Isoleret skur med listebeklædning

Drømmer du om et isoleret skur med en moderne listebeklædning og et næsten fladt tag? Så kig med her, hvor vi viser dig - trin for trin - hvordan du kommer i mål.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 uger
Pris
90.000 kroner
Isoleret skur

Listerne og det flade tag giver skuret et moderne look.

Overblik

3D-model: Isoleret skur med listebeklædning

3D-visualisering: Skuret består af en bundramme, beklædt med krydsfiner, med en skellet af stolper og tagspær, beklædt med superwood, tagpap og der er isoleret i vægge, gulv og tag.

Arbejdstegning: Isoleret skur med listebeklædning

Isoleret skur

Det færdige resultat

Skal du bygge nyt skur og ønsker noget andet end de kedelige byggesæt, der sælges i byggemarkedet, er du kommet til det rette sted.

Her viser vi dig nemlig, hvordan du kan bygge et lækkert, moderne og isoleret udhus, der virkelig skiller sig ud fra mængden.

Alle trin i processen vises med detaljerede billeder og beskrivelser - fra første spadestik til sidste søm. Derudover supplerer vi med gode tips og beskrivende illustrationer undervejs.

Vi viser dig, hvordan konstruktionen opstilles, hvordan materialerne sættes rigtigt sammen, og hvordan vi isolerer udhuset, så det kan bruges om vinteren.

Hvis projektet virker stort og uoverskueligt, så tag et skridt ad gangen og følg vores vejledning kapitel for kapitel. Så bliver det pludselig meget lettere. God fornøjelse!

Materialeliste

Bundramme:

Stolper og toplægter:

  • 47 x 125 mm C24-spærtræ, ca. 120 m
  • Lægter til midlertidige skråstivere

Tagspær og tag:

Vægbeklædning:

Desuden:

Specialværktøj

  • Krydslaser, kridtsnor, spændetvinger, dyksav med føringsskinne, jordbor.

Tidsforbrug

Regn med ca. 2 effektive arbejdsuger for 2 personer.

Pris

90.000 kr.

Sværhedsgrad

Det er et stort projekt, der kræver en vis erfaring, men følger du vejledningen, kommer du sikkert i mål.

Vælg andre materialer til dit skur

Skuret her er bygget på et fundament af stolpesko. Det er beklædt Superwood og klinkbrædder. Og på taget er der 2 lag tagpap. I Materialeguiden kan du få inspiration til, hvilke andre materialer du kan bygge den af.

Arbejdstegning

Fremgangsmåde

01
Fundament og gulv 12 Trin

Når skurets placering er fundet, tager vi de nødvendige sten op af belægningen for at lave solide punktfundamenter ned i jorden.

Vi laver først en bundramme og placerer den, hvor skuret skal stå. Derefter finder vi placeringen af punktfundamenterne, løfter rammen væk og graver ud til fundamentets forskalling.

Kloakrør fyldes med beton og får en stolpesko på toppen, som skrues fast til bundrammen.

Til sidst isoleres bundrammen og beklædes med finerplader til gulvet.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Vi finder skurets placering ved hjælp af lægter, der lægges ud på jorden. De viser “fodaftrykket” af udhuset og flyttes rundt, til vi har en perfekt placering.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Bundrammen lægges på plads, så vi finder den rigtige placering til punktfundamenterne. En retvinklet hjælpetrekant hjælper os med at få alle vinkler helt rette.

Isoleret skur med listebeklædning 3

Bundrammen lægges på plads igen, efter at vi har gravet forskallingen til punktfundamenterne ned. Rammen er lavet af trykimprægneret træ i dimensionen 47 x 150 mm og samles med syrefaste skruer (5 x 120 mm). Derudover bruger vi vinkelbeslag med ribber i hjørnerne.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Vi klodser bundrammen op, så den ikke har berøring med jorden. Derefter skruer vi stolpeskoen fast, så den passer over forskallingen på undersiden. Kloakrørene er gravet ned i frostfri dybde.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Forskallingsrørene fyldes med beton. Vi bruger i alt fire punktfundamenter på hver side af yderrammen.

Isoleret skur med listebeklædning 6

Bjælkerne i midten af gulvet understøttes også af punktfundamenter. Her placeres fundamenterne 1/3 inde fra yderrammen på skiftende sider. Dette giver god stabilitet.

Isoleret skur med listebeklædning 7

Når alle punktfundamenterne er støbt, skal de have lov til at hærde et par dage, før vi belaster dem.

