Sådan planlægger du en køkkenhave

Har du lyst til at dyrke dine egne grøntsager? Her får du at vide, hvor du bedst placerer din køkkenhave, og hvordan du laver en tegning over projektet.

Intro

Der er mange måder at have køkkenhave på. To faktorer er rigtig vigtige – hvilken type jord har du i din have, og hvor meget? Og hvor meget tid har du lyst til at bruge i køkkenhaven?

Selv i en lille have kan der blive plads til en køkkenhave. Det handler bare om planlægning.
Og jo større køkkenhave, du anlægger, jo mere skal du også passe, for at køkkenhaven bliver en succes.

Her får du at vide, hvor det er optimalt at placere en køkkenhave, og hvad der er en god jord i køkkenhaven.

Du får også inspiration til, hvordan du planlægger køkkenhaven med en tegning, der gør arbejdet meget lettere.

Inspiration

Her får du 5 flotte bud på, hvordan en køkkenhave kan se ud.

køkkenhave inspiration

1. Køkkenhave med højbede

Det er nemt at overskue en køkkenhave, der består udelukkende af højbede. De mindre bede gør det også nemt at skifte plads mellem de forskellige afgrøder fra år til år.

køkkenhave inspiration

2. Køkkenhave med lange, lige rækker

En traditionel køkkenhave med grøntsager i lige rækker. Det er nemt og overskueligt, men har du plads og mod på det, kan du også sagtens så i fx cirkler.

køkkenhave inspiration

3. Køkkenhave med stativer til høje planter

Det giver god variation i køkkenhaven, hvis du vælger planter, der vokser i højden som fx bønner. Et stativ af hasselkæppe er dekorativt, og du kan dyrke meget på lidt plads.

køkkenhave inspiration

4. En lille køkkenhave

Her er det bare en mindre del af haven, der bruges til køkkenhave. En køkkenhave behøver ikke at tage meget plads i haven.

køkkenhave inspiration

5. En stor køkkenhave

Køkkenhaven her er stor med mange rækker med grøntsager, frugttræer og kartofler. En stor køkkenhave er lidt mere tidskrævende.

Vejledning

01
Lav en tegning af køkkenhaven 9 Trin

Inden du etablerer en køkkenhave, bør du tænke over, hvordan din køkkenhaven skal tage sig ud i haven som helhed. Og hvor meget arbejde, du vil lægge i køkkenhave.

Her viser vi dig, hvordan du kan lave en tegning over din nye køkkenhave.

Tegningen over køkkenhaven her er ambitiøs, men den giver rigtig god inspiration til, hvordan du kan anlægge en køkkenhave. Også selv om du ønsker en mere enkel køkkenhave.

køkkenhave plan 1

Jordstykket her er 8 x 8 m. Der skal anlægges en helt ny køkkenhaven. Det er marts måned, og jordstykket kan sagtens nå at blive til køkkenhave, hvor der kan høstes masser af grøntsager.

køkkenhave plan 2

Jordstykket ser sådan ud i sensommeren samme år. Så du kan nå rigtig langt i en køkkenhave på bare en sæson.

køkkenhave plan 3

Lav en tegning af den køkkenhave, du vil anlægge. Det giver et rigtig godt overblik over, hvordan din køkkenhave skal se ud. Det gør det lettere, når du senere skal i gang med det fysiske anlægsarbejde.

køkkenhave plan 4

I midten af køkkenhaven her skal stå en balje med vand. Den tiltrækker nyttedyr, der kan hjælpe med at bekæmpe skadedyr i køkkenhaven. Rundt om vandbaljen skal være en let indhegning, som kan være et klatrestativ for spiselige sommerblomster.

køkkenhave plan 5

Der skal være flere mindre bede, så køkkenhaven bliver mere spændende at kigge på end lange, lige rækker. De mange små bede gør det både lettere at komme til, når der skal sås, luges, hakkes og høstes.

køkkenhave for begyndere 6

Flere mindre bede gør sædskifte nemmere. Sædskifte betyder, at afgrøderne skifter plads, så de samme planter ikke vokser på sted år efter år. Det kan give sygdomme og dårlig høst, så sædskifte er vigtigt i køkkenhaven.

køkkenhave for begyndere 7

Et hegn af hasselkæppe skal afgrænse den ene side af køkkenhaven. Har skal vokse stangbønner, der bliver meget høje, og den klatrende sommerblomst ærteblomst, som dufter fantastisk.

køkkenhave for begyndere 8

Brug farver på tegningen. Det gør den endnu mere overskuelig.

køkkenhave for begyndere 9

Sådan ser den færdige tegning ud til køkkenhaven her. Den ser måske ambitiøs ud, og køkkenhaven her kræver da også en del målearbejde. Men du kan sagtens bruge tegningen som inspiration og anlægge en køkkenhaven, som er mere simpel end denne.

