Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Gipsplader
Gipsplader består en kerne af sammenpresset gips, omviklet af et tyndt lag pap. Findes også i fiberforstærkede udgaver.
Gipsplader er blandt de mest anvendte byggematerialer, særligt for os gør det selv’ere. For en gipsplade kan i ét hug dække et stort areal, og arbejdet med pladerne er ret let. Samtidigt bliver resultatet en helt plan flade på dine vægge eller i loftet, hvis du monterer dem rigtigt.
De fleste kender standard-gipspladen og måske også vådrumsudgaven, men der findes en række gipsplader til specialformål.
Priseksempel
30-100 kroner pr. kvadratmeter (afhængig af type)
Opdateret januar 2025
Priserne varierer en del afhængig af typen. Herunder eksempler:
- Standardgipsplade (90 x 240 cm): ca. 75 kroner
- Vådrumsgipsplade (90 x 250 cm): ca. 150 kroner
- Fibergipsplade (90 x 120 cm): ca. 100 kroner
Hvor bruges: Gipsplader
Gipsplader bruges (alt afhængigt af variant) til beklædning af vægge, lofter og gulve.
Gipsplader er nok den mest anvendte beklædning til indvendige vægge og lofter. Her er det ofte standard-gipspladen, der er i spil, men til lofter findes der også loftsgipsplader, og til vægge kan du også vælge fibergips, der er fiberforstærkede plader med langt større styrke end de kartonbeklædte gipsplader.
Gipsplader bruges også på gulve, hvor de – i en specialudgave – sikrer et stift undergulv.
Fordele
- Fås i mange udgaver til mange formål
- Nemme at arbejde med
- Standardvare i alle byggemarkeder
Ulemper
- Nogle gipsplader har begrænset styrke
- Spartling af samlinger kræver lidt håndelag
Styrke
Middel til høj
Styrken afhænger af typen af gipsplade. En standard-gipsplade har en begrænset styrke. Du kan fx nemt skade kanterne med slag, ligesom du ville kunne slå eller sparke hul i en plade. Fibergipsplader er derimod anderledes stærke og holder til langt større belastninger.
Holdbarhed
Ikke relevant
Når pladerne er opsat og beklædt vil de – med mindre de udsættes for skader – kunne holde i mange årtier.
Vedligeholdelse
Ikke relevant
Dimensioner
- Tykkelse: 12-13 mm
- Bredde: 90 og 120 cm
- Længde: 120, 240, 270 og 300 cm
Specialplader kan afvige fra disse mål.
Se alternativer til gipsplader
Princip: kartonbeklædte gipsplader
Når du bygger en skillevæg, skal skelettet bygges op af enten stållægter eller trælægter. Med 45 cm mellem de lodrette lægter får du en stærk konstruktion. Gipspladerne skrues ind i lægterne.
Samme princip vil du typisk bruge på faste vægge, der skal beklædes. Lægterne giver her mulighed for, at du kan lægge lidt isolering ind mellem lægterne.
Montering: kartonbeklædte gipsplader
Gipsplader er nemme at dele. Du skal bare skære igennem pappet med en skarp hobbykniv, så kan du knække pladens gipskerne, og herefter skære pappet på bagsiden over.
Pladerne sætter du op på det skelet, du har bygget. Sørg for, at de sidder helt lodret, så du ikke får problemer efterhånden som projektet skrider frem.
Gispladerne skrues fast med gipspladeskruer. Skruerne skal købes, så de passer til skelettet: enten gipspladeskruer til træ eller til stål, og så i en længde der passer til enten ét eller to lag gips.
Sætter du to lag op (for at sikre en stærk væg/loft) får du brug for to længder skruer. Og her er det vigtigt, at du ikke skruer igennem pladens kartonlag, men kun akkurat lader skruens hoved trykke kartonen en smule ned, uden at bryde den. Det sikrer du med en gipsskruebit til skruemaskinen.
Princip: fibergipsplader
Montering: fibergipsplader
Når du sætter fibergipsplader op, er det praktisk at vælge formatet 90 x 120 cm. Det er nemmest at håndtere. Pladerne skal have lim på kanten, inden du støder dem sammen (se senere). Limen er en speciallim, som du køber sammen med pladerne. Det samme gælder skruerne.
Både lodrette og vandrette samlinger skal limes. Du lægger blot en stribe lim på pladekanten, inden næste plade kommer på.
Når du sætter næste plade op, sætter du den først ned på den limede kant under, og så støder du den ind til nabopladen. Der skal være så meget lim, at det presses ud, som du ser her.
Den overskydende lim skal skæres eller skrabes af, inden du kan spartle væggen. Du kan bruge en skarp hobbykniv, men skal det gå stærkt, kan du købe en speciel skraber til formålet.
Varianter
Fibergipsplade: Er en langt stærkere og tungere variant af gipspladen. Den kan fx beklæde en skillevæg i ét lag og sikre en skruefast væg.
Vådrumsgipsplade: Er den farvede variant, der er imprægneret og godkendt til opsætning i vådrum, primært på vægge.
Loftgipsplade: Er en variant af gipspladen, der gør det nemmere at spartle loftspladen pænt på grund af ekstra forsænkede kanter.
Gulvgipsplade: Kan bruges som undergulv og sikrer en stiv konstruktion, så du fx kan beklæde et trægulv og herefter lægge fliser.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med gipsplader.