Fagmanden starter med at slå på siden af røret med skaftet af sin hammer. Hvis det ikke hjælper, prøver han at slå lidt hårdere lige under termostaten. I dette tilfælde var det ikke nok at slå på radiatoren, for som fagmanden demonstrerer her, virker fjederen i pakdåsen ikke længere, og det er nødvendigt at skifte pakdåsen ud med en ny.

Med en lille svensknøgle løsnes den lille pakdåse, og det sidste skrues af med hånden. Samtidig holdes der en klud nedenunder for at tage den smule vand, der næsten altid drypper fra ventilen. Med en skruetrækker renser fagmanden forsigtigt hullet for skidt, inden han sprøjter lidt olie ind i hullet.

Den nye pakdåse sættes i og strammes med en svensknøgle. Så afprøver vvs’eren, at den nye ventil fungerer, hvilket den gør. Nu skal termostaten blot sættes på med et klik, og man kan med det samme mærke, at varmen begynder at brede sig i radiatoren.