Slip af med de 4 værste skadedyr

Skadedyrene er i huset. Der er ingen vej udenom nu. Der skal sættes fælder op, og dyrene skal fanges. Vi giver dig et godt bud på, hvordan du slipper af med de ubudne gæster uden at ringe efter hjælp.

I denne artikel skaffer vi skadedyr af vejen med fælder. Der findes rigtig mange forskellige typer, der kan og koster noget forskelligt, men vi giver dig bud på enkle fælder, du selv kan sætte op og bruge, imens du overvejer, om du skal have fat i en professionel skadedyrsbekæmper.

Vi fortæller, hvilke tegn du skal lede efter, hvis du er i tvivl om, om du har mår, mus, rotter i huset eller muldvarpe i haven. Og så giver vi dig et bud på, hvor stort et problem du står med.

Vi når ikke omkring alle de muligheder, du har, når skadedyrene skal smides på porten, men du får et førstehjælpskursus, så du kan komme hurtigt i gang.

Klik på linket og kom direkte til afsnittet længere nede i artiklen.

De 4 værste skadedyr:

1. Mus

Hvilke spor efterlader dyret?

Mus kan høres, og sporene efter dem er tydelige. Finder du ledninger, sæbe, stearinlys m.m., som er bidt i stykker, så har du sandsynligvis mus. Hører du kradselyde fra hulmuren og på loftet, når du ligger i sengen om aftenen, så er det også sikre tegn på mus.

Hvor stor skade gør dyret?

Mus i huset kan i yderste konsekvens være skyld i kortslutninger eller brande, fordi de gnaver i alt inklusive elkabler og ledninger. Desuden spiser mus gerne både fiberisolering og træværk, som i bedste fald kan koste på energiregnskabet og i værste fald koste dyrt i reparationer.

Er der andet, jeg skal tænke på?

Hold øje med de små huller. Mus kan klemme sig igennem huller på helt ned til 7 mm.

Hvordan fungerer fælden?

En klassisk musefælde fungerer ved hjælp af en fjederbelastet bøjle, der holdes på plads af en trykplade, når den er spændt. Lokkemaden lægges på trykpladen, så musen udløser fælden, når den rækker ud efter lokkemaden. Når fælden fungerer, aflives musen af slaget fra bøjlen.

Hvor mange fælder skal jeg bruge?

Du skal ikke være nærig med fælderne. Hvis du ved, hvor musene bevæger sig rundt, så er der intet i vejen for at sætte en fælde pr. halve meter langs væggene.

Musefælden

Musefælde fra Quick Snap, set til 30 kr.

Fælden gøres klar til brug ved at spænde bøjlen, så den er klar til at klappe, når trykpladen berøres.

Til denne type fælde anvendes enten specialfremstillet lokkemad som her eller lidt tørret frugt, nødder eller pølse osv.

2. Rotte

Hvilke spor efterlader dyret?

Rotter efterlader skader ligesom mus, dvs. de gnaver i alt muligt, og så graver de huller langs brønde og kloakinstallationer. Desuden kan de kendes på deres afføring, som er omtrent 17 mm lang og 6 mm tyk.

Hvor stor skade gør dyret?

Rotter kan både ødelægge bygningsdele ligesom mus, og så er rotter en af verdenshistoriens helt store sygdomsspredere. Derfor er rotter også på toppen af listen over skadelige skadedyr.

Er der andet, jeg skal tænke på?

Konstaterer du, at du har rotter, så skal du kontakte kommunen, som er forpligtet til at bekæmpe dem. Rotter er som regel ikke isoleret til én adresse, og det kan være en fordel at koordinere din indsats imod dem med dine naboer.

Hvordan fungerer fælden?

Vi har valgt en elektronisk fælde, som afliver rotten med strøm. Fælden består af et firkantet rør med tre elektroder i bunden og lokkemad i enden. Når rotten træder ind i fælden og rører ved to forskellige elektroder på en gang, får den stød og dør.

Hvor mange fælder skal jeg bruge?

