Fakta om ølandsbrud

Alle detaljer og egenskaber som pris, holdbarhed og vedligeholdelse. Vores ekspert viser dig også, hvordan du arbejder med ølandsbrud.

Læs mere om

  • Pris
  • Holdbarhed
  • Vedligeholdelse
  • Rækkeevne
  • Dimensioner
  • Varianter
  • Fordele & ulemper

Vi sammenligner også med andre typer sten og fliser og har samlet alle relevante informationer for dig.

Vi viser også, hvordan du arbejder med ølandsbrud.

Beskrivelse: Ølandsbrud

Ølandsbrud er svenske kalksten, der findes i forskellige farver og faconer og i varianter, der både kan bruges ude og inde.

Ølandssten er slebne, høvlede eller børstede kalkstensfliser, der består af finkornet kalk, lerslam og fossilrester. De findes i forskellige brune, røde og grålige farvenuancer.

De findes som glatte fliser, der ofte anvendes på gulve og vægge indendørs, men de kan også bruges udendørs fx på terrassen, altanen og i indkørslen.

De findes også som Ølandsbrud, der er ujævne og meget uregelmæssige sten, der lægges som et stort puslespil.

Priseksempel

Ølandsbrud: 430-510 kr/m2
Ølandssten (fliser): 1300-1600 kr/m2

Opdateret januar 2025

Ølandsbrud er rå, ubearbejdede sten, mens fliserne er skåret til og poleret, børstet eller høvlet. Ikke alle er egnet til udendørs brug.

Hvor bruges: Ølandsbrud

De grove Ølandsbrud bruges typisk til stier, trædesten og mindre udepladser. Fliserne bruges indendørs til gulve og vægge og - i varianter til udendørs brug - til terrasser, stier og indkørsel.

De regelmæssige fliser fås ret store, så det er let at lægge et større areal hurtigt. Ølandsbrud er uens i både størrelse, tykkelse og facon, så de kræver noget mere af dem, der lægger dem.

Fordele

  • Ekstrem lang holdbarhed
  • Kan købes brugt
  • Får flot patina med tiden

Ulemper

  • Høj pris pr. m2
  • Kan være meget ujævne
  • Svingende farvenuancer
  • Tåler ikke højtryksrens
  • Ølandssten (fliser) bliver glatte i vådt vejr

Holdbarhed

Minimum 100 år

Ølandssten er kalksten, der er dannet for ca. 500 millioner år siden. Den lagdelte struktur kan gøre de ujævne sten sårbare over for frost, hvorfor de bør imprægneres af og til.

Vedligeholdelse

Overfladen rengøres regelmæssigt og behandles med forsegler af og til.

Ølandssten skal rengøres regelmæssigt og behandles med en forsegler til sten og fliser af og til. Det gør stenene modstandsdygtige over for snavs og lukker dem delvist af mod vandindtrængning og deraf følgende frostskader.

Rækkeevne

Der går 1-25 sten på 1 m2 - afhængig af størrelsen.

Da Ølandssten svinger fra 20x20 cm til 1m2 i størrelsen, kan rækkeevnen ikke oplyses særlig præcist.

Dimensioner

  • Ølandsbrud: Uregelmæssige former fra ca. 20x20 cm til ca. 100x100 cm - op til 8 cm tykke
  • Ølandssten (fliser): 20x20, 30x30 og 40x40 cm - 0,9-2 cm tykke

De regelmæssige Ølandssten er ensartede i mål og tykkelse, mens Ølandsbrud fås i vidt forskellige faconer i tykkelser som 2-4 cm, 3-6 cm og 4-8 cm.

Varianter

Ølandsbrud: Uregelmæssige kalksten, kløvet i forskellige tykkelser og faconer. Meget rustik (ujævn) overflade.

Ølandssten: Kalksten i normal flisefacon. Overfladen kan være glatpoleret eller høvlet, så stenen fremstår mere ujævn. Fås både til udendørs og indendørs brug.

Sammenlign med andre typer sten og fliser

Vi har beskrevet over 500 forskellige byggematerialer i Gør Det Selvs Materialeguide.

Her kan du sammenligne forskellige materialer i overskuelige skemaer og få inspiration og overblik over dine muligheder.

Princip

Til terrasser og havestier lægges Ølandssten (fliser) på et 2-4 cm tykt lag læggegrus eller stenmel oven på et 10-20 cm hårdt stampet lag stabilgrus.

Lægger du Ølandsbrud (op til 8 cm tykke) behøver du ikke stabilgrus eller bundsikringsgrus. Stenene lægges direkte i et 10-12 cm tykt lag læggegrus og bankes fast med en gummihammer. Mere grus stampes ind under kanterne, og der fyldes jord på.

Til indkørsler anbefales det kun at bruge de regelmæssige Ølandssten (fliser). Først lægges et 15-30 cm tykt lag bundsikringsgrus, der stampes hårdt af flere omgange. Derpå et 10-15 cm tykt lag hårdt stampet stabilgrus. Til sidst et 2-4 cm tykt lag læggegrus eller stenmel, som stenene lægges på.

Sådan arbejder du med ølandsbrud

Når man lægger en terrasse, en havesti eller en indkørsel med Ølandssten (fliser), skal der først graves ud og derpå lægges stabilgrus, der stampes/vibreres til et fast underlag. Oven på stabilgruset lægges 2-4 cm læggegrus eller stenmel.

Læggegruset/stenmelet skal rettes af. Til at styre højden og faldet lægges først vandrør ned i gruset i den ønskede højde. Derpå trækkes et langt lige bræt eller en retskinne i en zigzag-bevægelse hen over vandrørene.

Stenene (fliserne) lægges på det afrettede gruslag. Her lægger vi betonfliser, men principperne er de samme for Ølandssten (fliser). De lægges med en fugeafstand på 1-2 mm.

Fugesand fejes ud over stenene/fliserne, der derefter vandes, så sandet synker ned i fugerne. Hvis der stikker et hjørne op, kan det bankes på plads med en gummihammer. Så skal der efterfyldes med mere sand og vandes igen, til fugerne er fyldt helt op.

Ølandsbrud vil automatisk få brede fuger på grund af deres meget uregelmæssige faconer og størrelser. De brede fuger fuges med fugesand af den type, der bliver hårdt med tiden, for at hindre for meget ukrudt mellem stenene. Alternativt kan du vælge at fylde jord i fugerne og så græs eller sætte fugeplanter i stedet.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med Ølandssten.

FAQ