Intro
Vejledning
01
Stolper og brædder
5
Trin
Bunden på hjørnestolperne (A) lukkes, efter at de er savet ud. Endetræet mod jorden lukkes med murpap (G), der klæbes på med klæbe/fugemasse og skæres til, så de passer med stolperne. Stolperne males.
Brædderne (B og C) skæres ud. De kan skæres med fukssvans, men snittene bliver rene og præcise i kapsaven. Lav længdestop, og skær alle 6 langsidebrædder (B) på 120 cm og 6 kortsidebrædder (C) på 80 cm.
Bor for til skruer på brædderne (B og C). For at få skruerne i snorlige rækker midt på hjørnestolpen laver vi en boreskabelon. Fletteteknikken gør, at skruerne sættes i forskellig afstand i hver ende af plankerne.
Vi samler brædderne (B) til langsiderne med 5 x 50 mm rustfri skruer. De flettes, så hvert andet bræt hhv. flugter med stolpens side eller stikker en planketykkelse - her 25 mm - ud fra stolpens kant.
02
Fiberdug, net og sneglekant
6
Trin
Fiberdugen (E) hæftes fast på stolper og sider. Den skæres til i stykker, så den får et lille ombuk op ad stolperne og rækker ind over bunden. Dugen anbringes, så den stikker 4-5 cm op over øverste plankekant.
Snegleværnet (F) presses ned over dugen på oversiden af brædderne. Vi har fundet en sternkapsel, der stikker 6,5 cm ud fra bedets sider og bukker 40 grader nedad, men andre profiler kan også bruges.
Snegleværnet (F) tilpasses ved hjørnestolperne, så sneglene ikke kan snyde sig op i bedet ved at benytte stolpens sider. De bare 1 mm tykke alu-profiler er nemme at klippe til med en pladesaks.
De tilpassede profiler (F) gøres fast på kanten med selvskærende tagskruer med borespids. Kompositmaterialet er skruefast, men skruer du så hårdt, at gevindet går over, mister skruen helt grebet.
Vi drejer en øsken ind i toppen af de fire hjørnestolper (A) og strammer en stålwire op gennem dem. Wiren bruges som støtte for et net, der ved behov føjes til for at holde fugle og andre bærtyve ude af bedet.
Nettet lægges ud over wirerne for at holde fugle og insekter ude. Høje buske kræver lidt længere stolper.
Højbedet stilles op og fyldes med den type jord, der passer til dine afgrøder - vægten skal nok holde det på plads, så du behøver ingen yderligere forankring. Bedet er fremstillet i robuste materialer, der holder i mange år, og afgrøderne er beskyttet mod snegle og fugle.
Materialer
70 x 70 mm trykimpr. stolper
• 4 hjørnestolper (A) a 90 cm
25 x 150 mm kompositplanker
• 6 brædder, langsider (B), a 120 cm
• 6 brædder, kortsider (C) a 80 cm
• 12 endekapsler (D)
Desuden
• Fiberdug (E), 1 meter bred, 4 m
• Snegleværn (F) af aluprofil (Icopal sternkapsel 5A), 5 m. Klippes til.
• 4 øskener
• 4 mm plastovertrukken wire, 4 m
• Rustfri stålskruer, 5 x 50 mm
• Tagskruer i aluminium, 5 x 25 mm
• 4 stk. murpap (G), 70 x 70 mm
• Klæbe/fugemasse (fx Tec 7)
• Træbeskyttelse til stolperne
• Fuglenet