Klip din plæne sund og rask

Mange haveejere slår græsset alt for lavt. Husk på, at top og bund følges ad. Klipper du græsset for lavt, vil planten automatisk forkorte rodnettet, og på den måde svækker du faktisk plænen.

Hvis græsset er blevet meget højt, fx mens du har været på ferie, er det bedre at klippe det ad flere omgange. En god hovedregel er, at du allerhøjest klipper 1/3 af græsset længde af pr. slåning.

Det fleste har nok en ret god fornemmelse af, at græs skal klippes sådan cirka én gang om ugen i vækstsæsonen. Det giver ligesom sig selv, når det begynder at se lidt højt og pjusket ud, og for de flestes vedkommende bliver det gjort en gang i løbet af weekenden.

Lad klippehøjden følge årstiden

Hvad mange ikke har styr på, er imidlertid hvor meget, der egentligt skal klippes af. Nogle klipper fx konsekvent med den højdeindstilling, som de satte, den gang maskinen var ny – og det et er synd og skam!

Bruger du lige et halvt minut på at indstille højden optimalt i forhold til græssets vækstcyklus, får du nemlig rigtig meget forærende i forhold til at gøre plænen robust og smuk.

Redaktionen anbefaler: Se den nyeste plæneklipper test

Hvornår klipper vi græs?

Normalt slår vi i Danmark græs fra midt i marts til sidst i oktober. Når du slår græsset for første gang i det tidlige forår, skal plænen være tør og frostfri, og du skal ikke kaste dig ud i det, før græsset er 6-8 cm.

Det har desuden bedst af kun at få taget toppen. Græsset bør derfor aldrig klippes kortere end 4 cm, til gengæld kan du så gøre det lige så tit du har lyst. På den måde bliver græsset mere livskraftigt og kan fx bedre klare sig i konkurrencen med ukrudt og mos.

LÆS OGSÅ: Effektiv mosfjerner

Meget kort græs svækker rødderne

Det er derfor også en dårlig idé at forsøge at spare tid på græsslåningen ved at klippe græsset meget kort. Det stresser ganske simpelt græsset, svækker rodnettet og ukrudtsfrø får betydeligt lettere ved at finde vej til jorden.

FORÅR: I foråret skal græsset altså ikke klippes kortere end 4 cm, og det samme gælder i efteråret. Så har græsset bedre mulighed for at udnytte det mere sparsomme dagslys og er samtidig bedre beskyttet mod frost.

SOMMER: Når sommeren er i gang (juli til august), og væksten topper, kan du med fordel sætte klippehøjden yderligere op til 5-7 cm. Igen handler det om, at jo højere græsset er, jo stærkere og mere modstandsdygtigt er det. Det gælder selvsagt også, hvis der skulle komme en længere tørkeperiode.

EFTERÅR: På et eller andet tidspunkt i efteråret når vi så til sæsonens sidste omgang. Og her skal du gå efter, at græsset helst skal være 4-5 cm, når det overvintrer. Er græsset længere end det, forøges risikoen for svampevækst i plænen nemlig væsentligt.

LÆS OGSÅ: Byg en garage til robotplæneklipperen

    Andre læser lige nu ...