Krydderurter i haven

Elsker du krydderurter? Her får du gode råd til, hvordan du planter og passer dine krydderurter udendørs, så de kommer til at trives i din have.

Intro

Det er lækkert, når du kan gå ud i haven og hente friske krydderurter til madlavningen.

Der er flere måder at få krydderurter i haven på. Du kan så dem direkte i jorden med frø. Du kan bruge forspirede planter, som du enten laver selv eller køber i udplantningsbakker. Du kan også købe krydderurter i potter, der blot skal plantes ud, og er klar til brug. Eller få krydderurter ved hjælp af stiklinger.

Her viser vi dig, hvordan du planter nogle af de mest almindelige krydderurter. Du får også gode råd om, hvordan du passer dem, så krydderurterne trives bedst muligt.

Inspiration

5 krydderurter, du også kan plante i haven – ud over dem, vi nævner i vejledningen.

Krydderurter udendørs rosmarin

1. Rosmarin

En krydderurt med kraftig smag, der er velegnet til mad. Den kan vokse sig stor med årene, hvis den står på en optimal plads med varme og læ. Det er en god ide at dække den til om vinteren, da den er følsom overfor kulde og hård frost.

Krydderurter udendørs oregano

2. Oregano

En krydderurt med mild smag, der er meget taknemmelig. Den er flerårig og sår sig selv villigt. Hvis du giver den lov, vil den hurtigt brede sig i haven. Den får små, lyslilla blomster, som små insekter er glade for.

Krydderurter udendørs dild

3. Dild

En etårig krydderurt, der dog sår sig selv villigt, hvis den får lov at gå i frø. Så den dermed kan virke som en flerårig krydderurt. De fine, tynde blade er lækre i dressinger og salater, og skærmene kan bruges til syltning.

Krydderurter udendørs salvie

4. Salvie

En krydderurt med en lidt speciel smag – ofte brugt i det italienske køkken. Planten er flerårig, hvis den står på en beskyttet vokseplads, men den kan godt gå til i kolde vintre.

Krydderurter udendørs citronmelisse

5. Citronmelisse

En flerårig krydderurt med karakteristisk smag af citron, der fx egner sig til desserter eller som smagsgiver i en flaske vand. Krydderurten er hårdfør og nem og kan finde på at så sig selv.

Vejledning

01
Persille til udplantning 8 Trin

Her viser vi dig, hvordan du planter persille fra en udplantningsbakke ud i køkkenhaven.

Du får at vide, hvilke fordel der er ved at købe krydderurter i udplantningsbakker.
Du får også gode råd til, hvad du skal gøre, hvis din persille pludselig bliver gullig.

plante krydderurter persille 1

Der skal plantes persille på jordstykket her. Der har vokset honningurt forinden.

Det er en grøngødningsplante, der giver god næring til jorden, når den hakkes ned i jorden, inden persillen plantes ud. Så er der en god gang næring til persillen at starte op på.

plante krydderurter persille 2

Her bruges forspiret persille i udplantningsbakker. Persille er længe om at spire, så krydderurten får et godt forspring, når du vælger at planter fra udplantningsbakker.

plante krydderurter persille 3

De små planter vristes forsigtigt fri fra hinanden, da de skal plantes enkeltvis.

plante krydderurter persille 4

Grav et hul, og plant dem forsigtigt med lidt afstand imellem.

plante krydderurter persille 5

De små planter skal stå ca. 10 cm’s afstand, så der er plads til, at de kan udvikle sig. Hver enkelt lille plante vil forgrene sig og få mange stilke, du kan plukke af.

plante krydderurter persille 6

Beskyt gerne de små planter i starten med et minidrivhus, indtil de har vænnet sig til udelivet. Det tager et par uger.

plante krydderurter persille 7

Når planterne vokser til, er det en god ide at løsne jorden omkring planterne og fjerne evt. ukrudt.

gødning til krydderurter 8

Hvis persillens blade bliver gullige hen på sommeren, kan det være et tegn på, at den mangler vand og/eller gødning.

