Fakta om akryl-lak

Alle detaljer og egenskaber som pris, styrke og vedligeholdelse. Vores ekspert viser dig også, hvordan du arbejder med akryl-lak.

Læs mere om

  • Pris
  • Styrke
  • Vedligeholdelse
  • Rækkeevne
  • Dimensioner
  • Varianter
  • Fordele & ulemper

Vi sammenligner også med andre typer lak og har samlet alle relevante informationer for dig.

Vi viser også, hvordan du arbejder med akryl-lak.

Beskrivelse: Akryl-lak

Akryl-lak er en klar, hurtigtørrende og vandfortyndbar lak til metal, træ og malede og bejdsede overflader.

Akryllak er vandfortyndbar og velegnet til lyse træsorter. Her vil lakken nærmest være usynlig, og den vil ikke gulne med tiden.

Akryllak kan få nogle typer bøge- og egetræ til at se mørkere ud, så hvis du vil undgå det, bør du anvende alkydlak.

Hvis du vil have et meget lyst gulv, kan du enten ludbehandle det eller grunde to gange med hvid grundlak og efterfølgende lakere ovenpå med toplak.

Priseksempel

  • 0,4 liter spraydåse: fra 85 kroner
  • 1 liter: fra 250 kroner
  • 5 liter: fra 1000 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges: Akryl-lak

Indendørs på træværk og gulve med begrænset trafik. Bruges også som beskyttelse af malede eller bejdsede overflader, fx møbler og låger.

Akryllak er egnet til brug indendørs til karme, døre og låger, samt til gulve, der ikke belastes meget, fx i soveværelset. Møbler, der er malet eller bejdset har godt af et lak akryllak som ekstra beskyttelse mod slid og afsmitning.

Akryllak er fleksibel og revner ikke så let, når det underliggende træ arbejder. På gulve med meget trafik, fx i entreen, kan du dog med fordel bruge en PU-lak (polyurethan-lak).

Alufælge kan du spraye med akryllak, så bevarer de udseendet længere.

Fordele

  • Gulner ikke
  • Kan fortyndes med vand
  • Værktøj rengøres med vand
  • Kan genbehandles efter 2-4 timer
  • Kan “arbejde med”, når træet arbejder
  • Fås mat, halvblank og blank, samt hvidpigmenteret

Ulemper

  • Tyndtflydende
  • Nogle billige produkter løber ikke så let sammen
  • Ridser i hvidpigmenteret lak er svære at reparere
  • Duer ikke til Brun bøg og Doanu-eg

Styrke

Moderat slidstærk

Akryllak, der ikke er PU-forstærket, tåler ikke stor belastning. Men den er fin som beskyttelse af malede og bejdsede flader på møbler og skabslåger. Kan også anvendes på gulve i rum, hvor du ikke går direkte ind udefra med sko på.

Vedligeholdelse

Støvsuges og tørres med opvredet klud. Genlakeres før gennemslidning.

Ved særligt snavsede flader anvendes gulvsæbe efter behov.

Når gulvet begynder at se ridset ud, men INDEN det er slidt igennem, skal det matslibes og påføres 1-2 lag frisk lak. Ridser og slid på hvidpigmenteret lak er svært at reparere, uden at det kan ses, med mindre man sliber al lakken af først.

Rækkeevne

6-10 m2 pr. liter

Dimensioner

  • 0,4 liter (spraydåse)
  • 1 liter
  • 5 liter

Varianter

Hvid grundlak: Ønsker du et helt lyst gulv, som ikke bliver gulligt med tiden, kan du lakere det to gange med hvid grundlak, før den egentlige lakering. Toplaget af akryllak vil beskytte grundlakken, så du kan nå at genlakere steder med slid, inden du får slidt grundlakken af.

Akryllak som spray: Akryllak fås også på sprayflaske og er primært beregnet til beskyttelse af fx møbler og bilens fælge.

Spraylak påføres i flere tynde lag og med dåsen i konstant bevægelse for at undgå “løbere”.

Sammenlign med andre typer lak

Vi har beskrevet over 500 forskellige byggematerialer i Gør Det Selvs Materialeguide.

Her kan du sammenligne forskellige materialer i overskuelige skemaer og få inspiration og overblik over dine muligheder.

Sådan arbejder du med akryl-lak

Princip: Akryllak påføres på langs af træets årer i flere lag med rulle eller pensel.

Hvis du bruger hvidpigmenteret grundlak, er det vigtigt at arbejde vådt i vådt uden overlapninger, da disse ellers vil kunne ses.

På gamle, mørke gulve, der er malet eller lakeret, kan du slibe og skrabe træet helt ned, så alle rester af gammel lak eller maling er væk. Bagefter støvsuges og tørres af med en fugtig klud.

Et helt afslebet gulv kan lysnes med hvidpigmenteret grundlak eller lud. Lakken/luden påføres gulvet på langs af bræddernes årer - gerne med en langskaftet pensel (så du ikke behøver ligge på knæ).

Tag et bræt af gangen og undgå overlapninger, da de vil kunne ses igennem toplakken.

Når gulvet ikke har brug for at blive slebet helt ned, men blot trænger til en genlakering, skal det støvsuges og vaskes grundigt med grundrens og vand inden lakering.

Gulvet tørres af med en hårdt opvredet klud og skal tørre helt, før du begynder at lakere.

Når første lag lak (eller grundlak) er tørt, slibes det let med slibepapir korn 150-180, da træets fibre vil “rejse sig lidt” under lakeringen.

Slibning skal altid foretages på langs af træets årer. Og bagefter skal overfladen støvsuges og tørres grundigt efter med en fugtig klud.

Kanterne lakeres med en blød pensel, og de store flader lakeres med rulle eller en bred lakpensel. Der findes særlige lakruller med meget fin luv, der efterlader en helt glat overflade.

Processen gentages 2-3 gange. Tjek produktvejledningen i forhold til, hvornår du må gå på lakken, og hvornår du må stille møblerne tilbage.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med akryl-lak.

FAQ