, gå på toilettet osv., kræver det, at du har tænkt over, hvordan du gør, hvis der hverken er strøm eller vand.
Prepper-udstyr
Du skal ikke gå i panik og skynde dig ud og købe en helt masse grej. Tænk over, hvad du har i forvejen.
Måske har du en pizzaovn på gas eller brænde. Måske har du et drivhus eller en køkkenhave, hvor du kan forsyne dig med grøntsager. Det kan også være, at du har et bålsted eller en kul- eller gasgrill.
Det er fx en god idé at have noget ekstra brænde i brændeskuret, en ekstra gasflaske eller nogle grillkul, så du kan tilberede din mad og koge vand, hvis du løber tør for rent drikkevand.
Har du ikke de muligheder, er den bedste løsning at anskaffe dig et trangiasæt, også kaldet et stormkøkken. Alt du behøver for at kunne tilberede mad og koge vand med et trangiasæt er en brændstofflaske med sprit og nogle tændstikker. Husk aldrig at bruge grill eller gasblus indendøre.