Genialt skab under trappen

Sko, støvler, jakker, tasker og malerbøtter. Der er plads til det hele i dette geniale trappeskab. Se her, hvordan du bygger skab under trappen og gemmer rodet af vejen.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
En halv dag for et skab.
Pris
1.800 kroner

Overblik

Arbejdstegning: Det fulde overblik over konstruktionen.

3D-modeller: Du kan vende og dreje modellen, og se skjulte detaljer.

Materiale-liste: Komplet oversigt over de materialer du skal købe i byggemarkedet.

Fremgangsmåde: Detaljerede fotos med forklarende tekster.

Resultatet: Sådan ser det ud, når du er færdig.

Pladsen under en trappe er oplagt til opbevaring, men det kan være svært at finde den optimale løsning.

Et trappeskab skal specialbygges, så det passer til trappens mål. Løsningen består af fire udtræksskabe uden dørgreb. De to største moduler er monteret på hjul, så de kan lastes tungere.

De to mindre skabe har udtræksskinner i stedet for hjul. Denne metode er mere elegant, men knap så simpel. Der skal fx bygges en sokkel i bunden, og skinnerne skal fastgøres til lister, så skabene kan holde til vægten fra de fyldte hylder.

Materialeliste

21 x 55 mm høvlet liste:

  • 1 sokkelliste, ca. 130 cm (A)
  • 1 lodret rammeliste, ca. 60 cm (C)
  • 1 lodret rammeliste, ca. 115 cm (C)
  • 2 lister a 50 cm (D) til støttesokkel
  • 2 lister a 16 cm (F) til støttesokkel
  • 2 vinkellister a 65 cm (G)

21 x 21 mm høvlet liste:

  • 1 sokkelliste, ca. 130 cm (B)
  • 2 lister a 50 cm (E) til støttesokkel

21 x 33 mm høvlet liste

  • 2 vinkellister a 65 cm (H)

21 x 43 mm høvlet liste:

  • 1 liste a 63,2 cm (K), monteres bag på skab
  • 1 liste (M) i en længde, der svarer til afstanden mellem (C) og væg

21 x 68 mm høvlet liste:

  • 1 liste (L) i en længde, der svarer til afstanden mellem (C) og væg
  • 1 liste (N) i samme længde

16 mm MDF-plade:

  • 2 gavle a 30 x 90 cm (T), afsaves skråt i toppen
  • 1 bagplade a 60 x 90 cm (P)
  • 4 plader a 28,4 x 60 cm (Q) til bund/hylder/top

12 mm MDF-plade:

  • 1 dækplade a 60 x 120 cm (R), afsaves skråt i toppen

Desuden:

  • 3 stk. udtræksskinne: Fulterer FR 5000 (bæreevne 45 kg)
  • 3 stk. vinkelskinne: Fulterer FR 5000 ASW
  • Skruer: 4 x 50 mm, 4 x 35 mm, 4 x 25 mm, 3,5 x 40 mm, 5 x 80 mm

Andre materialer?

Vil du hellere bygge med andre materialer, finder du alternativer længere nede i byggevejledningen.

Tidsforbrug

En halv dag for et skab.

Pris

1.500-1.800 kr. for et skab

Sværhedsgrad

Metoden er ret enkel, blot er det et krav, at alle lister placeres nøjagtigt i lod og vater.

Arbejdstegning

Overblik over fremgangsmåden

Arbejdstegning til hver del af processen, så du kan se, hvor langt du er nået.

Del 1: Mål op, og byg sokler og hylder

Del 2: Fastgør de nederste udtræksskinner

Del 3: Gør skabet stabilt med en skinne i top

Del 4: Montér lågen på skabet

Fremgangsmåde

01
Mål op, og byg sokler og hylder 6 Trin

Der skal bygges en sokkel langs gulvet, så skabene med udtræksskinner får solid støtte i bunden. Soklen består af et par høvlede lister af fyrretræ (A og B), der fastgøres til gulvet med skruer igennem den inderste liste (B).

1

Mærk vinklen under trappen op med smigvinkel. Sav herefter listerne til soklen i vinklen, så soklen passer ind under trappevangen. Soklen skal fastgøres solidt og placeres i flugt med vangens forkant.

2

Sæt lasker af fx 12-15 mm krydsfiner på rammelister (C) med lim og 4 x 25 mm skruer. Herefter kan du fastgøre listerne (C) til sokkellisten (A) med 4 x 25 mm skruer.

3

Listerne (C) bringes i lod og skrues fast i top og bund. De skal flugte med trappevangen og soklens forside. Mål listernes placering op på soklens overkant. Hold dem i lod. Streg vinklen op mod vangen, og sav til.

4

Streg trappevinklen op på dækpladen. Understøt med et 4 cm højt listestykke og tjek, at pladen er i lod og stikker lige langt ud på begge sider af rammelisterne (C).

5

Nu kan skabet måles op of fremstilles. Gavlstykkerne (T) fastgøres til bagpladens (P) kanter med lim og 3,5 x 40 mm skruer. Gør det samme med bunden, toppladen og de to hylder (Q). Husk at bore for.

6

Støttesoklen samles af listerne (D) og (F). Listestykkerne (E) placeres indvendigt i rammen og fastgøres til gulvet. Støttesoklen skal ligge præcist i vater og flugte med soklens (A) overkant.

