Letbeton, porebeton, gasbeton, multiplader. Kært barn har mange navne, men uanset hvad pladerne af sand, vand og kalk kalder sig, er det i bund og grund det samme materiale, vi snakker om. Og smart er det.
Pladerne – og det er typisk i den form, du møder dem – er lette at save, bore og fræse i. De er også meget nemme at lime sammen og forankre i eksisterende vægge, og alle disse egenskaber gør letbeton til et oplagt gør det selv-materiale.
Pladerne bliver typisk brugt til at bygge hylder og borde i badeværelser og bryggerser, fordi de er uorganiske og derfor ikke bliver angrebet af svamp eller råd. Men der er mange flere muligheder. Du kan fx bygge vægge, buer over døre og brusenicher eller forsatsvægge.
Hvis du vil, kan du kaste dig over letbetonpladerne allerede i dag og prøve dig frem. Men du kan også vente lidt og følge kurset her. Så bliver det lidt lettere.
LÆS OGSÅ: Sådan arbejder du med lecablokke
Det lærer du i Gør Det Selvs kursus om letbeton
Kurset blev første gang bragt i Gør Det Selv-magasinet i 2007. Kurset består af 4 dele fordelt ud over 10 sider:
- Del 1: Lær at bygge med letbeton Letbeton, porebeton, gasbeton, multiplader. Kært barn har mange navne. Men uanset navnet, så vil du blive overrasket over, hvor nemt det er at bygge med materialet. Det er let at bearbejde, nemt at bygge med, og det kan bruges til et væld af opgaver, fra vægge til badeværelsesmøbler. Alle kan være med.
- Del 2: Forankring til væg Når du bygger med letbeton, skal pladerne gøres solidt fast til væggene. Lim gør det ikke alene. Se, hvordan du fastgør pladerne, når du arbejder med letbeton, så dine byggeprojekter holder.
- Del 3: Efterbehandling Hvis du bygger i letbeton, kan du selv vælge, hvordan overfladen skal se ud. Du kan spartle, pudse, male, tapetsere eller beklæde pladerne med fliser. Har du gjort dit forarbejde grundigt, er det let. Lær teknikken og få flotte overflader, når du arbejder med letbetonplader.
- Del 4: Letbeton for øvede Letbeton er meget mere end simple reoler og snorlige vægge. Hvis du har mod på det, kan du fx lave buer over døre eller bygge dig en rund bruseniche. Det eneste, du skal bruge, er viden - den får du her. I sidste lektion lærer du at bygge i fantasifulde former med letbeton.
Magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.