Det afhænger af, hvor stort problemet er, men grundlæggende er flere fælder en god idé. Før du sætter 50 fælder op, bør du dog undersøge, hvilke og hvor store tiltag din kommune og evt. naboer igangsætter.

Rottefælden

Vi har valgt en elektronisk rottefælde. Set til 400 kr.

Rottefælden skal udstyres med batterier og lokkemad, fx kød, bacon eller fedt, før den er klar til brug og kan tændes.

Fælden kan bruges både ude og inde. Fælden går af, når en rotte går i den og rører ved to ud af tre elektroder i bunden.

3. Muldvarp/mosegris

Hvilke spor efterlader dyret?

Muldvarpen er let at genkende. Det er den, der efterlader toppe af jord i haven, først få og senere mange. Mosegrisen laver huller i haven. Hullerne er ca. 5-8 cm. Mosegrisen elsker desuden at gnave i dine grøntsager og andre planter.

Hvor stor skade gør dyret?

Hverken muldvarp eller mosegris ødelægger dit hus, men muldvarpen ødelægger hurtigt din græsplæne, og mosegrisene ødelægger også dine naboers baghave, som de graver i smadder.

Er der andet, jeg skal tænke på?

Muldvarpe kan du selv klare, men mosegrise formerer sig hurtigt, og de smadrer i flokke, der ikke lader sig begrænse af grundskel. Derfor er det vigtigt, at du involverer dine naboer. I skal allesammen sætte fælder op, hvis I skal lykkes i kampen mod mosegrise.

Hvordan fungerer fælden?

Vi bruger en mekanisk fælde, som fungerer ligesom en traditionel muldvarpesaks, der er optimeret, så den er lettere at spænde op og placere korrekt. Fælden består af en cylinder med hul igennem, som sættes ned i muldvarpens gang eller mosegrisenes huller. Når dyrene passerer gennem cylinderen, udløser de et stempel, der slår dem ihjel med det samme.

Hvor mange fælder skal jeg bruge?

Én fælde kan være nok til en muldvarp. Der skal flere til ved mosegrise, også hos naboen.

Muldvarpefælden

Vi har valgt en simpel muldvarpefælde fra Gardigo, set til 129 kr.

Fælden fungerer som en guillotine, der trækkes op, før den placeres. Der sidder en trykudløser i midten af fælden, som udløses, når byttet går igennem.

Fælden sættes enten i muldvarpens gang eller mosegrisenes huller. Når dyret passerer igennem fælden, udløses guillotinen.

4. Mår

Hvilke spor efterlader dyret?

Larmer det på loftet om natten? Er alt isoleringsmaterialet endt i det ene hjørne? Begge dele er tegn på, at du har mår på loftet, og det er duften af gammel urin, ekskrementer og rådne byttedyr desværre også.

Hvor stor skade gør dyret?

Skaden på huset er minimal i forhold til fx mus eller rotter, men måren larmer og kan skabe kuldebroer, fordi den flytter på løstliggende isoleringsmateriale.

Er der andet, jeg skal tænke på?

Når du fanger en mår, har du pligt til at slippe den løs eller aflive den øjeblikkeligt. Du må altså ikke holde den fanget, og derfor bør du på forhånd overveje, hvad du har tænkt dig at gøre med dyret, før du sætter fælden op.

Hvordan fungerer fælden?

Måren kan fanges i en aflang fælde med en trykplade i midten, som udløser en lem i hver ende og fanger dyret mellem dem. Du kan både fange mår inde og ude, men fælden står mest effektivt placeret ved et hegn eller langs en væg uden for huset. Et råt æg med et lille hul prikket i enden er godt som lokkemad.

Hvor mange fælder skal jeg bruge?

Hvis du kender mårens rute ind og ud af huset, så er én fælde nok.

Trådfælden

Vi har valgt en trådfælde til mår. Set til 400 kr.

Trådfælden skal stå åben i begge ender og udstyres med lokkemad i midten.

Når et dyr rører trykpladen, klapper fælden, og portene lukker i begge ender.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Skadedyr