Intro
Vejledning
01
Sæt stolperne
2
Trin
Første skridt i projektet er at grave ud og støbe stolperne fast. Til gravearbejdet er det nemmest at bruge et pælebor til at bore hullerne, en pælespade til at fiske jorden op og så en drænspade til at hakke eventuelle rødder over med. Start med at sætte hjørnestolperne, og spænd så en snor ud mellem dem, så du har noget at sigte efter, når du senere sætter de mellemliggende stolper.
Grav ned til ca. 95 cm under terræn niveau, og hæld en skovlfuld stabilgrus eller småsten ned i hullet. På den måde undgår du, at stolperne står direkte i den fugtige jord.
Sæt den første hjørnestolpe (A), og afstiv midlertidigt med to lægter. Sørg for, at stolpen er i lod, vand hullet, og hæld en pose stolpebeton i. Sørg for at stampe betonen godt omkring stolpen. Når du har sat alle hjørnestolperne, sætter du de mellemliggende med samme teknik i en afstand af 175 cm.
02
Byg hegnets skelet
6
Trin
Når stolpebetonen er hærdet efter et par dage, og alle stolper står klippefast, kan du fortsætte med at bygge skelettet, som skal holde den støjdæmpende isolering og listerne. Vi vælger, at hegnet skal være 180 cm højt, men da der er ret store niveauforskelle på grunden, kommer vi til at ændre højderne på nogle af sektionerne undervejs. For at få det pæneste resultat starter vi på grundens laveste punkt.
Mål 180 cm op på den stolpe (A), der står på det laveste punkt. Fiksér så et langt vaterpas fra 180-cm-mærket og videre til den næste stolpe med vaterpasset i vater. Du kan faktisk se, at grunden her er så skrå, at vaterhøjden på den næste stolpe kun bliver 168 cm.
Montér nu det første topbræt (B) med to skruer i hver stolpe (A). Alle tvær-brædder samt klemlister skrues fast med 5,0 x 60-mm rustfri og syrefaste skruer.
Fortsæt med at montere brædder (B) og klemlister (C) efter opskriften på tegningen. Dog skal du vente med klemlisterne (C) på indersiden af hegnet. Dem monterer vi først, når den støjdæmpende isolering er lagt i. Hver gang højden for topbrædderne falder til under 170 cm, bygges et bræt mere på i højden for at følge terrænet pænest muligt. Vær opmærksom på, at placeringen af de midterste brædder skal måles ud hver gang.
Sav stolperne (A) ned, så de flugter topbrædderne (B). Det nemmeste er at save stolperne med en skarp fukssvans.
Sav og montér 4 klodser mellem bundbrædderne (B) for hver stolpe, så isoleringen senere har noget at stå på.
03
Støjdæmpning og lister monteres
7
Trin
Nu gælder det om at montere den støjdæmpende isolering, topprofil og lister. Da vi har valgt, at afstanden mellem stolperne skal være 175 cm, passer det nogenlunde med 2 x 3 isoleringsbatts i hver sektion. Inden du går i gang, skal du dog først have elektrikeren til at trække strømkablet. Dernæst skal du montere topprofilet, som beskytter konstruktionen mod vind og vejr. Sidst gælder det så monteringen af lodrette lister. Vi har fået skåret 700 lister a 4 meter på det lokale savværk, og de skal først deles i to og forbores.
Placér isoleringen mellem brædderne (B), og skru klemlisterne (C) på. De øverste batts skæres til, så de flugter topbrædderne. Her kan du bruge en isoleringskniv eller en gammel fukssvans. Når isolering og klemlister er på plads, hæfter du resten af fiberdugen på nedefra og op.
Centrér topprofilbrættet (E), så det rager lige meget ud over begge af hegnssektionens sider og ender. Dernæst skrues det fast med to 4,0 x 50/35-mm vejrbestandige skruer for hver 60 cm.
Mål ud til den første portion lister fra bunden af bundbrættet (B) (du kan mærke det gennem dugen) og til topprofilet (E). Der er små højdeforskelle på de forskellige sektioner, så hellere måle en gang for meget ...
Sav den første portion lister (D) til, læg dem op ved siden af hinanden, markér, hvor der skal bores, forbor, og giv dem en omgang træbeskyttelse på alle fire sider samt i top og bund. Mens træbeskyttelsen tørrer på den første portion, kan du gå i gang med at måle op til og forberede den næste.
Vi måler listelængderne op i inderhjørnet ved den første hjørnestolpe. Og for at sikre at første liste sættes præcist i lod, sømmer vi en stift fast 5 cm fra hjørnet og hænger et lod i, vi kan bruge som rettesnor.
Montér listerne (D).. Den første liste monteres langs loddet, og med en 3 cm bred afteres standsklods sikrer vi, at næste liste kommer til at sidde i den helt rigtige afstand.
Materialer
- Stolper (A), trykimprægneret, 75 x 75 mm
- Brædder (B), trykimprægneret, 25 x 125 mm
- Klemlister (C), trykimprægneret, 25 x 50 mm
- Lister (D), sibirisk lærk, 28 x 45 mm
- Topprofil (E), høvlet douglasfyr, 25 x 185 mm
- 4 klodser a 75 mm pr. sektion, trykimprægneret, 25 x 125 mm
- Fiberdug, 15 meter
- Skruer, rust- og syrefrie, 4,2 x 55 mm, 5,0 x 60 mm 4,0 x 50/35 mm
- 70-mm hårde rockwool-A-batts
- Stolpebeton
- Trætjære
- Lærketræsolie
- Hæfteklammer
- Udendørslamper og ledning (skal monteres af en elektriker)
Specialværktøj
- Pælebor, drænspade og pælespade
- 180 og 120 cm vaterpas
- Kridtsnor
Tidsforbrug
Ca. 2 uger for 50 meter.
Pris
Ca. 940kr. pr. meter. De lodrette lister af sibirisk lærk tegner sig dog alene for ca. 600 kr. pr. meter. Og så skal du påregne en ekstraudgift til elektrikeren.
Sværhedsgrad
Med hundredvis af smalle, lodrette lister monteret med præcis 3 cm’s mellemrum gælder det om at holde tungen lige i munden, så slutresultatet bliver helt perfekt. Det er ikke svært, men kræver, at du er omhyggelig med vaterpas og afstandsklods.
Tegning
3D-model
Video
Tips & Tricks
Kom godt i gang med at bygge
TRÆTJÆRE FORLÆNGER STOLPERNES LIV
Moderne trykimprægnering trænger aldrig helt igennem stolperne. Derfor maler vi den del af stolperne, der skal graves ned, med trætjære.
ROCKWOOL DÆMPER TRAFIKSTØJEN
Ved at fylde hegnet op med isolering slipper vi for trafikstøj og får fred og ro i haven. Disse batts kan sagtens tåle vind og vejr.
SORT DUG BESKYTTER OG SER GODT UD
I stedet for at give frit udsyn til den kedelige rockwool beklæder vi hegnet med en fiberdug. Det beskytter og giver en flot sort baggrund.
INDBYGGEDE SPOTS LYSER OP I MØRKE
Med indbyggede spots kan du også nyde dit flotte hegn, efter at solen er gået ned. Du kan selvfølgelig frit vælge antal og model.