02
Fastgør de nederste udtræksskinner 4 Trin

Udtræksskinnerne i bunden er monteret til lister, der er samlet i vinkel. Den lodrette liste (G) fastgøres til den vandrette liste (H), som fastgøres ned i soklerne. Vinkellisterne (G) og (H) er her 65 cm lange. Udtræksskinnen fastgøres til den lodrette liste.

1

Skru udtræksskinnerne fast på vinkellisten, så de flugter præcist med listens (G) overkant og forkant. Udtræksskinnen har monteringshuller, så skabet kan fastgøres.

2

Vinkellisterne med udtræksskinner fastgøres til skabets bund med 4 stk. 4 x 16 mm skruer i begge sider. Skinnernes forkant ligger præcis i flugt med skabets forkant.

3

Skub skabet ind på plads på sokkel og støttesokkel, så forkant af skab/skinner/ lister er lig med forkant af soklen, og afstanden fra bagpladen til rammelisten er 10 cm.

4

Fastgør vinkellisterne til sokkel og støttesokkel med 4 x 50 mm skruer. Skab, skinner og lister skal ligge præcis i flugt med soklens (A) forkant. Skabets gavlplade (T) skal flugte med rammelisterne (C).

03
Gør skabet stabilt med en skinne i top 6 Trin

Vi monterer for en sikkerheds skyld en udtræksskinne i skabets top, der giver udtrækket ekstra styrke og stabilitet. Vi monterer desuden et vinkelbeslag. Det gør skinnen mere stabil.

Her kan du se, hvordan skabet fikseres med lister, der fastgøres i rammelisten (C) og i væggen.

1

Fastgør et listestykke (K) på skabets bagside, så det flugter med bagpladens (P) overkant. Brug lim og 4 x 35 mm skruer. Et par tvinger gør arbejdet nemmere.

2

Sørg for, at listen (L) er i vater. Tjek, at listerne (L) og (K) er parallelle, så afstanden er den samme hele vejen ind. Fastgør med små vinkeljern i væggen og skruer i fronten.

3

Fastgør midlertidigt udtræksskinnens vinkelskinne til listen (K) på skabet med et par skruer. Læg en stump 21 mm liste tæt mod udtræksskinnen, og kontrollér afstanden mellem denne hjælpeliste og listen (L).

4

Lav en vinkelliste bestående af liste (M) og (N). Fastgør skinnen til listen (N), så den flugter med undersiden, og metalvinkel-listen vender opad. Skinnens forkant skal flugte præcist med listens (N) forkant.

5

Læg udtræksskinnens vinkelflig midlertidigt (løst) oven på listen (K) på skabet. Fastgør de to vinkellister (M) og (N) til listen (L) med skruer. En tvinge hjælper med at holde listerne samlet under arbejdet.

6

Træk skabet ud, og fastgør vinkelskinnen til skabet oven på listen (K). Skub skabet ind på plads, og kontrollér, at skabsgavlen står i lod, og at den ligger i plan med rammelisternes (C) forkant - og hermed også i plan med trappevange og sokkel.

04
Montér lågen på skabet 3 Trin

Dækpladen (R) tjener som en skabslåge og er fremstillet af en 12 mm MDF-plade. Efter opstregning og udsavning kan den med fordel rundes let på alle udvendige kanter, fx med fasjern i overfræseren eller blot med slibepapir.

1

Der er godt styr på dækpladen (R), hvis du stiller den på en støtteliste som ved opstregningen. Den giver afstanden fra gulvet og støtter, mens du monterer pladen.

2

Dækpladen (R) fastgøres til reolgavlen (T) med skruer. Bor for, og undersænk skruehovederne, så de kan overspartles og være usynlige efter grunding og maling.

3

Det færdige skab glider nu let på robuste udtræksskinner. Hvis du vil male skabet, bør det gøres, inden det skubbes på plads og fastgøres.

3D-model

3D-modellerne giver dig indblik i konstruktionen.

Klik på en 3D-model for at åbne den. Du kan vende og dreje modellen, og se alle skjulte detaljer.

Video

Gør Det Selvs ekspert-videoer viser, hvordan du klarer de svære detaljer, og hvordan du bruger værktøj og maskiner. Du får også tips fra erfarne håndværkere.

Her er de videoer, der er relevante for dette projekt.

TIP: Præcis opmåling med tre kontrolpunkter

Video

TIP: Luk for varmen når du maler

Video

Sådan bruger du skruemaskinen

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.

Video

Sådan bruger du rundsaven

I videoen her lærer du alt om om rundsavens muligheder, klinger og funktioner. Rundsaven er bomstærk og kan med den rigtige indstilling klare alt fra grove til helt fine snit - både lige og forskellige vinkler. Og med den rigtige klinge kan du bruge saven i både træ, metal, gasbeton og kunststof.

Video

Vælg andre materialer til dit trappeskab

Skelettet til trappeskabet her er bygget af hobbylister i forskellige dimensioner, og fronter, gavle og dækplader er af mdf-plade.

I Gør Det Selvs Materialeguide kan du søge i over 500 materialer og få inspiration til, hvilke andre materialer du kan bruge:

PDF

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.