Intro
Vejledning
01
Skabet samles
8
Trin
Hele ideen er at købe en boksmadras i de mål, den nu har, og så bygge et skab, som madrassen kan klappes op i.
Målene på skabet indrettes derfor direkte på målene på madrassen.
På de næste sider ser du på tegningen, hvordan skabet bygges over en madras på 140 x 200 cm, og det er let at indrette dit skab på en madras med andre mål.
Både siderne af mdf-plade og forstærkningerne af fyrretræslister skæres ud på forhånd. Siden passer du til efter skæv-heder i rummet, fodpaneler osv.
Skabet samles med lim og dykkere, der skydes ind med dykkerpistol. Det går virkelig hurtigt, og når limen er tør, kan skabet uden problemer bære madrassen.
Plader og lister skæres til ud fra materialelisten og tegningen, som du har på de næste sider - rettet til, hvis din madras har andre mål.
TIPS: I byggemarkedet kan du få skåret plader på mål. Det kan varmt anbefales.
Sæt først toppladen og den øverste afstivning sammen med lim og dykkere. På tegningen de næste sider er de mærket med hhv. B og G.
TIPS: Saml skabet, hvor det skal stå, det er svært at flytte rundt på, når det er samlet.
På toppladen sætter du nu de to hjørnelister (C), som skal forstærke forbindelsen til sidestykkerne (A). Listen stryges med lim og stilles på højkant og holdes på plads med en skruetvinge, før du skyder den fast med dykkerpistolen.
De to sidestykker (A) sættes sammen med toppen. Igen begynder du med at smøre lim på limstedet og fikserer derefter delene i den ønskede position med et par tvinger, inden du sikrer samlingen med de knap synlige dykkere.
Nu er det tid for den midterste tværstiver (H). Ligesom ved toppladen begynder du med at lime og skyde de to hjørneforstærkninger (D) fast. Begge sættes med den smalle kant mod tværstiveren helt ude ved dens kant.
Tværstiveren (H) gør du fast midt på de to sidestykker - stadig ved at lime og skyde tingene sammen. Tværstiveren skal sidde helt til bagkanten. Det sikrer du ved at presse begge dele ned mod en plan plade.
Den tredje tværstiver (E) skal sidde på sidestykkernes forkant, så den vil flugte med oversiden af sokkel-fronten (J), som madrassens ene ende skal hvile på. Du sætter først de to støttelister (F) på siderne, derefter tværstiveren.
02
Skabet sættes op
3
Trin
Skabet passes til, så det kan stå tæt på væggen. Meget ofte vil der være et fodpanel på den væg, hvor skabet skal stå, og så må du skære et hak forneden i bagkanten af sidestykkerne, så de passer ned omkring fodpanelet.
Nu rejser du skabet op mod væggen og stiller det helt tæt op ad den. Så klodser du det omhyggeligt op, til oversiden er vandret, og siderne står præcist i lod på alle ledder. Sokkelpladen, der bærer madrassen, skal understøttes.
03
Lågerne og benene
7
Trin
Når boksmadrassen klappes op i skabet, ser man direkte ind på undersiden, som kun alt for tydeligt ligner det, den er: undersiden af en boksmadras.
Den camouflerer vi med en plade - eller rettere to plader, for det er svært at skaffe så bred en plade - så den opslåede seng kommer til at ligne et par låger.
For at gøre skabet mindre massivt - og få mulighed for at skjule benene, der skal kunne slås ud i madrassens frie en-de - lader vi ikke de faste plader dække hele madrassens underside. Den yderste del dækkes af en lav låge, der svinger på hængsler på skabets overside.
Som underlag for de faste plader (K) på madrassens underside skal du have sat tre afstandslister (M) på tværs af boksens lamelbrædder. Men for at give de lister et holdepunkt yderst må du først sætte tre klodser (N) på boksens inderside.
De tre afstandslister (M) limes og dykkes fast til sengens lamelbrædder.
TIPS: Listerne bør være så tykke, at lågerne kommer til at svæve 1 cm over sengens ramme. Så bliver der ventilation - og plads til et elastik lagen neden om hjørnerne.
