Her bruges facadebrædder
LODRET BEKLÆDNING
Når facadebrædder monteres lodret, skal mellemrummene dækkes, så evt. regn ikke trænger ind. Det gøres enten med lister eller med samme slags brædder (1-på-2).
VANDRET BEKLÆDNING
Regnen må heller ikke trænge ind i de vandrette sprækker, så man starter ofte nedefra og lader det næste bræt lappe en lille smule over (klinkbygget).
HVORDAN MONTERES FACADEBRÆDDER?
Uanset om facadebrædderne skal monteres lodret eller vandret, så skal de monteres oven på afstandslister, så der kan cirkulere luft bag dem.
Hvis man vil isolere facaden, skal isoleringen placeres ind imod huset. Man starter med at skrue trykimprægnerede lægter på og lægge isoleringen helt op ad væggen. Udenpå skal der opsættes vindpap. Herefter skrues afstandslister på, der skal sørge for ventilation mellem vindpappet og facadebrædderne.
Varianter af facadebrædder
GRAN OG FYR
I de nordiske lande er der en lang tradition for at bruge gran og kerneved af fyr til facader. Begge typer skal træbeskyttes lige fra starten med træbeskyttelse. Lang holdbarhed i tørt klima.
TRYKIMPRÆGNERET FYR
Åbenporet, Åbenporet, hurtigtvoksende fyrretræ, der imprægne res i et kemisk bad under højt tryk. Skal have træbeskyttelse, da imprægneringen ikke er gennemgående og ikke sikrer mod råd og svamp på længere sigt.
LÆRKE- OG CEDERTRÆ
Indeholder naturlige olier, der gør, at det ikke behøver træbeskyttelse. Hvis man vil undgå den gråhvide farve, træet får med tiden, kan det til enhver tid få sin oprindelige kulør tilbage med en oliebehandling.
SUPERWOOD
Et bæredygtigt bræt af gran, der - i modsætning til traditionelt trykimprægneret træ - fremstilles med meget lidt imprægneringsvæske og uden tungmetaller. Imprægneringen trænger ind i træets celler, ikke kun i overfladen.
THERMOWOOD
Processen, hvor træet opvarmes i flere omgange op til 225°, fjerner sukkerstofferne i cellerne, så svamp ikke kan angribe det. Findes i et væld af træsorter og farvenuancer, der afhænger af opvarmningsprocessen.
KEBONY
Meget hårdt træ, der er imprægneret med en biovæske fra sukkerproduktion. Træet skal behandles som hårdttræ og kun skæres over på tværs, så den ubehandlede kerne ikke blottes.
SÆRLIGT OM FIBERCEMENT!
Brædder og plader af fibercement er stort set vedligeholdelsesfri. De skal dog vaskes af for snavs og evt. belægninger. Men man slipper for at slibe og finde maler- eller oliepenslen frem. Til gengæld er der intet at stille op, hvis pladerne med tiden falmer en smule.
VIGTIGT!
Noget træ, fx ceder og lærk, har ikke brug for træbeskyttelse. Det gråner og bliver hvidt, men holder alligevel. Andre træsorter, inkl. de imprægnerede, skal behandles jævnligt med træbeskyttelse - olie eller maling.