Fjern de visne blade, og giv så planten vand og gødning. Brug evt. vand med brændenældeudtræk, der indeholder kvælstofgødning.

02
Timian i potter 4 Trin

Her viser vi dig, hvordan du planter timian i potter ud i et højbed.

Du får også at vide, hvilke fordel der er ved at købe krydderurter i potter.

dyrkning af krydderurter timian 1

Timian findes i flere varianter udover den klassiske, fx en citrontimian. I højbedet her skal plantes forskellige varianter. De er alle købt i potter, så krydderurterne har en vis størrelse og allerede er klar til brug.

Du kan også så timianfrø, men da skal du vente meget længere tid, før du kan høste af krydderurten.

dyrkning af krydderurter timian 2

Potterne sættes i en balje med vand, hvor de kan suge vand op i en halv times tid, så de er godt mættet med vand, inden de plantes.

dyrkning af krydderurter timian 3

Timian-planterne plantes ud i højbedet. Brug en god jord, som du skal sørge for kommer
godt ned omkring planterne, så rødderne har jordkontakt.

dyrkning af krydderurter timian 4

Vand godt, når du er færdig med at plante. Det er vigtigt, at de nye planter har vand nok for at kunne etablere sig i jorden.

03
Fransk estragon som stiklinger 7 Trin

Krydderurten fransk estragon kan kun formeres ved deling eller ved at tage stiklinger. Den kan ikke formeres fra frø.

Her kan du se, hvordan du deler estragon, så du kan plante krydderurten et andet sted i haven. Vi fortæller dig, hvornår det er det bedste tidspunkt at dele en estragon.

Du får også gode råd til, hvordan du kan beskytte estragon mod kulde om vinteren.

dyrke krydderurter estragon 1

Estragon-planten her skal deles, så krydderurten også kan vokse et andet sted i køkkenhaven. Estragon kan kun formeres ved hjælp af stiklinger eller ved at blive delt.

Det bedste tidspunkt at dele en estragon er i det tidlige forår.

dyrke krydderurter estragon 2

Grav estragon-planten op – gerne med en greb, der er skånsom mod rødderne. Jorden bankes af, så det er nemmere at dele rødderne.

dyrke krydderurter estragon 3

Vrik forsigtigt rødderne fra hinanden, så planten bliver delt, og du får en eller flere rodstiklinger – alt efter, hvor stor planten er, og hvor mange stiklinger du skal bruge.

Her skal der bruges flere.

dyrke krydderurter estragon 4

Vikl stiklingerne ind i fugtigt papir. Så er rødderne godt beskyttet, og de tørrer ikke ud, indtil du er klar til at plante rodstiklingerne ud.

dyrke krydderurter estragon 5

Estragon-stiklingerne plantes i højbede, der står på en lun og beskyttet plads. Det kan estragon godt lide, og det er nødvendigt for, at den kan vokse sig stor.

dyrke krydderurter estragon 6

Klip de visne dele af, når krydderurten er plantet. Det ser pænere ud, og det er lettere at holde øje med, om planten vokser og sætter nye skud.

dyrke krydderurter estragon 7

Vand planterne, så der er vand nok i etableringsfasen. Så er det bare at vente på, at de vokser til, og så kan du løbende plukke af dem.

Til efteråret er det en god ide at dække estragon til med et par grankviste, så de får lidt beskyttelse mod vinterens kulde.

04
Basilikum i minidrivhus 4 Trin

Basilikum er vild med varme. Det skal du selvfølgelig tage højde for, når du planter den ud i haven.

Her får du gode råd til, hvordan du beskytter basilikum og giver krydderurten de bedste vækstbetingelser.

dyrkning af krydderurter basilikum 1

Små basilikumplanter er plantet ud. De er købt som små udplantningsplanter, for hurtigere at kunne høste af planten. Du kan også så basilikum fra frø i en potte, der står et lunt sted, fx i et drivhus, hvor temperaturen er over 18 grader.

dyrkning af krydderurter basilikum 2

Basilikum er varmekrævende, og kan først plantes ud i haven, når det er godt lunt udenfor. Basilikum trives bedst ved temperaturer over 20 grader, så plant dem et beskyttet sted.

