Dét skal du gøre i haven i marts

Efter nogle lange og kolde vintermåneder, er det skønt endelig at kunne tage hul på årets første forårsmåned. Det er nu, at havearbejdet så småt kan begynde, og der er masser at gøre i haven i marts. I artiklen her kan du læse om 14 gøremål i haven i marts.

Kalenderen siger marts, og endelig kan vi sige velkommen til foråret med flere lyse timer og lidt højere temperaturer.

Jorden og luften er stadig kold, men alligevel begynder det så småt at spire med liv i haven. Det er nu, havearbejdet kan begynde, og der er masser af gøremål i haven i marts.

I denne artikel får du 14 gøremål, du kan gøre i haven i marts.

1. Forspire til køkkenhaven

Forspire til haven i marts

Marts er lig med forspiring, og nu kan du rigtigt begynde at forspire stort set alt.

Marts er den helt store forspiringsmåned, og her kan forberedelsen af køkkenhavens afgrøder begynde.

Det kan fortsat være meget koldt udenfor, og derfor foregår meget af forspiringen stadig indendørs fx i vindueskarmen eller i et minidrivhus til vindueskarmen.

Hvis det har været mildt i januar og februar, har du måske allerede forspiret noget indendørs. Det kunne fx være auberginer, chili, asparges, agurk, tomat, melon, porre, radiser osv.

Der er næsten ingen begrænsninger for, hvad du kan forspire i marts. Du kan fx forspire rødbeder, basilikum, bladselleri, dild, forårsløg, rosenkål, gulerødder osv.

Det vigtigste er, at du undersøger, hvor længe frøene er om at spire, og hvordan de skal sås, så du giver frøene de rette betingelser for spiring, og så du ikke står med en alt for tidlig forspiring, som ikke kan komme ud i køkkenhaven endnu.

Med forspiring giver du dine afgrøder et forspring, så du kan høste af dem så tidligt som muligt fra ca. maj/juni.

Læs meget mere om, hvordan du forspirer her.

Er du ny i havefaget, eller er du træt af mislykkede afgrøder? Her har vi samlet de 10 nemmeste grøntsager og krydderurter, som næsten ikke kan gå galt.

2. Lægge kartofler til forspiring

Haven i marts: Forspiring af kartofler

Vil du have en tidlig kartoffelhøst, skal du i gang med forspiringen i marts.

I marts er det tid til at lægge kartoflerne til forspiring.

Læg dine kartofler i en æggebakke, en spand eller i en kasse og stil dem et køligt, men frostfrit sted. I starten kan du stille kartoflerne et mørkt sted, men når spirerne viser sig, har de brug for lys, da spirerne ellers bliver for ranglede.

Når kartoflerne begynder at få små, grønne øjne eller spirer, er de klar til at komme i jorden i haven. Kartoflerne har brug for cirka 5-6 ugers forspiring, før de er klar til at blive lagt udendørs.

Det er helt afgørende, at du forspirer dine kartofler, hvis du vil høste kartofler tidligt. Læs meget mere om forspiring af kartofler her.

Når du har forspiret kartoflerne, kan du muligvis allerede lægge dem i jorden i april. Så er det bl.a. vigtigt, at du har sædskifte for øje og altså ikke lægger kartoflerne det samme sted i køkkenhaven som sidste år. Ellers risikerer du sygdomme i dine kartofler.

Læs mere om dyrkning af kartofler her.

Det kan også sagtens lade sig gøre at dyrke kartofler i spande, hvis du ikke har en stor køkkenhave. Og så slipper du for at tænke over sædskifte.

3. Forspire blomster til prydhaven

Blomster til haven i marts

Du kan forspire en masse sommerblomster allerede nu.

Du behøver ikke nøjes med at forspire til køkkenhaven. Du kan nemlig også sagtens forspire blomster og planter, så du tidligere kan nyde synet og duften af dem i haven.

Uanset om du forspirer grøntsager eller blomster, er det vigtigt, at du læser bagpå frøposerne, hvornår og hvordan du skal forspire, udplante og høste. Det er nemlig meget forskelligt, om frøene skal forspires indendørs eller i jorden, og hvor længe de er om at forspire.

Du kan fx forspire løvemund, pelargonier, tagetes, petunia, zinnia, solsikker, ærteblomst og kæmpeverbena. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænserne.

Hvis du ikke har gemt og tørret dine frø fra sidste års blomster og planter i haven, kan du købe forskellige blomsterfrø i et havecenter eller en planteskole eller på nettet.

LÆS OGSÅ: 6 tips til at opbevare og tørre plantefrø

4. Dele tidlige forårsblomster

Haven i marts: Vintergækker og erantis

Vil du have flere forårsblomster i haven, kan du dele og formere dem.

