1. Dybdestop på jordbor
Når du skal bore huller til stolper, får du brug for en snor at arbejde efter. Snoren markerer den linje, som hullerne skal bores i. Hvis du også sætter et stykke tape på jordboret, kan du nemt holde øje med, hvornår hullet er dybt nok.
GUIDE: 3 metoder: Sådan får du stolperne hurtigst i jorden
2. Hjælp til den første stolpe
Når du skal sætte stolper op, og stolperne skal graves ned, er den første stolpe altid den sværeste at få på plads. Med nogle stykker lægte bliver det meget nemmere, selv om du arbejder alene.
Bank først to støttepinde i jorden et stykke fra stolpen. Skru derefter lægter fast til støttepinden, og brug tvinger til at fæstne lægterne et stykke oppe på stolpen, når den er i lod. Så står den stabilt, mens du fylder grus eller jord omkring den.
3. Afstandsbrik på stolperne
Når du skal sætte en række stolper op, bruger du en snor til at rette stolperne ind efter, når de to yderste stolper er placeret.
Her er det en god idé at sætte afstandsbrikker ved enderne af snoren. Når du placerer de midterste stolper, sker der nemlig let det, at en af dem skubber til snoren, og så sætter du de sidste stolper forkert.
4. Brug hjælpebræt og klodser til stolper
Når du skal sætte en række stolper i jorden, er det godt at have et hjælpebræt til at placere stolperne op imod. Så bliver arbejdet nemmere, og det går hurtigere.
Hvis du også monterer klodser på hjælpebrættet, bliver det endnu nemmere at placere stolperne korrekt. Klodserne monteres, så der er ens afstand mellem alle stolperne.
VIDEO: Red den rådne stolpe.