Polystyren: Ekspanderet polystyren består af 98 procent luft. Pladen her er beklædt med forstærkende glasfibervæv.

Ekspanderet polystyren består af 98 procent luft. Pladen her er beklædt med forstærkende glasfibervæv.

Polystyren er en plastik-type, som bruges til alt fra engangskopper til hulmursisolering. Den form, som vi kender polystyren i, når vi bygger, er typen EPS – den ekspanderede polystyren.

Det er den, du sikkert bedst kender som flamingo, men som også indgår i en stigende række af produkter fra forskellige producenter.

Polystyren som isolering

Den ekspanderede polystyren består af 98 procent luft og blot to procent plast. Den giver produktet rigtigt gode isoleringsegenskaber. Og fordi polystyren samtidig har en fast form, er det på mange måder nemmere at isolere med under gulve end fx mineraluld.

Du kan faktisk bygge et helt terrændæk under et hus alene ved at etablere en sokkel af fx lecablokke, og så fylde det hele ud med polystyrenplader i flere lag. Du kan vælge at støbe beton ovenpå, men du kan også blot lægge et flydende gulv direkte på polystyren-pladerne.

LÆS MERE OM: Gulvisolering

Hvor den traditionelle flamingo var alt for blød til at træde på, er de moderne stærkt isolerende polystyrenplader trædefaste. Du kan oven i købet få plader, der kan bruges til industrigulve uden at blive trykket i stykker.

Nogle producenter laver vinklede sokkelstykker, som primært består af polystyren. Med dem kan du blot bygge din sokkel direkte på jorden, uden at skulle grave. Og så kan du fylde op med isolerende polystyrenplader.

LÆS OGSÅ: Hvilke isoleringsmaterialer skal du vælge?

Polystyren som byggeplader

Udover sine isolerende egenskaber har plader af polystyren også en anden meget klar fordel: de vejer næsten ingenting. Og hvis man armerer en polystyrenplade med et tyndt lag glasfibervæv, så har man en plade, der er meget let, men samtidig stærk nok til, at du fx kan bygge en skillevæg til en bruseniche alene af én polystyrenplade. Det er en metode, der er langt nemmere og vægtmæssigt lettere, end hvis du fx skal lime otte - ti letbetonplader sammen for at opnå samme resultat.

Nogle af pladerne er godkendt til brug i vådrum, både til vægge og gulve. Ja, du kan sågar bygge et badekar i vådrumsgodkendte polystyrenplader – eller købe et færdigt kar i byggemarkedet og selv beklæde det med fliser. Selve karret vejer blot 54 kilo.

Polystyren: Polystyrenpladerne er nemme at arbejde med. På få minutter har du bygget en væg, fx til en bruseniche.

Polystyrenpladerne er nemme at arbejde med. På få minutter har du bygget en væg, fx til en bruseniche.

Polystyrenplader til alle formål

Producenter som tyske Wedi har ikke alene firkantede plader i forskellige mål og tykkelser. De har også elementer til brusegulve med fald, buede vægge og fritstående håndvaske. Alt sammen i polystyren, som er lige til at pudse op eller beklæde med fliser.

Du kan også sagtens lægge en armeret polystyrenplade ned og bruge den som bordplade, fx henover vaskemaskine og tørretumbler i bryggerset.

Polystyren: Beklædt med fliser ligner polystyrenpladerne alle andre vægge. Kun hvis du banker på dem vil du opdage, at de lyder hule.

Beklædt med fliser ligner polystyrenpladerne alle andre vægge. Kun hvis du banker på dem vil du opdage, at de lyder hule.