Madrassen løftes ind i skabet og klodses op, så den står i midten og 5 cm fra toppen. Giv de tre afstands-lister (M) en stribe lim på oversiden, og skyd lågerne (K) fast, så de flugter med skabets ydersider (A).
Lågerne (K) skrues på soklen (J) med to stykker klaverhængsel (R). Hængslerne skrues på med 3 x 15 mm skruer. Du skal være omhyggelig med, at de lange hængsler flugter helt præcist. Prøv at vippe boksen, før alle skruerne sættes i.
Toplågen (L) skal svinge op fra toppladen (B) ved hjælp af 3-4 såkaldte skjulte hængsler med fjeder (S). De skrues først i lågen, men tag først mål, så du får sat hængslerne så langt nede på lågen, at den dækker kanten af toppladen.
Fjederhængslerne skrues i lågen på dens bagside - skruerne vælger du afhængigt af hængslet så lange, som de kan være uden at gå gennem den 16 mm tykke plade.
04
Pyntelister og greb
3
Trin
Nu er skabet i princippet klar til brug. Men de store glatte flader giver skabet et temmelig massivt udtryk, som vi har valgt at bryde med pyntelister, så der tegner sig fire “låger” på skabets forside - sokkelfronten, de to faste plader på madrassens underside og skabets eneste rigtige låge, toplågen.
Ud over at få skabet til at virke lettere skjuler listerne samlingen mellem de to store låger og de lange klaverhængsler.
Og så vil de fleste jo nok vælge at male skabet. Som vanligt er grundprincippet at slibe, grunde, spartle (hvis det er nødvendigt), grundmale og slutmale med lette mellemslibninger.
Pyntelisterne (P) skæres til, efterhånden som du har brug for dem. Det pæneste er at skære hjørnerne i smig. Det kan gøres med en fintandet sav i en skærekasse - men det er meget lettere, hvis du har en kap/geringssav ved hånden.
Listerne limes og dykkes fast - husk at få sat kortere stifter i pistolen. Pas på ved soklen, at listerne ikke hindrer sengen i at klappe ned. Og hvis du ikke vil se på mdf-pladerne, er det nu blevet tid at male skabet i den kulør, du ønsker.
Materialer
Skabets faste del
19 mm mdf-plade:
• 2 sidestykker (A) a 30 x 225 cm
• 1 topplade (B), 30 x 146,2 cm
21 x 190 mm høvlet fyr:
• 2 tværstivere (G og H) a 146,2 cm
21 x 42 mm høvlet fyr:
• 2 hjørneforstærkninger (C) a 27,9 cm
• 2 hjørneforstærkninger (D) a 19 cm
• 1 tværstiver (E) til soklen, 146,2 cm
• 2 støttelister (F) ved sokkel a 27,9 cm
Lågerne og soklen
16 mm mdf-plade:
• 1 sokkelfront (J), 20 x 150 cm
• 2 låger (K) til boksens underside a 75 x 175 cm
• 1 toplåge (L), 30 x 150 cm
21 x 42 mm høvlet fyr:
• 3 afstandslister (M) a 175 cm
• 3 støtteklodser (N)
9 x 56 mm høvlet fyr:
• Pyntelister (P) til låger, i alt cirka 16 m
Desuden:
• 2 klaverhængsler (R) a 75 cm
• 3 fj ederhængsler (S)
• 2 greb (T) til toplågen
• 2 ben (U) med vingeskruer, cirka 30 cm lange
• Evt. 2 skærehængsler (V) til benene
Specialværktøj
• Rundsav (hvis du skærer pladen op)
• Dykkerpistol til trykluft
• Geringssav (evt.)
• Overfræser (evt.)
Tidsforbrug
1-2 dage ekskl. malerarbejdet
Pris
Ca. 1200 kroner + boksmadras
Sværhedsgrad
Skabet er let at bygge, men du skal være omhyggelig og skære pladerne præcist ud.
Tegning
Boksen bestemmer
De fleste af målene på tegningen her afhænger af den boksmadras, skabet bygges til. Her er madrassen 200 cm lang, 140 cm bred og 23,5 cm høj. Skabet skal være mindst 10 cm bredere, og skabets åbning skal være mindst 5 cm længere, for at madrassen har plads til at svinge ind på plads.
