Generelt behøver du ikke at være bange for giftige planter i naturen eller haven. Der er dog nogle enkelte, som du bør være ekstra opmærksom på.
Herunder har vi samlet 10 giftige planter og blomster, som du skal holde dig fra.
1. Gifttyde
Der findes flere meget giftige planter, som blot ved berøring kan have fatale konsekvenser. Gifttyden er en af de mest giftige planter i naturen.
Gifttyden vokser ved strande, moser, vandløb og på fugtige steder.
Hele planten er ekstremt giftig – særligt stilkens nedre dele samt jordstænglen.
Gifttyden indeholder cicutoksin, som bliver optaget gennem tarmen og giver kramper.
Er du så uheldig at indtage planten, opstår inden for få minutter en brændende fornemmelse i mund og svælg, kraftig spytproduktion, stærke mavesmerter og opkastning, diarré, feber, bevidstløshed – med stor risiko for døden til følge.
Kommer børn i kontakt med og indtager planten, er der desværre ikke meget håb, og de risikerer at dø inden for et kvarter.
2. Liljekonval
Liljekonval, Convallaria majalis, er en lille urt, der vokser i skov og krat. Den har smukke hvide blomster og kan se rigtig flot ud i blomsterdekorationer.
Hele planten er dog meget giftig – specielt blomsterne og bladene.
Planten kan forveksles med ramsløg. Det fik ikke nogen alarmklokker til at ringe i gamle dage, men i dag er ramsløg blevet en populær spise. Er du ude at lede efter ramsløg, er det derfor vigtigt på forhånd at have sat sig ind i, hvad forskellen er på de to planter.
Indtager du Liljekonval kan få symptomer som opkastning, ildebefindende, diarré og risiko for hjerterytmepåvirkning, som kan forårsage døden.
3. Engletrompet
Engletrompeter er en middelhøj busklignende plante, der imponerer med sine lange, nedadhængende trompetlignende blomster.
De er især populære på grund af blomsterne, og man kan finde dem i mange parker og haveanlæg.
Alle dele af engletrompet-sorten brugmansia er potentielt set giftige. Ved indtagelse risikerer du hjertebanken, opkastning og svimmelhed. I alvorlige tilfælde er der risiko for kramper og bevidstløshed, der i ekstreme tilfælde kan føre til død.
LÆS OGSÅ: Sådan genkender du giftig vild pastinak
4. Galnebær
Galnebær vokser vildt både ved stranden og nær ved bebyggelser.
Problemet er plantens bær. Et lille barn kan tro, at de sorte bær er en lille lækker frugt, hvis de går rundt på egen hånd, hvor den giftige galnebærplante gror.
Galnebær er dødelige, hvis du indtager dem. Er du blevet forgiftet, er symptomerne tør mundslimhinde, følelse af tørst, hovedpine, svimmelhed og opkastning. I de alvorligste tilfælde får du syns- og taleforstyrrelser samt voldsomme kramper og hallucinationer, som alt sammen kan lede til døden.
5. Skarntyde
Skarntyde vokser vildt - også tæt ved beboelser.
Planten, der kaldes Conium maculatum på latin, er giftig og indeholder et stof, der giver en nikotinlignende effekt. Indtager du skarntyde, kan du opleve øget spytproduktion, synsforstyrrelser, muskelsvaghed og lammelser inden for en time – og i værste tilfælde kan Skarntyde forårsage død.
6. Bulmeurt
Bulmeurt er en fin plante, der har sammenvoksede, lysebrune kronblade med lilla filigranmønster på.
Bulmeurt sår sig selv, bliver mellem 25-80 centimeter høj og vokser på stenede strandvolde og jord omkring bebyggelse.
Ved indtagelse kan planten give kraftige hallucinationer, feber, uro, forvirring, kramper og bevidstløshed. I store mængder kan Bulmeurt dræbe dig.
7. Almindelig taks
Almindelig taks er efterhånden ret sjælden. Det skyldes muligvis, at planten med de indbydende røde bær er giftige. De ligner i hvert fald noget, som godt kan forveksles med andre spiselige sommerbær.
Stenen indeni bærret er dog giftigt, og det samme er taksens grønne nåle, der bliver op til tre centimeter lange. Nålene indeholder nemlig giftstoffet taxin.
Indtager du bær eller nåle vil du opleve symptomer såsom opkast, mavesmerter, diarré, muskelsvækkelse samt påvirkning af blodcirkulation og åndedræt. I værste tilfælde kan indtaget være dødeligt – både for mennesker og dyr.
8. Høsttidløs
Denne plante ligner til forveksling krokus med sine fine, lyslilla kronblade. Oprindeligt kommer den fra Mellemøsten og Sydøsteuropa, men den har bredt sig over hele Europa.
Særligt dens frø og den løglignende stængelknold er meget giftige og kan medføre alvorlige symptomer ved indtagelse. Forgiftninger er dog sjældne, men sker det, kan du få blodig diarré, mavesmerter, brændende fornemmelser i mund og svælg og nyrepåvirkning.
Uden sine karakteristiske blomster, kan bladene – ligesom liljekonval – også let forveksles med ramsløg. Har du ikke styr på forskellen mellem ramsløg og Høsttidløs, kan det have dødelige konsekvenser. En dødelig dosis af Høsttidsløs er ved indtagelse af blot 0,8 mg per kilo legemsvægt.
9. Stormhat
Stormhat er en nordamerikansk plante med lilla blomster. Den lilla eller dybblå staude er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men den findes i mange haver.
Alle dele af planten er yderst giftig – specielt frø og rødder – hvoraf rødderne kan forveksles med spiselige rødder. Giftstoffet i planten hedder aconitin, og blot få gram kan være dødeligt for mennesker. Ved alvorlige forgiftninger kan Stormhat medføre hjerterytmepåvirkning, synsforstyrrelser, kramper og åndedrætsstop.
10. Guldregn
Guldregn er enten en busk eller et lille træ, som har gule blomster, der hænger i klaser.
Guldregn er meget almindelig i haven og i naturen, og den er også en meget flot, især når den blomster i maj og juni. Om efteråret kommer der grønne og brune bælge på Guldregnen.
Det giftige stof i Guldregn er cystein og metylcystein, der virker ligesom nikotin. Særligt frøene i bælgene indeholder store mængder af giftstofferne.
Hvis du indtager Guldregn, kan du blive forgiftet. Symptomer som ondt i maven, kvalme, opkast, irriterede slimhinder, hjertebanken, sløvhed og evt. feber vil hurtigt komme efter indtagelse.
LÆS OGSÅ: Blåregn: En smuk, men giftig plante