Her beskyttes krydderurten i den første tid med et mini-drivhus, hvor det er nemt at regulere temperaturen ved at flytte eller dreje taget.

dyrkning af krydderurter basilikum 3

Sørg for, at basilikumplanterne får skygge i starten, så de små, nye planter ikke bliver svedet af.

I starten er de nye planter nemlig lidt sarte, så de kan godt få for meget varme og direkte sollys i starten.

dyrkning af krydderurter basilikum 4

Du kan beskytte nye planter ved at smide et viskestykke over minidrivhuset i etableringsfasen. Når planterne vokser lidt til, bliver de hærdede og kan sagtens tåle masser af sol og varme. Husk at vande og gøde basilikum efter behov.

Hvis bladene begynder at hænge og ikke længere virker saftspændte, trænger planten til vand. Gullige blade er enten tegn på kraftig udtørring eller mangel på gødning.

05
Purløg på friland 4 Trin

Her viser vi dig, hvordan du passer dine purløg.

Du får også at vide, hvad du skal gøre for at få mest muligt ud af purløgene.

dyrkning af krydderurter 1

Purløg går i blomst midt på sommeren, og stænglerne med blomster er stive og kan ikke spises.

dyrkning af krydderurter 2

Blomsterne er kønne og kan bruges i buketter. De er også populære blandt insekter, men du kan også give dig selv mulighed for at høste purløg senere på sæsonen.

dyrkning af krydderurter 3

Klip purløgene ned efter blomstring. Det sætter gang i nyvækst.

dyrkning af krydderurter 4

Nye skud kommer frem efter et par uger, så du igen kan spise purløg fra haven.

06
Mynte i krukker 8 Trin

Mynte er en meget kraftigt voksende krydderurt. Derfor bør du tænke over, hvor du planter denne krydderurt.

Her får du gode råd til, hvor du kan plante mynte, og hvordan du passer krydderurten.

dyrke krydderurter 1

Mynte er meget livskraftig og vil hurtigt brede sig, hvis den får lov.

Står den sammen med andre planter, bliver den hurtigt dominerende og giver de andre planter alt for skrap konkurrence.

dyrke krydderurter 2

Plant derfor mynte i krukker, så den ikke udkonkurrerer andre planter.

Der findes flere varianter af mynte. Her plantes æblemynte og krusemynte, der er købt i potter.

dyrke krydderurter 3

Der skal også plantes thaimynte. Der tages en stikling fra en thaimynte, som har vokset sig meget stor i en spand.

dyrke krydderurter 4

Mynter breder sig ved udløbere. Det kraftige rodnet ses meget tydeligt på thaimynten, der har vokset i spanden.

Rødderne er begyndt at løbe rundt i kanten. Havde planten stået i et bed, havde den været meget dominerende.

dyrke krydderurter 5

Stiklingen af thaimynte plantes i baljen sammen med de andre to mynter.

dyrke krydderurter 6

Vand baljen, når du er færdig med at plante. Mynte kan godt lidt at stå fugtigt, så du skal huske at vande, når du planter i baljer og krukker.

De tørrer hurtigere ud, end hvis du planter i et bed i jordniveau.

dyrke krydderurter 7

Pluk bare løs af mynte. Den sætter nye skud, efterhånden som du plukker.

dyrke krydderurter 8

Mynte kan sagtens overvintre. Stil dem eventuelt lidt beskyttet – for eksempel under et udhæng – eller ved en mur, så skyder de hurtigt til næste år.

Klip det visne væk, inden de nye skud bliver for store.

Video

Sådan anlægger du køkkenhaven trin for trin

her kan du se, hvordan du kan dyrke persille, timian, basilikum og fransk estragon.

Video

Dæk de spæde planter med et lille hus

her kan du se, hvordan du kan beskytte de små krydderurter.

Video

Pasning af køkkenhaven

Her kan du bl.a. se, hvordan du dyrker persille og purløg.

Video

Sæt mynte i krukker

Her får du at vide, hvorfor det er en god ide at plante mynte i krukker.

Video

FAQ