Træloft

Skal du sætte et nyt træloft op? Eller male eller reparere på det gamle? Så gå på opdagelse på siden her, hvor vi har samlet alle vores artikler og videoer om trælofter.

    Træloft – en nem og klassisk løsning

    I mange parcelhuse er der sat trælofter op.

    Enten er der tale om oprindelige trælofter, typisk i huse bygget fra 1960’erne til årtusindskiftet, eller trælofter sat op efterfølgende.

    Trælofter består ofte af profilbrædder i forskellige bredder, og hvis underlaget bygges rigtigt, er de nemme at sætte op.

    Præcision er nøgleordet: Hvis det underliggende skelet af lægter og forskallingsbrædder er nivelleret korrekt, bliver det godt.

    Den mest klassiske måde at udføre arbejdet på, er med såkaldte profilbrædder, der samles med fer og not. Men du kan også købe forskellige typer af profilerede træpaneler.

    SE VIDEOEN: Monter et nyt træloft

    Maling af trælofter

    For rigtigt mange er mørke eller gulnede trælofter ikke lykken.

    Tidens trend skriger på lys og hvide lofter. Og med mindre du vælger at tage loftet ned for at erstatte det af fx gips, er løsningen maling.

    Enten en fuldt dækkende hvid maling eller en ludbehandling, der lysner træet, men bevarer dets struktur.

    Skal malingen være helt eller næsten helt dækkende, skal du gøre dig umage.

    For én ting er at rulle eller pensle maling på træloftet, noget andet er at sikre et godt resultat.

    Læs mere her: Perfekte hvide flader

    Sjasker du bare maling på, vil du hurtigt fortryde de sprækker, der bliver meget tydelige der, hvor brædderne mødes. Og får du ikke behandlet dit træloft korrekt, inden du svinger penslen, er du ikke sikker på, at malingen holder særligt længe.

    LÆS GØR DET SELV-VEJLEDNING: Sådan maler du dit træloft

    Der skal altså både vaskes, fuges og males flere gange på træloftet, før du er i mål. Men så kan du til gengæld også være sikker på et godt, flot og holdbart resultat. Og noget, der ligner et helt nyt træloft.

    Læs mere om maling af træloft: Mal dit træloft hvidt og få mere lys i rummet

    Ludbehandlet træloft

    Hvis du stadig vil kunne se træets strukturer, men gerne vil have lysnet dit træloft, er et ludbehandlet træloft vejen frem.

    Det er en lidt nemmere proces, fordi du ikke nødvendigvis behøver at fuge sprækker, inden du maler. Men afvaskningen er altså stadig nødvendig.

    Du kan købe flere produkter, der er beregnet til netop at lysne træ og trælofter. Spørg i byggemarkedet eller hos farvehandleren.

    Du skal regne med, at træet skal behandles flere gange, særligt hvis du vil have gjort dit træloft meget lysere end et gulnet fyrretræsloft.

    LÆS OGSÅ: Så let reparerer du dit profilloft

    Træloft priser

    Hvis du vil beklæde et loft med brædder, kan du fra start vælge, om det skal lysnes.

    I så fald er det klart nemmest at behandle brædderne, inden du sætter dem op.

    Du kan også købe brædder, der allerede er lysnet.

    Uanset hvad du vælger, skal du være forberedt på, at træet i dit træloft med tiden vil gulne. Og så må du se i afsnittet om maling af træloft.

    Prisen for på træloft varierer. Brædder (lister) til trælofter koster typisk mellem 100 og 200 kroner pr. kvadratmeter. Oven i det kommer udgifterne til skelettet.

    Vigtigt at vide om trælofter

    Hvis du vælger at opsætte et nyt træloft, som er forsænket i forhold til det eksisterende loft, skal du være opmærksom på, at den type loft med et hulrum ikke er brandsikret.

    Sætter du nye trælofter op i et ældre hus, må de ikke være mindre brandhæmmende end det eksisterende loft. Bygger du nyt, bør du konsultere det nyeste bygningsreglement og læse om de aktuelle regler for brandsikring.