Bliv ekspert i rundsaven på 5 minutter

Skal du lave snorlige snit, så er rundsaven det helt rette værktøj. Lær hvordan du bruger rundsaven – og se opgaverne, hvor rundsaven er uundværlig. Vi viser dig også hvad du skal kigge efter når du køber rundsav.

Rundsav: Sådan bruger du rundsaven

LIGE SNIT: Med en skinne eller et langt lige bræt opnår du helt præcise lige snit med rundsaven.

Kvikguide til rundsaven

Her kommer vi hele vejen rundt om rundsaven. Vi viser dig, hvad du skal kigge efter, når du køber rundsav, gennemgår forskellige typer rundsave og viser dig, hvordan du bruger din rundsav. Klik på linket og kom direkte til afsnittet længere nede i artiklen.

Det skal du kigge efter, når du køber rundsav

Rundsav i 3 prisniveauer

Sådan bruger du rundsaven

Det skal du kigge efter, når du køber rundsav

Rundsaven er suveræn til lange, lige snit – både helt og halvt igennem et bræt eller en plade. Den findes i mange forskellige størrelser, men med en klingestørrelse på minimum 160 mm kan du klare det meste. Herunder kan du se, hvad du skal kigge efter, når du køber rundsav.

Rundsav: Det skal du kigge efter, når du køber rundsav

1. KONTAKTSPÆRRE.
Tjek, at saven har to knapper, der skal trykkes ind samtidig, for maskinen kan starte. Det giver god sikkerhed.

2. GREB.
Skal være godt at holde på, have skridsikker belægning og kunne betjenes lige godt med begge hænder.

3. BATTERI.
Er maskinen med batteri, så tjek, at det er let at aflæse ladetilstanden.

4. STØVSUGERSTUDS.
Mulighed for tilslutning til støvsuger er en fordel. Tjek, at studsen ikke sidder, så den er i vejen, når du arbejder.

5. SPINDELLÅS.
Klingeskift skal foregå nemt med spindellås og kun én nøgle.

6. DYBDESKALA.
Skalaens tal skal være tydelige, så indstilling er let

7. SIKKERHEDSSKÆRM.
Skal glide ubesværet væk og svippe lynhurtigt på plads, nar saven løftes.

8. SÅL.
Skal være solid, helt plan og forsynet med en god opkant.

9. LYS.
Vælg LED-lys eller en lasersigtelinje, der lyser op, hvor du skal save.

10. VINKELINDSTILLING.
Skalaen skal være tydelig, og det skal være nemt at indstille vinklen.

RUNDSAVE - 3 VARIANTER

DYKSAV MED SKINNE
Til forskel fra en rundsav kan en dyksav starte snittet inde midt pa en flade. Det giver masser af muligheder. Fås med føringsskinne til helt lige snit.

RUNDSAV PÅ BATTERI
Producenterne udvikler konstant pa batterierne og forbedrer motorerne. Så efterhånden kan akku-rundsavene godt hamle op med modellerne på ledning.

RUNDSAV MED LEDNING
Det sikre – og billigste – valg er en rundsav med ledning. Kan du leve med ledningen, kan du få relativt mange kræfter for pengene.

RUNDSAVE MED SMARTE FUNKTIONER

Rundsav med støvopsamler.
Har du ikke en værkstedsstøvsuger, så kig efter en rundsav, hvor der følger en lille støvopsamler med. Den skal tømmes ofte, men fjerner som regel støv og savsmuld effektivt.

Rundsav med bæltekrog.
Nogle rundsave har et greb, som man kan slå ud og hægte fast i bæltet. Det er smart, fx hvis du kravler rundt på et loft og skal have hænderne fri af og til.

Rundsav med tydelig vinkelindstilling.
Flere producenter har udstyret deres rundsave med tydelige klikstop for de mest almindelige vinkler (22 1/₂° og 45°). Det er smart!

Rundsav med smart lys.


De fleste rundsave har LED-lys, der gør det let at se, hvor man saver. Pa Milwaukee M18 CCS55 er lyset tændt et lille stykke tid, efter at saven er slukket. Smart, hvis du lige skal flytte rundsaven til et nyt snit.

RUNDSAV I 3 PRISNIVEAUER

DEN DYRE RUNDSAV
Handy rundsav på batteri med masser af kræfter.

Batteri: 18 V/4 Ah
Omdr./minut: 5.000
Dybde: 90°/45°: 57/41 mm
Klinge/tænder: 165/20
Vægt: 3,3 kg (inkl. batteri)
Pris: over 3.500 kr.

RUNDSAV I MELLEMKLASSEN
Stærk rundsav, der er nem at betjene. Robust håndværkerkvalitet.

Batteri: 18 V/5 Ah
Omdr./minut: 5.000
Dybde: 90°/45°: 54/41,3
Klinge/tænder: 165/124
Ladetid: 80 min.
Vægt: 3,2 kg (inkl. batteri)
Pris: over 1.800 kr.

