Høje paneler til 300 kr. pr. meter

De ligner en million, men koster faktisk ikke alverden – høje paneler i stuen, eller hvor du nu drømmer om at have dem. Alt, hvad du skal bruge, er MDF-plader, lim, 3 forskellige lister og maling.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
300 kroner/pr. m
Høje paneler

Spisestuen virker mere herskabelig og eksklusiv med de høje paneler, der bliver fremhævet, når væggen ovenover har en anden farve.

Intro

Går du og drømmer om høje paneler, så læs med her, hvor vi viser de grundlæggende bygge-principper og inspiration til, hvordan de høje paneler kan se ud.

Der er masser af muligheder for at være kreativ. For der findes en masse forskellige typer lister, du kan bruge - alt fra helt enkle lister til lister med mange udfræsninger.

Vi viser dig - trin for trin - hvordan du bygger panelerne op, og hvordan du får gjort dem solidt fast til væggen ved hjælp af to slags lim.

Du får også en principtegning med mål, så du kan gennemskue opbygningen. Og endelig får du en materialeliste, så du kan se, hvilke typer lister, vi har brugt.

Vejledning

01
Panelerne 4 Trin

Når du skal lave høje paneler, skal du vælge en højde på panelerne. Det er smart, hvis den passer med størrelsen på MDF-pladen, så du undgår at skulle skære alt for meget.

Her er højden på panelerne 80 cm, hvilket er det samme som MDF-pladen på den korte led. Her går det derfor op med hele MDF-plader i midten, så kun de yderste plader skal skæres til.

Højden på panelerne afsættes på væggene i rummet hele vejen rundt. Det er nemmest med en cirkellaser.

1

MDF-pladerne monteres med montagelim, der påføres væggen i vandrette striber med en fugepistol.

2

Put også lim på MDF-pladerne. Her puttes limen på i lodrette linjer – modsat linjerne på væggen. Det sikrer en god vedhæftning. Pladen stilles derefter oven på fodpanelet og trykkes fast. Vi bruger lim med såkaldt vådhugs-funktion (No More Nails), så pladen sidder fast, uden at fiksering er nødvendig.

3

Markér med malertape, hvor listefelterne skal være. Når du bruger malertape, har du mulighed for at prøve dig frem. Her afprøves, om der skal være et eller to listefelter pr. plade. Det ender med et listefelt.

4

Listerne (A) og (B) monteres med lim og stifter. Listerne (A) dækker samlingen mellem pladerne, og (B) er de øverste, vandrette lister.

02
Listerne 8 Trin

Til panelerne her bruges tre forskellige lister: Listerne (A), der dækker samlingen mellem pladerne, listerne (B) er toplisten, og listerne (C) danner rektangulære felter. Her kan du se, hvordan listerne skæres til og monteres med lim og stifter.

1

Listerne (C) til de rektangulære felter skæres til. De skæres til i den rigtige længde og med et 45-graders snit i enderne, så de kan samles med flotte smigsamlinger.

2

Put trælim på bagsiden af listen, så du kan montere den på MDF-pladen. Hvor listen skal sidde, har du først tegnet op.

3

Stød listerne (C) sammen, når du placerer dem på MDF-pladen, så du får flotte, tætte samlinger. Pres så listen godt fast mod pladen. Nogle gange er limen nok til fastgørelse.

4

Stift listerne fast, hvis limen ikke kan holde dem på plads. Det kan især være nødvendigt, hvis MDF-pladen ikke er helt plan pga. skævheder i væggen. Fjern den overskydende lim.

5

De to yderste felter er lidt mindre, da de støder op mod en væg. Det er måden, vi får det til at gå op på panelvæggen her. Når alle listerne er monteret, fuges der med en akrylfuge rundt i kanterne for at skjule evt. revner. Det giver en flot finish.

6

De høje paneler males, når alt er tørt. Først males listerne med pensel, derefter males de store flader med rulle.

Masser af muligheder med lister

Listerne findes i mange forskellige dimensioner, og du kan fint kombinere fx smalle med en bredere liste. Du kan også lave felter af MDF, så der er mange muligheder for kreativitet og for at få det, præcis som du ønsker.

Her er et eksempel på en panelvæg med et mere avanceret mønster med trekanter (i MDF), der nærmest danner en tredimensionel effekt.

Du kan skabe en stor effekt med farve på dine høje paneler eller på væggen ovenover, hvor der evt. også kan sættes tapet op.

Materialer

Tidsforbrug

Ca. 2 dage, ekskl. maling.

Pris

Ca. 300 kr. pr. meter.

Sværhedsgrad

Det er ikke svært, men der er en del tilskæringsarbejde, der kræver præcision for et flot resultat.

Tegning

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

Præcis opmåling med tre kontrolpunkter

Video

Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.