Vintergækker og erantis er to af de allertidligste forårsblomster, som begge blomstrer meget tidligt – typisk fra januar til marts.

Den præcise udbredelse af blomstringsperioden er afhængig af vinteren det pågældende år.

LÆS OGSÅ: 10 forårsblomster som pynter i haven

Hvis du vil have endnu flere af de smukke gule og hvide forårsblomster i haven, kan du dele løgplanterne og sætte dem forskellige steder i din have. Det er et godt tidspunkt at gøre, når de er afblomstret.

Læs her, hvordan du deler og sætter blomsterløg.

5. Beskære gamle buske

Haven i marts: Beskæring

Foryngelsesbeskæring foretages i marts måned, når det ikke er vådt, og det er let at se, hvor der skal beskæres.

Har du ældre buske med gamle grene, der ikke længere virker så vitale? Eller grene, der har vokset sig så tykke, at der ikke rigtig er plads til nye, friske skud? Så bør du fjerne dem.

Hvis du vil forynge en busk, skæres de gamle grene af ca. 15 cm fra jorden, så der er plads til nye skud. Det holder busken flot i mange flere år.

Foryngelsesbeskæringen bør foretages i tørvejr, da det mindsker risikoen for råd.
Vær opmærksom på, at ikke alle buske kan forynges.

I marts måned kan det godt lade sig gøre at se på nogle buske fx frugtbuske som solbær og ribs, om der er knopper i grenene, eller om grenene er døde. Hvis der er døde grene, kan du også fjerne disse, samtidig med at du fjerner de ældste grene for at forynge busken.

6. Beskære efterårsblomstrende klematis

Haven i marts: Beskæring af klematis

Hvis du har en sent-blomstrende klematis, skal den beskæres i marts.

Det særlige ved klematis er, at planten inddeles i tre forskellige grupper, som afgør, hvornår den skal beskæres.

Du skal derfor kende din klematis for at vide, hvornår den skal beskæres.

Gruppe 1 blomstrer tidligt og har derfor ikke brug for beskæring, med mindre den gror meget vildt og ustyrligt.

Gruppe 2 er de remonterende klematis, som blomstrer i juni/juli og igen i september. Denne gruppe skal beskæres efter blomstringen.

Gruppe 3 er de sent-blomstrende klematis, der blomstrer i efteråret. De skal beskæres i det tidlige forår i marts.

Så hvis du har en sent-blomstrende klematis, skal du altså beskære den nu. Her kan du læse hvordan: Beskæring af klematis - sådan gør du

7. Lufte græsplænen

Haven i marts: Lufte græsplæne

En fugtig vinter kan give meget mos i plænen, som derfor har godt af at blive luftet igennem.

Vinteren kan være hård for græsplænen, fordi det er fugtigt.

Når det er fugtigt, kan der komme meget mos i plænen, og det er derfor en rigtig god idé lige at pleje og lufte græsplænen, inden du giver gødning.

Her kan du læse, hvordan du skal lufte græsplænen.

Har du bare pletter i plænen, kan du strø græsfrø ud. Husk at vande pletterne med de nysåede frø. Uden vand vil frøene nemlig ikke spire. Det forbedrer også spireevnen, hvis jorden er lun, så vent gerne med eftersåning til slutningen af marts.

8. Give planter, buske og træer gødning

Haven i marts: Gøde planter, buske og træer

Giv dine planter, buske og træer et energiboost med gødning fra kompostbunken.

Efter en lang dvaleperiode har dine planter, frugt- og bærbuske og træer i haven godt af at få et energiboost i foråret.

Du kan med fordel gøde både græsplæne, buske og nye træer. Faktisk kan hele haven sagtens få et boost, når det begynder at blive lunere i vejret, for her har planterne virkelig brug for ekstra næring til at sætte blomster og nye skud.

Nogle planter har brug for specialgødning. Det er fx roser, rhododendron og græs.

Læs mere om gødning af roser her.

Du kan bruge din kompost fra kompostbunken til at gøde i haven, eller du kan bruge kunstgødning (NPK).

Pas på pindsvin, hvis du tager fra kompostbunken. De kan godt finde på at flytte ind i den lune bunke om vinteren.

LÆS MERE: Perfekt gødning til hele haven

9. Forårsrengøring og oprydning i haven

Haven i marts: Forårsrengøring og oprydning

Hele haven har godt af en forårsrengøring fx terrassen og højbedene.

Vinterhiet får så småt sin ende i marts måned, og det er derfor et helt oplagt tidspunkt at få ryddet op og gjort rent i haven, så alt er klar til den nye sæson.

