Sådan maler du dit trægulv

Et slidt trægulv kan få nyt liv, hvis det får 3-4 lag robust gulvmaling. Intet af arbejdet er særlig kompliceret, men kræver grundigt forarbejde.

Sådan skal du male trægulv

Uanset farvevalget giver fulddækkende gulvmaling en kæmpeforandring af rummet.

Der skal ikke mere end 3-4 lag robust gulvmaling til, før dit gamle trægulv kan blive så flot som nyt.

Det kræver lidt forarbejde, men resultatet vil være det hele værd.

Gulvet skal gøres grundigt rent, der skal grundmales, og alle revner og skrammer skal spartles, inden man kan kaste sig over selve slutmalingen.

Vi viser dig her, hvordan du skal gøre.

Male trægulv: Forberedelse

1. Større ujævnheder fjernes først med et skrabejern i årernes retning, og
herefter slibes med sandpapir korn 120. Skal hele gulvet slibes, er det en fordel at bruge en slibemaskine.

2. På et brædde- eller plankegulv er det vigtigt at være omhyggelig med at kradse fugerne ud og støvsuge grundigt. Ellers kommer der snavs i malingen.

3. Gulvet støvsuges og vaskes grundigt i grundrens, og fugerne kradses rene. Brug en hård børste, så det er til at komme helt i bund. Skyl efter med rent vand, og lad gulvet gennemtørre.

4. Ved fodlister og dørtrinskanter og andre steder, hvor der ikke skal males, dækkes af med malertape. Vælg evt. en uv-resistent tape, der ikke efterlader limrester, selvom den sidder længe.

Vådt i vådt

Man får det flotteste og mest ensartede resultat, hvis man maler et trægulv efter vådt i vådt-princippet og sørger for at lade hvert lag tørre efter anvisningerne.

Princippet går ud på, at malingen hele tiden skal være “våd” i de samlinger, man maler, for maler man op til et felt, hvor malingen allerede er blevet for “tør”, bliver der nemlig meget synlige overlap i form af områder, hvor malingen er mere dækkende.

For at holde styr på arbejdet deles gulvet op i mindre felter, der hver passer til en rullefuld maling. Når man maler dem i en bestemt rækkefølge, sikrer man, at nabofelterne altid er våde.

Male trægulv: Gulvet deles op i mindre felter. På den måde sikrer man, at nabofelterne altid er våde.

Gulvet deles op i mindre felter. På den måde sikrer man, at nabofelterne altid er våde.

Maling af trægulvet

1. Et tyndt lag maling smøres på med en pensel langs fodlisterne og andre steder, hvor man ikke kan komme til med en malerrulle.

2. Malingen rulles på med en kortluvet malerrulle i et tyndt lag. Start i det ene hjørne, og rul på i et frisk tempo i gulvbræddernes længderetning. Mal vådt i vådt, og sørg for, at malingen dækker ens.

3. Når første lag maling er tør, spartles alle småskrammer, revner og ujævnheder med akrylspartelmasse.

4. Når spartelmassen er tør, slibes reparationerne pænt i niveau, og hele gulvet slibes let med slibepapir korn 120. Herefter støvsuges og vaskes gulvet grundigt.

5 . Næste lag maling rulles på. Undgå at male i nøjagtig de samme felter som ved første lag, så “samlingerne” forskydes. Rul i længderetningen, og vær grundig, så malingen dækker helt.

6. Tredje lag rulles på i tværgående retning i forhold til de to første lag. Er det nødvendigt med et fjerde lag for at dække, rulles det også på tværgående, men med forskudte “samlinger”.

Et gulv uden sprækker

Hvis man vil have et trægulv uden åbne fuger, skal fugerne først kradses rene, hvorefter de lukkes med akrylfugemasse. Gamle gulve arbejder ikke mere, så fugemassen kan sagtens holde i siderne.

Det bliver pænest, hvis fugen ligger et par millimeter under gulvniveau. Så beholder gulvet sin bræddestruktur, og malingen slides heller ikke af fugerne. En fugepatron rækker til 2-3 kvadratmeter, så der går nogle patroner til et helt gulv.

Sådan skal du male trægulv

Fugerne kradses rene og fyldes derefter med akrylfugemasse.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Maler