Dyrkning af salat

Så salat i haven, hvis du gerne vil have den lækker og friskplukket. Det er ikke svært at dyrke salat. Se, hvordan du gør, og få tips til at forspire salat.

Intro

Dyrker du selv salat i haven, har du mulighed for dagligt at hente lækker, sprød salat gennem hele sommerperioden.

Her viser vi dig både, hvordan du kan forspire salat i bakker, og sår salat direkte på voksestedet i haven.

Du får også gode råd til, hvordan du planter den forspirede salat, og hvordan du tynder ud i salat, så planterne kan vokse sig store.

Inspiration

Her får du inspiration til 5 salater, der er nemme at dyrke.

salat dyrkning grøn pluksalat

1. Grøn pluksalat

En salat, du kan plukke af i lang tid. Så den evt. om foråret og igen i juni, så har du pluksalat det meste af sommeren. Det er ikke nødvendigt at tynde ud i planterne, men det kan du godt gøre, hvis du ønsker hele salathoveder.

salat dyrkning rød pluksalat

2. Rød pluksalat

En flot, rød salat, du kan plukke af i lang tid. Så den evt. om foråret og igen i juni, så har du pluksalat det meste af sommeren. Det er ikke nødvendigt at tynde ud i planterne, men det kan du godt gøre. Smagen på den grønne og røde pluksalat er stort set ens – en ret mild smag.

salat dyrkning rucola

3. Rucola

En salat med kraftig smag. Den kaldes også sennepssalat og findes desuden i en rød udgave. Spis den, inden den bliver for stor, da smagen ellers er noget bitter.

salat dyrkning iceberg salat

4. Iceberg salat

En klassisk salat, der skal plantes enkeltvis, hvis du vil have et salathovede. Salat er mere sprød i modsætning til fx hovedsalat og pluksalat.

salat dyrkning hovedsalat

5. Hovedsalat

En klassisk salat med meget mild smag. Den skal plantes enkeltvis, hvis den skal kunne udvikle sig til et salathovede.

Vejledning

01
Forspiring af salat i små bakker 8 Trin

Det er smart at forspire salat i mindre bakker, fx spagnumbakker eller æggebakke. Det giver din salat et lille forspring, når du planter salaten.

Når du planter salaten ud i køkkenhaven, har planterne også den rigtige afstand, så du ikke behøver at tynde ud.

Her viser dig dig, hvordan du forspirer salat ved at så salatfrøene i æggebakker.

forspiring af salat 1

Skær hul i bunden af æggebakkerne, så rødderne kan finde vej ud gennem æggebakken. Det smarte ved at så salat i mindre bakker som fx spagnumbakker eller æggebakke er, at de kan komposteres. Dvs. at du kan plante bakkerne direkte i jorden uden først at tage planten ud, så formulder de stille og roligt.

forspiring af salat 2

Fyld bakkerne med så- og priklemuld, og så salaten. Forsøg at lægge 2-3 frø i hvert hul i æggebakken. Hvis alle frø skulle komme, tynder du bare ud i planterne ved at fjerne den, der ser svagest ud.
I æggebakkerne her sås pluksalat og rucola.

forspiring af salat 3

Et tyndt jordlag lægges oven på, når frøene er lagt. Pres så jorden lidt sammen, så frøene har god jordkontakt.

forspiring af salat 4

Pak bakken ind i en plastpose. Det holder på fugten, giver lidt varme og sikrer hurtig spiring.
Det er vigtigt, at jorden er lidt fugtig, for at frøene kan spire. Men jorden må ikke være for våd, så kan de små salatplanter rådne.

forspiring af salat 5

Æggebakkerne sættes til forspiring uden for, lidt beskyttet i skyggen under en hæk. Salatfrø vil gerne stå køligt, når de skal spire.

forspiring af salat 6

Frøene spirer efter et par uger. Det er en god ide at holde øje med bakkerne, så du kan fjerne plastikposen, når planterne er store nok.

forspiring af salat 7

De små rødder har fundet vej ud af hullerne, der er lavet i bunden af bakkerne. Så planterne er nu parat til at blive plantet ud i køkkenhaven.

forspiring af salat 8

Salaten tyndes ud, så der kun er en salatplante i hver af de enkelte bakker. Derefter deles æggebakken op, så hver af de enkelte små bakker kan plantes ud direkte i jorden.

02
Udplantning af salat i små bakker 6 Trin

Her får du at vide, hvordan du sår forspiret salat i udplantningsbakker.

Der er gode råd til placering af de forspirede bakker, så der er størst chance for spiring.