DEN BILLIGE RUNDSAV
Stærk og solid rundsav – med nem betjening og fine detaljer.

Motoreffekt: 1.200 watt
Omdr./minut: 5.600
Dybde 90°/45°: 55/38 mm
Klinge/tænder: 160/20
Vægt: 3,9 kg


Pris: under 1.000 kr.

VI TESTER: Se vores nyeste test af rundsave her

Sådan bruger du rundsaven

Håndrundsaven gør arbejdet superpræcist, hvad enten du skal afkorte et emne eller flække et stykke tømmer på langs. Den har masser af kræfter, og så er den nem at transportere og dermed oplagt til opgaver væk fra huset. Herunder kan du læse om, hvordan du arbejder med rundsaven.

Rundsav: Sådan bruger du rundsaven

LIGE SNIT: Med en skinne eller et langt lige bræt opnår du helt præcise lige snit med rundsaven.

Rundsavens spidskompetence

En rundsav er udmærket til grov tilskæring af plader og stolper. Men en rundsav er alle andre save overlegen, når det gælder om at dele en plade med et rent og lige snit.

Efterhånden er mange modeller blevet udstyret med en laserlinje, der gør det muligt at føre rundsaven ret præcist. Men det allermest præcise snit får du dog, hvis du fører rundsaven langs en skinne eller et helt lige bræt. Eller hvis du bruger et parallelanslag, som du monterer på rundsaven og trækker langs pladens kant.

LÆS OGSÅ: Bordrundsav

SÅDAN INDSTILLER DU DIN RUNDSAV

INDSTIL SAVEDYBDEN PÅ DIN RUNDSAV
Den maksimale savedybde afhænger af størrelsen på klingen. Typisk er dybden 25-40 mm ved 45 graders snit og 50-65 mm ved 90 graders snit.

INDSTIL RUNDSAVEN TIL VINKLEDE SNIT
Rundsaven kan indstilles til vinklede snit – i fagsprog kaldet at save i smig. En tydelig skala og muligheden for at indstille og låse vinklen præcist er vigtigt. Det sidste kan være en udfordring, så prøv i butikken, inden du køber rundsaven. På nogle maskiner er der klikstop, så saven nemt standser på de mest almindelige vinkler, 22,5 og 45 grader.

LIGE SNIT I PLADER MED RUNDSAV

FØRINGSSKINNE
Til kvalitetssave kan ofte tilkøbes en føringsskinne.

LANGT LIGE BRÆT
Et bræt, der spændes på pladen, er et alternativ.

PARALLELANSLAG
Anslaget rækker typisk 15-20 cm ind fra kanten.

RENE KANTER MED RUNDSAV

1. Når en bræddekant skal skæres rent, starter man med at måle op til et snit, der ligger vinkelret med brædderne. Derpå markeres snittet nemt med en kridtstreg.

2. Brædderne skæres til med en rundsav, der føres langs en skinne eller et langt lige bræt. Den avancerede udgave af rundsaven, en dyksav på skinne, kan også klare jobbet.

SPOR I PLADER MED RUNDSAV

1. Spor på bagsiden af en massiv træplade sikrer, at pladen ikke kommer til at bue med tiden. Aflastningssporene streges først op på pladen.

2. Sporene skæres efter stregerne. Rundsaven indstilles, så den går halvvejs ned i pladen. Rundsaven styres efter en skinne som her eller langs et langt lige bræt.

HAK I HAK-SAMLING MED RUNDSAV

1. En hak i hak-samling laves traditionelt med håndsav og stemmejern. Men med en rundsav går det meget hurtigere. Indstil dybden, og sav en række spor tæt på hinanden.

2. Rundsavens mange tætte snit fjerner langt det meste af træet. Men stemmejernet skal i gang, når bunden af snittet skal “renses”, så det bliver helt rent og plant.

Smart teknik med rundsav når du skal save i melamin

Skal du skære i en plade beklædt med melamin, frarådes at skære pladen over med ét snit. Hvis du gør det, kommer savens tænder vinkelret op under melaminet, og der er stor risiko for, at rundsaven slår små skaller af kanten. Indstil i stedet rundsaven, så den kun lige akkurat når igennem det tynde lag kunststof. Og skær først derefter pladen helt igennem – uden grimme hak på overfladen.

TIPS: Undgå flosser med rundsav

Flossede kanter er en udfordring ved stort set alt savearbejde. Men tømreren har et smart trick:

Indstil dybden på rundsavens klinge, så den lige netop bryder overfladen. Start rundsaven, og træk den baglæns, så klingen markerer snittet. Herefter er du klar til at skære helt igennem pladen – helt uden at få flossede kanter.

LÆS MERE: Hvilken rundsavsklinge skal du vælge?

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Rundsav