Isoleret skur med listebeklædning 8

Gulvbjælkerne er også 47 x 150 mm trykimprægneret fyrretræ. De placeres, så de passer med pladerne, som gulvet skal dækkes af. Derudover måles der op og lægges bjælker på tværs, hvor de fremtidige gulvplader får endesamlinger.

Isoleret skur med listebeklædning 9

Gulvbjælkerne understøttes yderligere med betonfliser, som skrues sammen med gulvbjælkerne ved hjælp af vinkelbeslag.

Isoleret skur med listebeklædning 10

Nu skal vi isolere gulvet. Først skruer vi 25 x 50 mm lister fast nederst på alle gulvbjælkerne. Oven på listerne lægger vi 12 mm krydsfinerplader, så vi får en kasse (et undergulv), som er tæt mod undersiden.

Isoleret skur med listebeklædning 11

Der isoleres med 75 mm mineraluld, når alle krydsfinerplader er skruet fast til listerne nedenunder. På den måde har vi en isoleret gulvkonstruktion, der samtidig er tæt mod mus og andre skadedyr.

Isoleret skur med listebeklædning 12

Gulvpladerne er 21 mm krydsfiner. Pladerne lægges, så alle samlinger lander oven på en gulvbjælke eller en tværbjælke. De yderste kanter renskæres til sidst med en dyksav på en føringsskinne.

02
Stolpekonstruktion 6 Trin

Oven på gulvet bygger vi to modstående vægge med stolper og toplægter på toppen. Begge dele er lavet af 47 x 125 mm spærtræ, der skrues sammen.

Toplægterne indfældes i stolperne, og de placeres med en hældning, så regnog smeltevand kan løbe ned fra taget.

Stolperne rettes op lodret og placeres med en centerafstand på 60 cm. De to sider forbindes i toppen med spærtræ på 47 x 125 mm.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Vi starter med hjørnestolperne, som fastgøres med vinkelbeslag og midlertidige skråstøtter ned til gulvet. Højden findes ved midlertidigt at fastgøre en toplægte, der placeres med tagets hældning.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Toplægten er også 47 x 125 mm og fastgøres oven på hjørnestolpen, efter at stolpen er blevet skåret til i den rigtige længde. De samles med en 100 x 220 mm sømplade.

Isoleret skur med listebeklædning 3

De lodrette stolper indfældes i toplægten. Vi sørger for, at stolperne er lodrette, og vi laver en indskæring i dem, så de flugter med toplægten på ydersiden.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Stolperne har en centerafstand på 60 cm. Dog skal der laves tilpasninger for at skabe plads til en dør i væggen. Midlertidige skråstivere understøtter stolpekonstruktionen.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Vi bruger en snor for at sikre, at alle stolper står på en ret linje.

Isoleret skur med listebeklædning 6

Vi fortsætter på modstående side med stolper og toplægte af 47 x 125 mm C24-spærtræ. De to vægge forbindes med spær på 47 x 125 mm. Når de er på plads, afslutter vi de “åbne” vægge med stolper af 47 x 125 mm, som indfældes på samme måde som tidligere vist.

03
Tagspær og tag 5 Trin

Tagspærene er af 47 x 125 mm C24-spærtræ. De skrues først fast gennem toplægterne med 5 x 120 mm træskruer, inden de sikres med en bjælkesko i hver ende.

På toppen af tagspærene lægger vi tagplader af 21 mm krydsfiner. Pladerne lægges med et lille udhæng ved alle kanter og tilpasses til sidst.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Tagspærene skrues fast til toplægterne med 5 x 120 mm skruer. Derudover sikres tagspærene med en 51 x 94 mm bjælkesko i hver ende for at give en solid understøtning.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Montér tværbjælker mellem spærene der, hvor der skal være endesamlinger i tagpladerne. De skrues fast fra ydersiden af spærene med 5 x 120 mm træskruer.

Isoleret skur med listebeklædning 3

Tagpladerne er 21 mm krydsfiner, som fastgøres med 5 x 60 mm træskruer. Alle samlinger lægges over et tagspær eller en tværbjælke. Markér med en kridtsnor, hvor pladerne skal skæres til i kanterne.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Vi renskærer pladerne i kanterne med en dyksav på føringsskinne. Pladerne skal stikke 10 cm uden for topbjælken på alle sider.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Vi borer huller i topbjælken mellem alle tagspærene, så vi får luftcirkulation mellem dem. Hullerne har en diameter på 12 mm og dækkes med et insektnet på bagsiden.

