3 klassiske fuge-fælder

En ordentlig fuge skal være pæn og glat, af det rigtige materiale og ofte have et særligt tværsnit. Det kan med andre ord tage år at mestre fugearbejdet, men styrer du udenom disse 3 klassiske fuge-fælder, er du godt på vej!

1. FUGE-FEJL: Du glemmer fugebagstop!

Hvis du vil lukke en sprække med en fuge, fx mellem dørkarm og væg, skal du huske fugebagstop. Uden den grå strimmel kommer din fuge nemlig ikke til at holde. Fugebagstop er altså altafgørende.

Fugemassen klistrer nemlig kun, lige når den kommer ud af patronen. Herefter stivner fugen og bliver som en elastik. Og en elastik kan kun strække sig, hvis den ikke sidder fast mere end to steder. Derfor skal fugen nå at klæbe til siderne, fx karmen og væggen, men ikke til bunden. Fugebagstoppet kan den ikke klæbe på, men den former sig efter det og danner den perfekte, elastiske form og konsistens.

Fugning: Sådan gør du

1. Fugebagstoppet skal trykkes ind. Fugens tykkelse skal være cirka det halve af bredden.

2. Fugen skal lægges på og fylde hele sprækken ud.

3. Fugen skal trykkes til og glattes, så den buer let indad på midten.

2. FUGE-FEJL: Du vælger den forkerte type fuge!

Hvor meget kan din fuge strække sig, og er din fuge til indendørs eller udendørs brug? Der er stor forskel på fugemasser, så læs omhyggeligt på patronen, og sørg for, at du finder den fugemasse, der egner sig til netop den fugeopgave, du skal løse.

Fuge: Find den rigtige fugemasse

Find den fuge, der egner sig til netop den opgave, du skal løse.

SE OGSÅ: GUIDE: Sådan vælger du fugemasse

3. FUGE-FEJL: Du fylder ikke fugen op!

Når du lægger fugemasse i din fuge, skal du sikre dig, at fugen bliver fyldt helt op. Du flytter fugepistolen så langsomt fremad, at fugemassen presses en smule op af fugen lige bag ved spidsen. Det er vigtigt, at fugemassen dækker siderne i din fuge helt.

Fuge: Fyld din fuge op!

Hellere for meget fuge end for lidt. Tør overskydende fuge væk.

    Andre læser lige nu ...