Selvom det kan virke besværligt og krævende at dyrke sin egen peberfrugt, er det faktisk slet ikke spor svært.
Peberfrugter skal have lidt starthjælp, og så kræver planten en hel del varme for at vokse. Du kan derfor med fordel dyrke peberfrugt i drivhuset.
I artiklen her kan du læse, hvordan du nemt selv dyrker peberfrugter i drivhuset.
Forspiring af peberfrugt
Når du vil dyrke dine egne peberfrugter, skal du begynde med at forspire peberfrugterne fra frø i slutningen af marts.
Du kan købe frøene i et havecenter eller på en planteskole.
Sådan gør du:
- Fyld en potte eller en bakke, der er mindst 8 cm dyb, med pottemuld.
- Placér frøene med god afstand, da de fleste peberfrugtfrø vil spire.
- Frøene skal placeres i 1 cm dybe huller og dernæst dækkes til med et fint lag grovkornet sand.
- Vand frøene godt med vand.
- Efter 7-10 dage vil frøene begynde at spire. Når planterne er vokset til cirka 2 centimeters højde, skal de omplantes i deres egen potte.
- Når du har omplantet de små peberfrugtplanter, skal du holde lidt igen med vandingen, da det vil give dem et bedre rodnet.
- Efter 3-4 uger skal planterne igen omplantes til en større potte.
- Plant peberfrugterne ud i dit drivhus, når nattetemperaturen er over 10 grader, typisk i maj måned.
Dyrkning af peberfrugt i drivhus
Når temperaturen tillader det, og det er blevet tid til at plante peberfrugterne ud i drivhuset, kan det være en fordel at plante dem i krukker eller i plantekasser på hjul.
Peberfrugt har det nemlig desværre med ofte at blive angrebet af bladlus, og det kan derfor være en fordel at have dem i flytbare krukker eller kasser, så planterne nemt kan tages ud af drivhuset og gøres fri for bladlus, uden at det går ud over de andre planter i drivhuset. Herefter kan de igen komme ind i drivhuset.
Hvis du synes, det er for meget besvær, kan du sagtens plante peberfrugterne i drivhuset ligesom andre planter som fx agurk og tomat. Skulle dine peberfrugter blive angrebet af bladlus, kan du forsøge at bekæmpe dem med insektsæbe.
Pasning af peberfrugt i drivhus
Når dine peberfrugter har vokset sig til cirka 20 centimeters højde, er det nødvendigt at give dem noget støtte.
Du kan fx binde planterne fast til en pind. Sørg for ikke at binde for stramt, så stænglen stadig kan vokse.
Når peberfrugten begynder at få blomster, bør du nippe dem af. Hvis peberplanten udvikler peberfrugter for tidligt, giver den nemlig ikke så mange frugter senere.
Det er vigtigt, at du vander planterne ofte, når de begynder at sætte peberfrugter. Du må dog ikke give for meget vand ad gangen, da du ellers risikerer, at planterne bliver angrebet af svampesygdomme.
Når du begynder at vande, bør du også give peberfrugterne gødning. Tilsæt flydende gødning i vandet hver anden uge, så dine peberfrugter kan vokse sig stærke og fulde af smag.
Du vil typisk kunne høste peberfrugter fra juli-august. Du kan se på peberfrugterne, at de er klar til høst, når skindet skinner.