Vi viser dig også, hvordan du præcist skal placere bakkerne i jorden, så den forspirede salat har de bedste vækstbetingelser.

dyrke salat 1

Sæt en snor op, som du kan plante de forspirede salatplanter efter. Det er selvfølgelig kun nødvendigt, hvis du ønsker, at din salat skal stå i lige rækker. Der skal være ca. 30 cm mellem rækker med salat.

dyrke salat 2

Grav et hul med en planteske, og plant salatplanten i bakken. Her plantes salaten i en højbed med sneglesikring, dvs. der er en kant hele vejen rundt foroven, som sneglene ikke kan passere.
Er der mange snegle i din have, bør du overveje denne løsning, da snegle er meget glade for salat.

dyrke salat 3

Tjek, at der kun er en spire i hver bakke. Hvis der er flere, tynder du ud ved at fjerne de mindste planter.
Når der kun er en plante, vil salaten udvikle sig optimalt og blive til et stort salathoved.

dyrke salat 4

Plant bakken direkte i jorden. Bakken placeres, så den stikker en smule op over jordoverfladen.
På den måde står rodhalsen på salatplanten tørt – og salaten har nu de bedste forudsætninger for at udvikle sig optimalt.

dyrke salat 5

Læg gerne fiberdug over den nyplantede salat. Fiberdugen skygger, holder på fugtigheden og giver læ, mens de sprøde rødder etablerer sig i det nye bed og bliver i stand til at optage tilstrækkeligt vand.

dyrke salat 6

Du kan også lægge grøngødningsplanter omkring de nyplantede salatplanter. Det vil holde på fugten i bedet, og planterne vil langsomt formulde og gøde jorden.

03
Såning af salat på voksestedet 5 Trin

Salat kan også sagtens sås direkte på voksestedet. Det kaldes også at så på friland.

Her kan du se, hvordan du gør.

så salat 1

Lav en rille til frøene fx med den ene ende af hakkejernet. Sæt en snor op, hvis du ønsker at rækken skal være lige. I bedet skal der være plads til en række hovedsalat midt imellem forspiret salat, der er plantet enkeltvist.

så salat 2

Drys frø i rillen så jævnt som muligt. Hvis jorden i rillen er fugtig, og så er det ikke nødvendigt at vande først.
Hvis jorden er tør, bør du vande, da frøene kræver fugt for at kunne spire.

så salat 3

Slå jorden fast omkring frøene med kanten af hånden, så de får god jordkontakt. Det er nødvendigt, for at de kan spire.

så salat 4

Skub løs jord hen over frøene, så de er dækket.

så salat 5

Vand jorden. Fordelen ved at så salat både forspiret og salat som frø er, at du har salat det meste af sommeren.

04
Udtynding og flytning af salat 6 Trin

Hvis salat sået direkte på voksestedet skal kunne udvikle sig ordentligt, bør du tynde ud blandt planterne, så de ikke står for tæt.

Her kan du se, hvordan du tynder ud i salat. Du får også gode tips til, hvad du kan gøre med de overskydende salatplanter.

dyrkning af salat 1

Hovedsalaten er vokset fint til, men planterne står for tæt til at kunne danne salathoveder. Derfor skal der tyndes ud i planterne.

dyrkning af salat 2

De overskydende salatplanter graves op, så jorden, de står i, kommer med. Salatplanterne skal nemlig plantes et andet sted i haven.
Hvis du ikke har plads et andet sted i haven, kan du bare smide de overskydende planter på kompostbunken.

dyrkning af salat 3

De opgravede salatplanter pakkes ind i en fugtig avis, så der er beskyttet mod udtørring, til de plantes ud et andet sted. Der er en bar plet i køkkenhaven, hvor de kan få lov til at vokse sig store.

dyrkning af salat 4

Grav et hul og plant forsigtigt de små salatplanter enkeltvist. Tryk jorden godt til omkring roden uden at ødelægge de små rødder.

dyrkning af salat 5

Vand planterne godt, for det er hårdt for dem at blive flyttet og delt på den måde. Det vil derfor tage lidt tid, inden rødderne etablerer sig i den nye jord.

dyrkning af salat 6

Beskyt gerne planterne mod solens stråler og kraftig vind. Det kan du fx gøre med en plastikklokke, der er kalket hvid. Klokken sørger også for, at vandet ikke fordamper.
Efter et par uger er salatplanterne som regel vokset til, så de kan klare at stå frit.

05
Høst af salat 3 Trin

Hen på sommeren er det tid til at høste af salaten. Der er flere måder, du kan tage af din salat på.

Her kan du se hvordan.

dyrke salat 1

Salaten står flot i lige rækker midt på sommeren i det sneglesikrede højbed. Det er nu, salaten er på sit højeste, og du kan høste løs.

dyrke salat 2

Salathoveder skærer du bedst af med en kniv, så du høster hele hovedet på en gang.

dyrke salat 3

Du kan også plukke af salaten, hvis du ikke skal bruge så meget. tag da de nederste blade fra et salathoved. Eller vælg en såkaldt pluksalat, der sås i rækker og ikke skal tyndes ud, da den netop er beregnet til ‘bare’ at plukke af.

Video

Nem og enkel forkultivering

Her kan du se, hvordan du forspirer salat i fx æggebakker.

Video

Sådan anlægger du køkkenhaven trin for trin

Her kan du bl.a. se mere om, hvordan du dyrker salat i køkkenhaven.

Video

FAQ