Du kan fx begynde oprydningen på terrassen. Når du har ryddet op, er det en god idé også at gøre terrassen ren. Har du en træterrasse, kan der sidde en masse alger, som du bør fjerne bl.a. for at forlænge træets holdbarhed.

Læs her, hvordan du renser du træterrassen.

Har du en fliseterrasse, bør du også gå i gang med rengøringen her. Der kan både sidde alger og flisepest, som misfarver fliserne og gør dem glatte.

Læs her hvordan: 3-2-1: Effektiv rensning af fliser

Når der er ryddet op og gjort rent, kan du også godt nu gøre klar til udelivet på terrassen og stille havemøblerne frem.

Ryd op i dine staudebede, højbede og i køkkenhaven. Fjern døde og visne dele og grav køkkenhaven godt igennem, hvis jorden er fri for frost. Har du haft kartofler eller andre afgrøder i dine højbede, skal du også her grave dem godt igennem og planlægge sædskifte.

10. Fjerne ukrudt og snegleæg

Haven i marts: Fjerne ukrudt og snegleæg

Ukrudt og snegle kan allerede bekæmpes nu. Så er du måske heldig og får en sæson uden alt for store invasioner.

Hvis der er noget, der kan gøre livet surt for haveejere, er det særligt ukrudt og snegle. Hvis de får lov at overtage, kan store dele af haven og køkkenhaven blive ædt af både ukrudt såsom snerler, skvalderkål og mælkebøtter og af snegle fx dræbersnegle eller plettet voldsnegl.

Hvis du vil undgå alt for meget ukrudt også senere på sæsonen, kan det godt betale sig at gå i gang med ukrudtsbekæmpelsen allerede nu. Det vil spare dig for meget lugearbejde senere på året.

Vil du gerne undgå at blive invaderet af dræbersnegle i vækstsæsonen, skal du på jagt efter snegleæg i haven. Når du finder dræbersnegle-æg, skal du uskadeliggøre dem helt, så de ikke udklækkes til snegle, der spiser dine afgrøder.

Læs her hvordan: Sådan finder og fjerner du dræbersneglenes æg

11. Rengøring af drivhuset

Haven i marts: Rengøring af drivhus

Rengøring af drivhuset er vigtigt for at undgå sygdomme og skadedyr i dine nye planter.

Skal du have succes med afgrøderne i drivhuset i den kommende sæson, er det meget vigtigt, at dit drivhus er rent.

Er dit drivhus ikke gjort rent, kan der være overvintrende sygdomme og skadedyr, som kan beskadige eller ødelægge den kommende sæsons afgrøder.

Start med at rydde op i drivhuset, fjern gamle og visne planter, og gør evt. dine kapilærkasser klar til en ny sæson.

Derefter skal drivhuset vaskes grundigt. Læs her, hvordan du skal gøre: Rengøring af drivhus

12. Vedligeholdelse af haveredskaberne

Haven i marts: Vedligeholdelse af haveredskaber

Tjek og vedligehold haveredskaberne nu, så de er klar til den nye sæson.

Selvom du måske ikke lige står og skal bruge dine haveredskaber lige med det samme i haven i marts måned, så kan det være en god idé at tjekke, om de trænger til at blive vedligeholdt.

Det kan fx være, at nogle af dine redskaber trænger til at blive slebet eller smurt med olie.

Klarer du vedligeholdelsen af dine haveredskaber nu, slipper du for at gøre det senere, og så er de klar til brug i den nye sæson.

Læs her, hvordan du gør dine haveredskaber klar til sæsonstart.

13. Start plæneklipningen

Haven i marts: Klippe græs

Plæneklipningen kan begynde i slutningen af marts, når det er tørt og frostfrit.

I slutningen af marts eller starten af april kan du begynde at klippe græsplænen.

Når du slår græsset for første gang i det tidlige forår, skal plænen være tør og frostfri, og du skal ikke kaste dig ud i det, før græsset er 6-8 cm.

Det er vigtigt, at du ikke klipper for lavt de første gange. Du bør ikke klippe kortere end 4 cm.

Læs mere her: Klip din plæne sund og rask

14. Plante og flytte træer, buske og stauder

Haven i marts: Plante og flytte træer og buske

Er det lunt i haven i marts, kan du sagtens plante nye træer og buske.

De bedste tidspunkter at plante nyt er om foråret fx i april og maj og i efteråret i september, men hvis der ikke længere er frost, kan det sagtens lade sig gøre at plante nye træer og buske allerede i marts.

Jorden må ikke være frossen, og den skal gerne være lun på omkring 5-8 plusgrader.

Her kan du læse meget mere om, hvordan du planter nye træer og buske med succes.

Du kan udmærket dele og flytte stauder eller buske i marts, inden de kommer for godt i gang med at vokse.