Mosegrise - sådan bekæmper du dem

Mosegrisen (vandrotte) kan ødelægge din græsplæne med uønskede muldskud og spise grøntsagerne i din køkkenhave. Samtidig kan den gnave rødder i stykker og skade frugtbuske og træ. Læs her, hvordan du genkender og bekæmper dem.

En mosegris er i sagens natur et skadedyr, der forvolder ofte stor skade i private haver, landbrugsejendomme og frugtplantager.

De formerer sig hurtigt og graver lange gangsystemer, så hvis du mistænker mosegrise på eller i nærheden af din grund, bør du straks gå i gang med at bekæmpe dem.

Muldvarp, mosegris eller rotte?

Mosegrise (også kaldet vandrotter) er en studsmus, der ofte lever nær vådområder.

I modsætning til muldvarpen, der lever af insekter, regnorme, snegle og larver, er mosegrisen vegetar med kærlighed til rødder, æbletræer, frugtbuske og alt andet grønt fra din køkkenhave fx stauder, blomsterløg og rodknolde.

Mosegrisen sjusker med sine uregelmæssige, flade og åbne skud, mens muldvarpen altid efterlader sig pæne og lukkede jordvolde. Muldvarpen har desuden mindre ører og øjne, som er tilpasset til livet under jorden, mens mosegrisen har større ører og øjne.

Den visuelle forskel på rotter og mosegrise er, at mosegrisen har en rundet snude og små ører, mens rotten har synligere ører og en spids næse.

Størrelsen på en mosegris er mellem 12-20 cm fra ende til snuden, og den vejer i omegnen af 250 gram.

Sådan bekæmper du mosegrise

Hvis du konstaterer mosegrise på din grund, i haven eller i din frugtplantage, bør du starte med at kontakte grundejerforeningen, naboer eller andre og gå sammen om at bekæmpe dem i fællesskab.

De formerer sig hurtigt og dukker snart op igen, hvis de ikke bekæmpes.

Følg nedenstående 5 tips:

  1. Slip katten løs: Bestanden af mosegrise holdes som regel i skak, hvis du har kat, da de fanger og slår dem ihjel.
  2. Muldvarpesakse: Køb en muldvarpesaks og placér den i en mosegris’ gang og dæk den til. Når fælden klapper, dør mosegrisen øjeblikkeligt. Lad fælden ligge i jorden et stykke tid forinden, da mosegrisen ellers nemmere registrerer den på lugten. Det er samtidig fornuftigt at bære handsker, når du håndterer en muldvarpesaks.
  3. Metal- eller trækasse: Fang mosegrisene levende med en klassisk kassefælde, der placeres over ét af dens huller. Her kan mosegrisen kravle op, men ikke ned igen. Tjek fælden regelmæssigt.
  4. Rottesmækfælder: Placer denne lidt større smækfælde over mosegrisens skudhuller og eventuelt også nede i gangen med lidt lokkemad (frugt og grønt). Skærm gerne fælderne af for øvrige dyr.
  5. Undgå at lade nedfaldne æbler og andet frugt ligge for længe, da det kan lokke mosegrise til din have.

Gift er hverken anbefalet eller almindeligt at bruge til bekæmpelse i privat sammenhæng. Her skal du kontakte professionel skadedyrsbekæmpelse, der kan rådgive og vejlede dig på området.

Læs om flere skadedyr i haven her.

Her lever mosegrisen

Mosegrisen er almindeligt forekommende i det meste af Danmark nær og langs moser, søer, damme og vandløb med en stabil vandstand.

Danmarks øer Bornholm, Møn, Lolland, Falster, Samsø og Læsø har indtil nu set sig fri for mosegrisen, der holder sig fra at tage på længere svømmeture.

Flere skadedyr

Læs om flere skadedyr, og hvordan du bekæmper dem her.