Linoleumsgulv

Linoleumsgulv fås i brede ruller og som fliser. Fliserne er klart det bedste valg for ikke-professionelle. De er lige så nemme at lægge som andre klikgulve. Rullerne kræver specialværktøj.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Linoleum

Linoleum består blandt andet af linolie og harpiks og er et oplagt valg, hvis du ønsker et blødt gulv, der kan reparere sig selv.

Linoleum består af linolie og harpiks, tilsat træmel og kalksten. Et naturligt og relativt miljøvenligt materiale, der arbejder en lille smule hele tiden og der selv kan reparere små ridser i overfladen.

Linoleum leveres bl.a. som klikfliser på en bund af hårdt træfiber og kork. Det er den letteste måde at lægge linoleum på. Fås også som tynde fliser, der skal limes på.

Ruller er for professionelle.

Priseksempel

Cirka 500 kr. pr. kvm

Opdateret januar 2025

Prisen er for kvadratiske klikfliser med linoleum.

Hvor bruges: Linoleum

Linoleum kan lægges på gulvene i de fleste rum i huset, dog ikke vådrum.

Linoleum er behageligt at gå på, og derfor oplagt i store dele af boligen.

Fordele

  • Blødt og fleksibelt
  • Nemt at lægge i fliseformat
  • Selvreparerende
  • Miljøvenligt

Ulemper

  • Svært at lægge i ruller
  • Ikke egnet til vådrum

Styrke

Middel

Overfladiske ridser reparerer sig selv, men dybe ridser gør ikke. Linoleum er et blødt materiale, så det er muligt at skade det.

Tåler ikke vandpåvirkning over længere tid.

Holdbarhed

10-20 år

Der er store forskelle på kvaliteten af linoleumsprodukter. Nogle producenter yder 15 års garanti, så her må holdbarheden forventes at være en del længere.

Vedligeholdelse

Skal vaskes med et middel, der ikke udtørrer linoleum.

Almindeligt rengøringsmiddel skal erstattes med brun sæbe eller et specialmiddel.

Dimensioner

  • Fliser: 30 x 30, 60 x 30, 90 x 30, 62 x 45 og 30 x 90 cm
  • Ruller: 2 x 30 m

Størrelserne af linoleumsfliser varierer fra producent til producent.

Se alternativer til linoleumsgulv

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Linoleumsgulv er med i disse grupper:

Princip

Fliserne lægges i rækker, så samlingerne flugter. Fliserne klikkes nemt sammen, nøjagtigt som andre klikgulve.

Montering

Klikfliser kan nemt skæres til med en stiksav eller på en rundsav. Vær opmærksom på, at flisens underdel af HDF (hård træfiber) slider forholdsvis meget på savklingerne.

Fliserne er nemme at håndtere, både pga. af størrelsen, og fordi de er lige til at klikke sammen. Ud mod vægge, sokler mv. skal den udragende fer skæres af.

Underlaget skal være helt jævnt. Du kan lægge et tyndt gulvunderlag ud til at rette de sidste millimeter af.

Fliserne klikkes sammen i rækker, og så klikkes rækkerne sammen. Fliserne skal lægges som keramikfliser, altså med lige linjer og ikke forskudt i forhold til hinanden. Med tiden vil linjerne mellem fliserne forsvinde, fordi linoleum flyder lidt sammen.

Varianter

Farver og mønstre: Linoleum fås i alle tænkelige farver og også med sten-print, så de ligner stenfliser.

Tynde linoleumsfliser: Linoleum fås også i helt tynde ark, der limes til underlaget. De er en del billigere, men kræver til gengæld et fuldkommen plant underlag uden ujævnheder.

Lange baner: Linoleum på rulle i to meters bredde er den type, du kender fra skoler, biblioteker mv. Skal det lægges i et rum, der er bredere end banens længde, skal det svejse med specialværktøj.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge linoleumsgulv.

FAQ