04
Vindpap og afstandslister 2 Trin

Vindpappet sikrer, at der ikke blæser kold luft ind i isoleringen. Pappet fastgøres først med en hæftemaskine med 13 mm klammer og holdes yderligere fast af afstandslisterne. Vi begynder med at lægge en vandret bane vindpap nederst på væggen og lader næste bane overlappe. På den måde forhindrer vi, at eventuel fugt løber ind under pappet på undersiden og ind i væggen.

På indersiden placerer vi afstandslister, dvs. vandrette stykker spærtræ, mellem alle stolperne.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Vindpappet fastgøres med klammer, før det klemmes fast med afstandslister, som også fungerer som underlag for beklædningen. Lodrette afstandslister under vandret beklædning og vandrette under lodret.

Isoleret skur med listebeklædning 2

På indersiden monterer vi 47 x 125 mm afstandslister (vandrette bjælker) mellem alle stolperne. De skal flugte med indersiden af stolperne og bruges til at fastgøre den indvendige beklædning på senere.

05
Tagbelægning 11 Trin

Her lægger vi to lag tagpap for at sikre taget ekstra godt. Det første lag lægges direkte på tagpladerne, fastgøres med tagpapsøm og renskæres i kanterne.

På det nederste lag placerer vi tagfodbeslag ved tagfoden der, hvor vandet løber ned i tagrenden. På de tre andre sider sætter vi en trekantet liste mod tagkanten.

Den øverste belægning rulles på til sidst og samles i de selvklæbende overlap. Det placeres både oven på tagfodbeslaget og trekantlisten og limes godt fast med asfaltklæber i kanterne.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Underpappet rulles ud på hele tagfladen langs tagfaldet. Vi starter i den ene side og fastgør overlapningerne med tagpapsøm. Belægningen lægges ud over kanterne på alle sider.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Kanterne renskæres, så de flugter med tagpladerne, efter at alle længderne er rullet ud og sømmet fast. Vi bruger en skarp hobbykniv til at skære kanterne til. TIP: Varm kniven op med en varmepistol.

Isoleret skur med listebeklædning 3

Fodblik sømmes fast med alusøm nederst på taget mod det sted, hvor tagrenden skal placeres (tagfoden). Det er smart at montere rendejern og tagrende før fodblikket. Her monteres de senere.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Vi skruer en 25 x 50 mm trykimprægneret kantliste på undersiden af tagpladen helt ud mod kanten. Den skal give ekstra støtte til sternbrættet senere.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Trekantlister på 45 x 45 mm skrues fast på tagets kant og lægges lidt ud over fodblikket ved tagfoden. Oven på disse placeres sternbrædderne af trykimprægneret træ på 25 x 150 mm. Sternbrædderne skal rage 2 cm over toppen af trekantlisten. Vi venter med at skære kantbrættet til, indtil tagrenden er monteret.

Isoleret skur med listebeklædning 6

I hjørnerne skæres trekantlisterne i smig, så de slutter helt til i samlingen. Skruerne undersænkes i trekantlisterne, så de ikke kommer i konflikt med det næste lag tagpap.

Isoleret skur med listebeklædning 7

Overpappet, som er selvklæbende, rulles ud, så overlapningerne ligger præcist oven på hinanden. Det lægges også langs tagets fald med samlingerne forskudt i forhold til underpappet.

Isoleret skur med listebeklædning 8

Overpappet skal føres op over trekantlisten og limes fast til den på alle tre sider med asfaltklæber.

Isoleret skur med listebeklædning 9

Ved tagfoden limes overpappet også fast. Her sikres det ekstra med tre striber asfaltklæber, da det ikke fastgøres med søm eller afslutningslister.

Isoleret skur med listebeklædning 10

Der skæres et snit i overpappet helt ude i hjørnet. Pas på ikke at skære for langt. Kom godt med asfaltklæber på, og pres fligene ned i klæberen, så de overlapper.

Isoleret skur med listebeklædning 11

Når banerne ligger, som de skal, fjerner du den beskyttende folie på de klæbende flader i overlappet. Til slut renskæres pappet i kanterne.

06
Indvendige vægge, loft og dør 7 Trin

Vi isolerer skuret med mineraluld i både vægge og tag. I taget fastgøres mineralulden med ståltråd, som spændes på tværs af taget. I væggene sidder isoleringen fast mellem stolperne.

