Bind tomatplanterne op

Allerede når du planter dit drivhus til, skal du tage højde for, at mange af planterne skal bindes op. Det er en løbende proces, som begynder tidligt og fortsætter gennem det meste af vækstsæsonen.Måske har dine planter haft en lille pind at støtte sig til den første tid. Men der går ikke længe, inden der skal noget andet til.

Tomatplanten her skal have en snor. Lav endelig snoren rigelig lang. Det kan gavne senere på sæsonen. Lav så først en løkke i den ene ende. Løkken skal være stor nok til, at stænglen kan vokse sig tykkere i løbet af sæsonen, uden at snoren begynder at gnave.

Så fører du forsigtigt snoren op langs med stænglen – ind imellem blad- og blomsterstængler, så du ikke skader noget undervejs. Det er bedst, at snoren følger med uret rundt ved opbindingen. Det er den vej, tomatplanten strækker sig naturligt efter lyset.Til sidst fæstner du snoren i toppen.

Gør det gerne på en måde, så du let kan løsne snoren senere igen. Du får nemlig muligvis brug for at sænke planten senere på sæsonen. Planten ved siden af er blevet noget skæv i sin vækst. Den skulle nok have været bundet op allerede.

Men Lene retter den forsigtigt op, og hun undlader bevidst at knibe de øverste sideskud lige nu. Så har hun nemlig en ekstra top, hvis den nuværende skulle knække under opbindingen.

Sørg for, at planten får en lodret vækstretning ved roden. Men vær ganske forsigtig med resten af planten. Ellers risikerer du blot, at planten knækker et uhensigtsmæssigt sted. Derfor undlader Lene at sno planten omkring snoren på det øverste stykke – indtil videre.

Med tiden vil planten give snoren ganske megen vægt, og selve stammen bliver også en del tykkere. Agurkeplanterne skal også bindes op. Her snupper Lene sideskuddene med det samme, inden hun sætter snoren omkring planten efter ganske samme princip som med tomaterne. Også her snor du snoren om stænglen med uret rundt.

Pas på både de små fangarme og agurkerne langs stammen undervejs.Bind gerne en løkke, der let kan løsnes igen. Så letter du den videre opbinding.Agurker har nemlig en ganske overvældende vækst, og du kan snildt få brug for lidt ekstra line.

Allerede en uge senere har tomaten ved siden af rettet sig noget ud, og det er nu muligt at sno den yderligere op langs med snoren. Det skal du gøre løbende under hele væksten.Vær opmærksom på undervejs, at du ikke får revet blomsterne af – eller at snoren kommer til at sidde, så den gnaver i blomsterstænglen.

Det sideskud, Lene lod sidde som en mulig ny top, vælger hun nu at binde op i stedet for at rive det af. Her er nemlig plads nok til, at tomatplanten kan have to toppe. Det skader ikke planten som sådan. Bare du sørger for, at væksten ikke bliver alt for tæt, for så får du bare andre problemer at slås med.

Tomaten i pileflet binder Lene forsigtigt til, så den holder væksten omkring pilestativet. Hvis den bliver for omfangsrig, vil hun flytte den ud af drivhuset. Det er nemt, når den er plantet i en krukke.Melonerne er også vokset godt til og er klar til at blive bundet op, så de fylder mindst muligt i drivhuset.

Der er dog ikke noget i vejen for at lade dem ligge og brede sig, hvis du har plads til det. Opbindingen sker her stort set på samme måde som med tomater og agurker.

Vær dog opmærksom på, at nogle meloner kan blive så tunge, at en opbunden plante ikke kan bære vægten, og så må du fx støtte planten yderligere ved at binde et net omkring frugten.Her går det dog fint uden yderligere støtteforanstaltninger indtil videre.

Endelig er også chili-planterne ved at være så store, at de kan have bruge for lidt støtte. En større plante ville måske kræve noget snor, men her kan Annika klare det blot med nogle enkelte blomsterpinde.

LÆS OGSÅ: Byg selv orangeri

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Planter