Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Fodlister
Fodlister (fodpaneler) er trælister til afslutning i overgangen mellem gulv og væg, typisk mellem 55 og 115 mm høje. Fås ofte både umalede og formalede hvide.
Fodlister eller fodpaneler (kært barn har mange navne) er de lister, der løber på gulvet langs alle vægge for at lukke sprækken mellem gulv og væg.
I moderne udgaver er de ofte 65 mm høje og afsluttet med en let skrå kant foroven. De fås malede (hvide) eller umalede.
Fodpaneler fås dog også i mere profilerede udgaver, ofte kaldet almuestil. Her kan de variere i højde. De højeste er cirka 115 mm.
Priseksempel
- 20-110 kroner pr. meter
Opdateret januar 2025
Priserne varierer afhængig af dimensioner og træsort. Herunder er tre eksempler:
- 14 mm fodliste mdf (hvid glat) 6,5 x 278 cm: ca. 50 kroner
- 14 mm fodliste fyrretræ (hvid glat) 6,5 x 360 mm: ca. 90 kroner
- 21 mm fodliste fyrretræ (hvid profileret) 11,8 x 360 mm: ca. 400 kroner
Hvor bruges: Fodlister
Fodlister (fodpaneler) bruges som afslutningsliste mellem væg og gulv i de fleste af husets rum, dog ikke i vådrum.
Fodlister eller fodpaneler er en næsten uundværlig liste til at lukke den sprække, der opstår mellem væg og gulv.
Listerne eller panelerne fås i mange udgaver, så de både kan passe i stilrene, moderne hjem og i herskabelige huse og lejligheder.
Fordele
- Lukker pænt af mellem væg og gulv
- Fås i mange varianter
- Fås i flere materialer og prisklasser
- Fås i alle byggemarkeder
Ulemper
- Høje, profilerede fodpaneler er ofte dyre.
Styrke
Middel
Fodlister skal ikke holde til ret meget, så styrken er mindre afgørende.
Dimensioner
- Tykkelse: 14, 15, 21 og 27 mm
- Højde: 43-166 mm
- Længde: 220, 240, 300 og 360
Dimensionerne kan variere afhængigt af producent. Ovennævnte er eksempler.
Se alternativer til fodlister
Princip
Fodlister (fodpaneler) samles oftest i vinkel, når de mødes i indvendige eller på udvendige hjørner. Her kan det være en udfordring at finde den rette vinkel, fordi langt de færreste hjørner er vinkelrette.
Du får virkelig god hjælp til at save den rigtige vinkel, hvis du har en god kap/geringssav, men en skærekasse og en listesav kan også bruges.
For ikke at skulle lukke kæmpe store sprækker med akrylfugemasse, gælder det om at få samlingen så tæt som muligt. Er du ikke øvet i den type samlinger, er det en god idé at øve sig på nogle listestumper.
Fodlisterne kan enten skrues til væggen eller – og det er ofte nemmest – limes på med montagelim.
Montering
I et indvendigt hjørne kan en smigsamling af to fodlister klares ved at tegne en lodret streg, save et 45 graders snit i toppen af listen, og så lige ned langs stregen.
Herefter er den vinkel, fodlisten har, når den skubbes ind i hjørnet, vigtig. For væggen er sandsynligvis skæv ligesom de fleste andre vægge. Med en smigvinkel kan skævheden overføres til den tilstødende fodliste.
Den tilstødende fodliste skæres til på samme måde, som med den første liste. Men her er stregen blot ikke lige, men følger væggens skævhed som målt med smigvinklen.
Når de to lister stødes sammen, vil de mødes ganske tæt, fordi de to lodrette stykker mødes, mens det samme gælder for de to 45 graders snit.
På udvendige hjørner kan du tegne de to vægfladers forløb op på et stykke papir ved at forlænge med et vaterpas.
Varianter
Glat fodliste: er den mest simple (og blandt de mest brugte) fodlister. Fås i natur eller malet, fyrretræ, mdf eller plast.
Almuefodlister: fås med forskellige typer af udfræsninger, fra den forholdsvis simple her til udgaver med mange sving og udfræsninger. Fås ofte også hvidmalede.
Høje fodpaneler: bruges ofte, når man ønsker et mere herskabeligt look. Passer fint til ældre huse eller lejligheder.
Fleksible fodlister: fodlister med ledningsskjul findes også i en særlig bøjelig variant, der er bruges på buede vægge.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med fodlister/fodpaneler.