Udendørs listebeklædning
Listebeklædning anvendes ofte som facadebeklædning på fx skure og garager. En facade med listebeklædning kræver en anelse mere vedligeholdelse end en almindelig murstensfacade, mens listebeklædning udendørs giver et mere moderne udtryk.
Listebeklædning til facaden har længe været populært. Og det er ikke kun på grund af det flotte og naturlige look, men også fordi listebeklædning er nemt at montere samt at vedligeholde. I videoen her kan du lære, hvordan du selv laver listebeklædning til facaden.
Sådan gør du
Brede brædder på fx 25 cm som her monteres på et facadeskelet med en enkelt skrue lidt ude i den ene side. Man kan også placere skruen i midten af brættet, men stadig må der kun være en enkelt skrue i hvert bræt. Mellem brædderne skal der være en afstand på ca. 2 cm. Det gør arbejdet meget lettere og hurtigere, hvis man bruger en afstandsklods med de ønskede 2 cm.
Selv om du benytter afstandsklodsen, skal du med jævne mellemrum kontrollere, at brædderne er i vage. Når facaden er beklædt med brædder, skal listerne på. De skal monteres, så de sidder midt mellem de to brædder og dermed lukker hullet.
LÆS OGSÅ: Facadebeklædning - Se mulighederne her!
Her bruger vi en 6 cm bred liste, og derved bliver overlappet 2 cm i hver side, hvilket det mindst bør være. Listerne skal klemme brædderne ind til skelettet og skal derfor skrues ind midti. Skruerne må altså ikke gå gennem brædderne.
Til de inderste brede brædder bruges skruer, der er ca. dobbelt så lange, som brædderne er tykke. Skruerne til listerne skal gå lige så langt ind i skelettet som skruerne til brædderne. Så derfor skal de være lige så meget længere, som lægterne er tykke.
LÆS OGSÅ: Beklædningsbrædder - se hvilken type du skal vælge!
Husk at bruge rustfrie skruer, hvis træet som her er imprægneret, og husk hele tiden at kontrollere, at listerne sidder helt lodret. Listebeklædning er en både nem, hurtig og effektiv beskyttelse mod vind og vejr.
LÆS OGSÅ: Sådan monterer du facadebeklædning