Støb et flot bålsted i beton

Du får et sikkert hit til udendørs hygge hos både børn og voksne, hvis du bygger dig et bålsted i haven. Støber du det i beton, får du både et råt og stilfuldt bålsted, der kan holde i mange år. Det er nemt at tilpasse støbeformen, så du får det præcis i den størrelse, du ønsker.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 uge
Pris
1.000 kroner

Ild skaber hyggestemning i haven. Når ilden er blevet til gløder, kan du evt. lægge en rist over hullet og grille.

Intro

Hvorfor ikke gøre lidt ekstra ud af bålstedet, hvis du og din familie godt kan lide at hygge jer i haven omkring et bål?

Bålstedet her er støbt i beton. Det er et billigt materiale, der er nemt at arbejde med, og samtidig giver et superflot resultat, der kan holde i mange år.

Når du ved, hvor stort dit bålsted skal være, bygger du en støbeform i træ, der består af en yderramme og en inderramme. De to rammer placeres på jorden, hvor bålstedet skal være, efter du har gravet ud og stampet underlaget. Betonen hældes op i støbeformen og står i formen et par døgn, inden den fjernes.

LÆS OGSÅ: Støb et bålfad på den nemme måde

Gør betonen stærk

Beton er utroligt stærkt, når du sørger for, at der ikke er for mange lufthuller i betonen. Hvis der er det, bliver den sårbar og kan lettere gå i stykker. Derfor skal du gøre dig umage med at fordele den i støbeformen og sørge for at vibrere den godt, da det mindsker lufthullerne.

Du skal også være opmærksom på, at betonen ikke må tørre for hurtigt, da det øger risikoen for, at der opstår revner. Så du skal sørge for at holde den fugtig i den første uges tid efter, du har støbt. Det er især vigtigt, hvis du støber om sommeren, når det er tørt og varmt.

LÆS OGSÅ: Støb et flot spejlbassin på en weekend!

Hvis du støber i beton, får du et bålsted, der er megasejt og holder i mange år. På videoen her kan du se, hvordan du gør.

Vejledning

01
Byg en støbeform, og sæt den op 5 Trin

Når du har besluttet dig for, hvor stor dit bålsted skal være, kan du bygge en støbeform. Den består her af to rammer bygget af brædder - fire til hver side af både den store ydre ramme og den mindre indre, der har den samme højde, så overfladen bliver helt lige.

Støbeformene her er kvadratiske, men du kan sagtens bygge dem i andre størrelser. Siderne samles med vinkelbeslag i hjørnerne. De er lette at skrue af, når formen skal f ernes igen.

1

Placer støbeformen, hvor du ønsker at have bålstedet, og afsæt mærker i jorden lidt udenfor rammen, så du ved, hvor du skal grave. Fjern rammen, og grav et hul ca. 20 cm dybt.

2

Småsten smides i hullet. Jævn først underlaget, så godt du kan, og fordel så et lag småsten i et ca. 11 cm tykt lag. Stenlaget skal også stampes, så det bliver kompakt.

3

Placer de to rammer, først den yderste og dernæst den inderste. Det er vigtigt, at afstanden mellem yderste og inderste ramme er den samme på alle fire sider.

4

Tjek, at støbeformene står helt lige. Når de begge er lige, og afstanden mellem de to rammer er ens hele vejen rundt, er det en god ide at fiksere rammerne midlertidigt med et par lister.

5

Bank stykker af armeringsjern i jorden, inden du fylder beton i. Det styrker betonen. Her passer det med et lodret stykke i hvert hjørne og et i midten med to vandrette stykker fastgjort foroven- og neden.

02
Fyld betonen i, og dæk den til 6 Trin

Nu skal du i gang med at fylde beton i støbeformen. Det gøres i flere omgange. Det første lag er en slags fundament, som bruges til underlag, når du skal mure ildfaste mursten op langs kanten af den inderste ramme. De ildfaste sten beskytter betonen, der ellers kan risikere at sprænge ved meget høj varme.

Når du har muret stenene op, kan resten af betonen fyldes i formen. Fordel betonen godt, og vibrer den undervejs, så du undgår lufthuller.

1

Bland betonen, og fyld det første lag i støbeformen. Det skal være ca. 9 cm tykt. Sørg for at få det fordelt godt, helt ud i hjørnerne. Lad betonen tørre et døgns tid, inden du arbejder videre.

2

Sæt ildfaste mursten op langs kanten på den inderste ramme. Bland mørtlen, og kom den på stenene og placer dem på højkant side ved side. De beskytter betonen, så den ikke sprænger under høj varme.

3

Fyld andet lag beton i støbeformen, og fordel den grundigt. Brug fx et hakkejern. Sørg for at vibrere betonen, så der ikke kommer lufthuller, fx ved at banke på støbeformen. Lad betonen tørre et døgn.

4

Det sidste lag beton fyldes i, helt op til kanten af formen. Sørg for at fordele den godt og vibrer den. Ret så betonlaget groft af med en træliste, der køres på tværs af de to rammer, og lad betonen hvile ca. 30 min.

5

Glat overfladen med et pudsebræt, så den bliver ensartet og pæn. Lad betonen hvile en times tid, og gå så overfladen efter med en murerske, så du får en flot finish.

6

Til sidst dækkes betonen til og står i et par døgn. Det beskytter overfladen og holder betonen fugtig.

03
Fjern støbeformen, og vand betonen 4 Trin

Når betonen har fået lov til at stå i støbeformen i et par døgn, kan du f erne de to trærammer. Det er ligetil med den yderste, hvor delene let skilles ad og f ernes enkeltvis. Vær lidt forsigtig, når du f erner siderne, så du undgår at lave mærker i betonen. Den inderste ramme er sværere at f erne, fordi den er klemt inde, så her skal du indstille dig på at save den fri.

Beton kan revne, hvis det tørrer for hurtigt. Derfor er det vigtigt, at den vandes jævnligt i en uges tid efter.

1

Støbeformen kan fjernes, når betonen har tørret i to døgn. Fjern vinkelbeslagene på den yderste ramme, så de enkelte sider kan tages væk.

2

Fjern også den inderste ramme. Det kan godt være mere besværligt. Her er det nødvendigt at save den fri med en rundsav.

3

Bålstedet vandes med en haveslange, efter støbeformen er fjernet. Det spuler evt. rester fra formen væk og fugter samtidig betonen, så den ikke risikerer at revne.

4

Læg lavasten i bunden af bålstedet til sidst. De kan klare ekstremt høje temperaturer, så du undgår, at betonen sprænger.

Materialer

  • Brædder, 25 x 125 mm
  • Vinkelbeslag, 64 x 92 mm
  • Skruer, 3,5 x 20 mm
  • Småsten, fx perlesten 4-8 mm
  • Beton, færdigblandet, til 0,4 m3
  • Ildfaste mursten, 24 stk.
  • Mørtel, færdigblandet, 1 sæk
  • Armeringsjern, 10 mm, ca. 6 m
  • Lavasten, ca. 30 liter

Tidsforbrug

Cirka 1 uge inkl. tørretider

Pris

Cirka 1000 kroner

Sværhedsgrad

Det er ikke svært at støbe et bålsted i beton, men vær omhyggelig med at fordele og vibrere betonen, så du undgår lufthuller.

Tegning

Sådan er bålstedet bygget op

Bålstedet støbes direkte på stedet i præcis den størrelse, du ønsker. Støbeformen bygges i træ, som fjernes igen, når betonen har tørret et par døgn.

Sådan er bålstedet bygget op

Video

TIPS: Lap huller i beton

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Bålsted