Højtryksrenser test

Denne test er fra 2015 - se vores nyeste test her:

Test af højtryksrensere 2017

Sådan testede vi højtryksrenserne

I vores højtryksrenser test 2015 har vi renset alt fra mudrede cykler til beskidt haveværktøj og fliser med betonpest (pletter). Det har givet os en rigtig god idé om, hvad de forskellige maskiner og dyser kan. Alle højtryksrensere blev afprøvet med forskelligt tilbehør, da det ofte mere er tilbehøret end selve maskinen, der er udslagsgivende for, hvor effektivt der bliver renset.

Vi har bl.a. fundet ud af, at de forsatser med roterende børster, der fulgte med, generelt ikke var imponerende. Derimod var de almindelige autobørster med drejeled og dyse nemme at betjene og effektive til formålet.

Vi afprøvede de forskellige måder at tilsætte sæbe til spulevandet på, og vi syntes, at princippet med at have rensemidlet i en beholder på maskinen er lettere at arbejde med frem for med en lille beholder ved dysen.

Effektivitet og tilbehør har vi vægtet lige højt, fordi du ikke har så meget ud af mange kræfter, hvis tilbehøret ikke duer.

Højtryksrenser test 2015: Her er den bedste højtryksrenser

Du kan i artiklen læse mere om hvilken højtryksrenser, der klarede sig bedst i testen og hvilken højtryksrenser, der er et godt køb til pengene. Vi har vurderet hver enkelt højtryksrenser udfra - effektivitet, tilbehør og betjening.

Vi testede disse højtryksrensere

  • STIHL RE 128 PLUS
  • MAKITA AQUA MAK HW132
  • KÄRCHER K5
  • NILFISK E 140.3-9-XTRA
  • KÄRCHER K4
  • BILTEMA HPC 120B
  • NILFISK C.130.1
  • BOSCH AQT 40-13

VIGTIGE DETALJER NÅR DU KØBER EN HØJTRYKRENSER:

  • Pumpen presser vandhanevandet sammen og sender det ud gennem en dyse i en meget hård stråle. Trykket opgives i bar og bør ikke ligge lavere end 130 bar.
  • Slangen skal være så lang, at du ikke hele tiden skal flytte maskinen, og så smidig, at du kan arbejde med den, uden at maskinen vælter.
  • Slangetilslutningen skal sidde så lavt på maskinen, at du ikke kommer til at rive den omkuld.
  • Slangeholder. Du holder bedst styr på slangen, når du kan rulle den op på en tromle. Især hvis slangen kan være tilkoblet samtidig.
  • Sæbebeholder. De fleste maskiner har mulighed for at blande sæbe eller rensevæske i spulevandet. Vi anbefaler en separat sæbebeholder på maskinen i stedet for en, der sidder og tynger ude ved dysen.
  • Ledning. Højtryksrenseren skal have en lang og smidig ledning, som skal være let at parkere på maskinen, uden at det hele ender som spaghetti. Ledningen skal sidde forsvarligt fast og ikke være i vejen, når du trækker rundt med renseren.
  • Håndgreb. Håndtaget er beregnet til at transportere maskinen med, uden at du skal bukke dig alt for meget. Og så det er en fordel, hvis det kan slås sammen, så det ikke fylder noget videre i skuret.
  • Spulerør og dyse. Det er standard med et pistolgreb og mindst et spulerør med udskiftelig dyse. Så kan du lave flad stråle, rund, spids eller pulserende stråle, afhængigt af hvad du skal rense.
  • P-plads for udstyr. De forskellige dyser og spulerør, som følger med højtryksrenseren, bør du kunne parkere på maskinen, så de ikke skal ligge og flyde i skuret, hvor de med garanti bliver væk en dag.