Taget beklædes med 12 mm krydsfinerplader, mens væggene beklædes med 15 mm tykke krydsfinerplader.

Skuret får også en dør. Den monteres, så karmen flugter med den senere udvendige beklædning.

Mod jorden sikres skuret mod skadedyr med fibercementplader.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Taget isoleres fra undersiden med 100 mm mineraluld. Da spærene er 125 mm høje, skabes der en luftspalte mellem tagpladen på oversiden og isoleringen. Hold isoleringen på plads med ståltråd.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Loftet beklædes med 12 mm krydsfiner, som skrues fast med 5 x 60 mm træskruer. Brug maske for at undgå at få bittesmå fibre fra isoleringen i lungerne.

Isoleret skur med listebeklædning 3

Dørkarmen rettes op i vater og lod og kiles fast. Karmen er placeret, så den flugter med den senere yderbeklædning.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Vi forborer og skruer karmen fast med 6 x 110 mm karmskruer, når karmen sidder, hvor den skal.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Kiler sikrer, at karmen holder sig på plads. Senere bliver den holdt yderligere på plads af beklædningen på både ydersiden og indersiden. Mellemrummet mellem stolperne og karmen isoleres med mineraluld.

Isoleret skur med listebeklædning 6

Vi lukker undersiden af skuret af for uønsket besøg af skadedyr ved hjælp af fibercementplader ned mod jorden. Pladerne skæres til og forbores, inden de skrues fast til bundrammen. De rager cirka 5 cm ned under toppen af flisebelægningen.

Isoleret skur med listebeklædning 7

Indvendigt beklædes skuret med 15 mm krydsfinerplader. Men først isoleres alle væggene med 100 mm mineraluld. Alle pladesamlinger lægges på en stolpe eller en tværbjælke.

07
Listebeklædning og udvendig finish 9 Trin

Skuret beklædes med to typer beklædning. På de synlige sider bruges en listebeklædning af 27 x 145 mm Superwood, som giver et moderne udseende.

På bagsiden, som ikke vil være synlig, da den vil blive dækket af et hegn, anvendes sortmalet klinkbeklædning af gran, 13/24 x 110 mm.

Beklædningen fastgøres med rustfri A4-skruer, som placeres efter en snor, der går fra hjørne til hjørne over afstandslisterne.

Isoleret skur med listebeklædning 1

Skurets synlige sider beklædes med lodrette lister af 27 x 145 mm Superwood. Beklædningen er færdigmalet på alle sider inden montering.

Isoleret skur med listebeklædning 2

Listerne skrues fast med 4,8 x 75 mm rustfri A4-skruer efter en snor, der trækkes fra hjørne til hjørne ud for hver vandrette klemliste på bagsiden.

Isoleret skur med listebeklædning 3

Konsoljern til tagrenden monteres, så tagrenden får et fald på ca. 1 cm pr. meter hen imod nedløbet. Vi måler afstanden mellem de to yderste jern og fordeler de resterende jævnt, så tæt på 60 cm afstand som muligt.

Isoleret skur med listebeklædning 4

Bagsiden af skuret beklædes med klinkbrædder, 13/24 x 110 mm. Brædderne er malet sorte inden montering. Væggen vil blive skjult af et hegn - det er stolperne dertil, du kan se.

Isoleret skur med listebeklædning 5

Døren og karmen males sorte, før dørgreb og cylinderlås monteres. Nu kan du så gå i gang med at fylde skuret med cykler, værktøj og haveredskaber.

Smarte tips, som gør projektet lidt nemmere

Isoleret skur med listebeklædning

En kridtsnor er lige så enkel, som den er smart, når du skal lave lange, lige streger.

Isoleret skur med listebeklædning

Klemtvinger er et glimrende hjælpemiddel, når du mangler en hånd til at holde på lange brædder.

Isoleret skur med listebeklædning

En krydslaser måler lod og vater over lang afstand og på flere flader samtidig.

Isoleret skur med listebeklædning

Midlertidige skråstivere sikrer, at konstruktionen holdes på plads, mens du bygger videre.

3D-model

Video

Stolpesko støbt i rør

Så får du nemt stolpeskoene i vater og til at flugte hinanden.

Video

Tagpap i to lag

Med to selvklæbende lag bliver taget helt tæt.

Video

Montering af fodblik

Fodblikket leder vandet væk og beskytter facaden.

Video

Inddækninger på tagpap-tag

Med trekantlister lægges tagpappet rigtigt på plads.

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

PDF

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.