02
Placer køkkenhaven et godt sted 5 Trin

Det er vigtigt, at en køkkenhave placeres rigtigt, så dine grøntsager kan udvikle sig bedst muligt.

Her får du at vide, hvor det er optimalt at placere en køkkenhave.

køkkenhave indretning 1

Masser af lys er vigtigt i køkkenhaven. Placer derfor din køkkenhave på et åbent stykke jord med masser af lys. Hvis planterne ikke får lys nok, vokser de for lidt, og du får ikke det fulde udbytte af dine anstrengelser.

køkkenhave indretning 2

Der skal være god afstand til evt. hæk og buske, så køkkenhaven ikke skal konkurrere om vand og næringsstoffer i jorden.
Normalt vil grøntsagerne i køkkenhaven kunne klare sig med det vand, der falder fra oven, suppleret med ekstra vanding i tørre perioder. Men det forudsætter, at du placerer køkkenhaven, så den er helt fri af tørstige større træer, buske eller hække.

køkkenhave indretning 3

En afstand på 1 meter, for hver meter hækken er høj, siger en god tommelfingerregel. Så langt væk skal du placere køkkenhaven, så du undgår, at hæk og grøntsager konkurrerer om vand og næring.

køkkenhave indretning 4

Hold også god afstand til store træer. Trækroner skygger, og rødderne suger også vand og næring fra jorden i et område på størrelse med trækronen.
En jord, der er gennemvævet af trærødder, er uegnet til at dyrke som køkkenhave. Undgå derfor at placere køkkenhaven under trækroner.

køkkenhave indretning 5

Læ er ikke en betingelse for at få en god høst i køkkenhaven, men nogle grøntsager sætter pris på det. Læ kan også gøre det hyggeligere at opholde sig i haven.

03
Sørg for god jord i køkkenhaven 6 Trin

Jorden i køkkenhaven er super vigtig for, at du kan høste et fornuftigt udbytte af dine grøntsager.

Her får du at vide, hvilken slags jord det er optimalt at have i en køkkenhave.

Du får også at vide, hvad du kan gøre for at forbedre din jord, hvis den ikke er den bedste til at starte med.

jord til køkkenhave 1

Jorden i køkkenhaven er det allervigtigste. En god og levende muldjord er det bedste.
Jo flere regnorme og mikroorganismer mulden indeholder, jo bedre er den at dyrke i.

jord til køkkenhave 2

Mulden er det øverste, sorte lag jord. Regnorme og mikroorganismer kommer, når jorden dyrkes og tilføres nye plantedele og kompost. Sådan kan du altså forbedre jorden.
Her har jordstykket stået vinteren over med grøngødningsplanten honningurt, der vendes ned i jorden til køkkenhaven. Det giver næringsstoffer til jorden og er guf for mikroorganismerne.

jord til køkkenhave 3

Under det øverste lag muld ligger råjorden. Den består hovedsagelig af ler (tv.) eller sand (i midten) eller en blanding af begge dele (th.). Ler er god til at holde på vand og næringsstoffer.

jord til køkkenhave 4

Sandjord opfører sig nærmest som en si, hvor både vand og næring løber hurtigt igennem. Derfor er det bedst, hvis du har en blanding af de to typer jord.

jord til køkkenhave 5

Du kan ikke ændre på råjorden, men du kan forholdsvis let forbedre det øverste muldlag. Det gør du ved at tilføre kompost. Fra visne blade over hækafklip til afrevne grønsagstoppe. Det vil gøre jorden mere levende og nemmere at dyrke.

jord til køkkenhave 6

Kalkindholdet i jorden kan variere fra sur til basisk. De fleste af køkkenhavens afgrøder trives ved et neutralt kalkindhold – det vil sige en pH-værdi på omkring 7.
Hvis du ikke kender PH-værdien i din jord, kan du nemt selv lave en jordbundsanalyse. Og evt. tilføre mere kalk, hvis der er brug for det.

Video

Lav en skitse af køkkenhaven

Her kan du se, hvordan du kan lave en tegning af køkkenhaven, så du får et godt overblik over projektet.

Video

Planlæg køkkenhaven optimalt

Her kan du se, hvor det er smart at placere en køkkenhave. Du får også at vide, hvordan du kan forbedre jorden i køkkenhaven.

Video

FAQ