Indholdsoversigt
Hvornår starter forspiring af kartofler?
Forspiring til marts
Du skal regne med, at der går 5-6 uger, fra du sætter dine læggekartofler til forspiring, til du kan plante dem ud i haven. Fra lægning til høst går der 80-100 dage, så der skal lægges knolde til forspiring midt i marts, hvis du skal kunne høste kartofler i juni.
Forspiring til senere på sommeren
Forspiring er en afgørende forudsætning for at kunne høste tidlige kartofler, men det betaler sig faktisk også at forspire kartoffelknolde til de kartofler, der skal høstes senere på sommeren.
Forspirede kartofler giver et større udbytte og bliver ikke så hårdt ramt, hvis de angribes af kartoffelskimmel.
Angreb standser plantens vækst, men hvis knoldene allerede har god størrelse, betyder det ikke så meget.
Forspiring af kartofler i æggebakker
Du kan forspire dine læggekartofler i en flad kasse eller en æggebakke. Kig på knoldene. I den ene ende kan du se en del små knopper.
Knopperne er knoldens “øjne”, hvorfra den nye plante udvikler sig. “Øjnene” skal vende opad under forspiringen. Sæt knoldene tæt sammen, så de støtter hinanden, eller stil knoldene enkeltvis som æg i æggebakken.
Forspiring af kartofler i urtepotter
Du kan også forspire dine læggekartofler enkeltvis i urtepotter med pottemuld. Det er luksusmodellen, der først og fremmest er en fordel, hvis det drejer sig om få kartoffelplanter til tidlig høst.
Forspiringen varer ca. 5-6 uger. Så er spirerne godt 1 cm lange, og knoldene er klar til at blive lagt i jorden. På det tidspunkt er foråret kommet, og risikoen for hård frost overstået.
LÆS MERE: Hvordan gror jeg kartofler i en krukke?
Placering af kartofler
Nu gælder det bare om at placere knoldene det rigtige sted. Temperaturen bør være mellem 15 og 18 grader, og lokalet skal under alle omstændigheder være lyst. Jo mere sollys, jo bedre.
Gode spirer er korte, tykke og mørkegrønne, og det bliver de kun, hvis forspiringen finder sted i et lyst rum. Hvis der ikke er lys nok, bliver de lange og blege og knækker, når knoldene plantes.
LÆS OGSÅ: Sådan dyrker du i højbede
Sådan lægger du knoldene
Knoldene lægges godt 5 cm nede i jorden. Læg knoldene til de tidlige kartofler med 30 cm mellem hver knold i rækken og med 50 cm mellem rækkerne. Sene kartofler lægges med større afstand.
To uger efter blomstring kan du begynde at høste. Vil du lagre kartoflerne, skal du først høste, når de overjordiske dele begynder at visne.
Så har knoldene dannet en tyk skræl og kan holde sig længe.
Dyrk kartofler i spande
Hvis det kniber med pladsen, eller du ikke er den heldige indehaver af en køkkenhave, kan du alligevel dyrke dine egne kartofler. Læg et par knolde i en stor spand i god pottemuld. Spanden skal være min. 30 cm dyb.
Placer spanden et lunt og solrigt sted, fx i drivhus eller udestue, så kan du høste meget tidligt.
LÆS OGSÅ: En mistbænk kickstarter køkkenhaven
Sådan ser du, hvilken størrelse kartoflerne har
Før du graver kartofler op, så tjek, hvor mange stængler der kommer op af jorden fra den enkelte knold. Er der mange stængler, er der mange små kartofler under planten.
Er der få stængler, er der få, men til gengæld store kartofler under planten. Det er rart at vide, når du vil sikre dig en grydefuld ensartede kartofler at koge.
Kan man lægge kartofler uden forspiring?
Hvis du ikke har nået at forspire dine læggekartofler, kan du stadig plante kartoflerne direkte i jorden. Dog er det vigtigt, at jordtemperaturen er på mindst 8 grader for at sikre kartoffelplantens optimale vækstforhold.
Tips til tidlig kartoffelhøst
Hvis du vil høste meget tidligt, kan du give knoldene endnu en hjælpende hånd ved at varme jorden op, før du lægger knoldene.
Dæk jorden med et stykke klar plast i nogle dage, før du vil lægge kartoflerne.
Når solen skinner på plasten, varmes jorden under plaststykket op, og det sætter de spirende knolde stor pris på. Dæk jorden igen, når du har lagt knoldene, og fjern plasten, så snart spirerne viser sig.
LÆS OGSÅ: Dyrkning af kartofler