10 tips: HEGN der holder i længden

Hvis du vælger de rigtige materialer, og den rigtige metode, holder dit hegn i en menneskealder. Husk disse 10 gyldne regler, når du bygger hegn, så slipper du for at bygge et nyt om 5-10 år. Der er ikke meget mere arbejde i det, og hvis du regner på det, så er merudgiften tjent hjem, inden du ser dig om.

1. DET SKAL HELST KUNNE BLÆSE GENNEM HEGNET

Hvis du laver et højt hegn helt vindtæt, er der en vis risiko for, at det lægger sig ned i stormvejr, fordi det ikke kan holde til vindens pres.

Solidt, men stadigt et luftigt hegn.

Sørg for, at vinden kan komme gennem hegnet. Byg en åben konstruktion, fx med brædderne sat forskudt på hver side af hegnet. Så er der ingen der kan kigge ind, og du vil stadig føle, at der bliver læ, fordi vinden bliver bremset betydeligt. Og dit hegn holder til mange storme.

Kun hvis du bygger et lavt hegn (under 100 cm højt) er det tilrådeligt at lave et tæt hegn.

2. KØB TRÆ UDEN KNASTER OG REVNER

Knasthuller og revner giver vandet mulighed for at komme ind og stå stille som små vandpytter. Med tiden vil vandet nedbryde træet rundt om hullerne.

Brug kun fejlfrit træ. Det sikrer du dig nemt, når du selv udvælger dit træ i byggemarkedet. Tjek hvert bræt og hver en stolpe, før du læsser noget på bilen. Det lægger år til dit hegns levetid.

LÆS OGSÅ: Byg naturligt hegn af rafter

3. STOLPERNE SKAL STÅ FAST

Hvis du kun graver stolperne 30-40 cm ned, vil de med tiden blive løse. Og de vil ikke have greb nok til at stå imod vindpres.

LÆS OGSÅ: Læhegn terrasse

Grav stolperne langt nok ned. Det vil sige, at de skal ned i det, der kaldes ”frostfri dybde”. Normalt siger man, at 90 cm er nok, men egentlig er det 100-120 cm. Du kan med fordel bruge et pæle-/stolpebor for at lave så dybe huller.

Det lyder måske af meget, men den er god nok. Kommer stolperne ikke så langt ned, vil frosten udvide jorden under stolperne og skubbe dem opad, så de kommer til at sidde løst i hullerne.

SE OGSÅ: 4 TIPS: Nemmere og stærkere stolper

4. BRUG KUN HOLDBARE MATERIALER

Hvis stolperne ikke er imprægneret eller er lavet af træ, som ikke tåler kontakt med jorden, rådner de på få år. Og så vælter dit hegn.

Vælg imprægneret træ eller en træsort, som kan tåle at stå i jorden. Trykimprægneret træ i en kvalitet som kan tåle jordkontakt (NTR-A), bør kunne holde i 20 år, afhængigt af tykkelsen og hvor tæt træstrukturen er.

Egetræsstolper skulle kunne holde 12-15 år, mens dyrere stolper af robinie menes at kunne holde op imod 30 år.

BYGGEVEJLEDNING: Byg et hegn, der holder i 100 år

5. SPAR IKKE PÅ LÆGTER OG STOLPER

Bliver afstanden for stor mellem de steder, hvor bræddebeklædningen gøres fast, vil træets spændinger kunne løsne de søm eller skruer, du har brugt. Og så falder beklædningen af på et tidspunkt.

Der bør aldrig være længere end 180 cm imellem lodrette stolper. Vores anbefaling er en afstand på 150 cm. Sætter du en lodret bræddebeklædning på vandrette lægter, må der ikke være over 120 cm mellem lægterne.

6. VANDET SKAL KUNNE LØBE AF

Alt for mange hegn går til på få år, fordi de ikke er konstrueret til at lede vand væk fra stolper, lægter og beklædning.

Små byggedetaljer kan forlænge levetiden. Alle flader som vender opad skal skæres skråt af, så regnvand kan løbe af. På samme måde skal bunden af lægter og brædder skæres af på skrå, så vandet ikke bliver hængende, men drypper ned på jorden.

Sørg også for, at endetræ, som rager ud eller op i luften, bliver dækket at hætter eller dækbrædder, så der ikke kan komme vand ind i træet.

Det er også en god ide at samle hegnet med beslag i stedet for at save hakker ind i stolperne. Regnvand vil trænge ind i de fine samlinger og give råd på ingen tid.

SE OGSÅ: TRICK: Ret det skæve hegn op

7. TYKKE MATERIALER HOLDER LÆNGERE

Hvis du bruger for spinkle materialer, sparer du penge. Til gengæld vrider de sig skæve og nedbrydes meget hurtigere end de kraftigere materialer.

Afpas dimensionerne på dit hegn efter de forhold, der er på stedet. Jo kraftigere vind- og vandpåvirkning hegnet udsættes for, desto kraftigere materialer skal du bruge. Og husk også at afpasse dimensionerne på stolper og brædder efter hinanden.

8. BRUG ALTID RUSTFRI SKRUER

Hvis skruerne ruster, bliver de svagere og kan knække, så beklædningen falder af. Men de laver også grimme pletter, som er nærmest umulige at dække.

Sørg for at bruge rustfri skruer, uanset træsort. Skruerne skal være mindst 5 mm tykke og have et stort, fladt hoved. Og husk, at skruer altid skal være mindst dobbelt så lange, som det de skal holde fast.

9. UNDGÅ PLANTER

Kraftige planter opad hegnet tynger det, skubber til det og frem for alt, så holder de på fugten.

Hegnet skal holdes fri for beplantning. Hvis du ikke helt vil undvære planterne, så sørg for at beskære dem, så de ikke bliver for tætte eller for tunge.

10. HUSK AT HOLDE HEGNET VED LIGE

Hvis du ikke maler eller på anden måde vedligeholder dit hegn, så holder det ikke i mange år.

Hegnet skal behandles med træbeskyttelse, olie eller maling jævnligt, så mangedobler du dets levetid.

Uanset hvad du vælger at behandle med, er det med til at holde vand ude af træet, så du undgår råd og svamp. Dog skal du huske på, at jo bedre træbeskyttelsen dækker, desto bedre beskytter den mod solens UV-stråler.

Og så skal du naturligvis huske at vaske dit hegn, når der kommer belægninger på det. Alger, skidt og snavs holder nemlig også på fugt.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Hegn