Overblik: Her kan du bruge mineraluld

Mineraluld er genialt til næsten alle isoleringsopgaver og findes i et hav af varianter. Læs mere om de forskellige typer mineraluldsisolering her.

Mineraluld i vægge og lofter

Isolering med mineraluld: HVAD BRUGES MINERALULD TIL?

Mineraluld isolerer først og fremmest mod kulde og varme.

Men det kan også sørge for, at fugt, støj og ild ikke breder sig.

I denne artikel kan du læse meget mere om forskellige typer mineraluld, og hvornår du skal bruge hvad.

Hvad bruges mineraluld til?

VÆGGE OG LOFTER
Mineraluldsisolering i den bløde battsudgave er det oplagte valg til indvendig efterisolering af vægge og skråvægge. På loftet kan både batts og rulle bruges.

UDVENDIG EFTERISOLERING M.M.
Til udvendige opgaver, fx efterisolering af mur, støjhegn og isolering af krybekælder, findes effektive mineraluldsløsninger i form af hårde og robuste plader.

LÆS OGSÅ: Facadeisolering – derfor skal du isolere udefra

AFTRÆKSRØR, VARMERØR M.M.
Med rørskåle eller lamelmåtter af mineraluld og alufolie opnår man supereffektiv varme- og kondensisolering af vandrør og ventilationskanaler.

Hvordan bruges mineraluld?

Mineraluld skæres til med en lang kniv. Der findes specielle knive med bølgeskær, der skærer nemt og rent. Mindre opgaver kan dog klares med en brødkniv – og i de faste plader med en gammel fukssvans. Arbejdet slider på kniv/sav, så den er ikke meget værd bagefter.

For at sikre at effekten af isoleringen bliver bedst mulig, er det vigtigt, at materialet slutter tæt til alle sider og ved alle forhindringer.

På et loft med mange forhindringer (spær, rør m.m.) kan man med fordel få blæst granulat ind. Det kommer godt ind i alle kroge. Er der plads til selv at lægge batts, kan man med fordel lægge to lag isolering med forskudte samlinger. På den måde undgår man kuldebroer.

Vigtigt om mineraululd!

De små fibre fra isoleringen kan være meget generende – i lang tid efter.

Så arbejdshandsker, støvmaske og lange ærmer kan klart anbefales, når du arbejder med mineraluldsisolering. Stop også bukserne ned i strømperne, så der er helt lukket af.

Særligt ved mineraluld

Mineraluldsisolering består primært af stillestående luft og kun meget lidt materiale.

Derfor er det afgørende for isoleringsevnen, at isoleringen ikke trykkes sammen.

Læs mere om isoleringsmaterialer

Varianter af isolering

BLØD BATT
Kan bruges næsten overalt i huset, hvor isoleringen ikke udsættes for tryk eller stød, eller hvor den kan beskyttes af plader eller beklædning. Fås både som stenuld og som glasuld.

HÅRD PLADE
Langt mere fast og robust end de bløde batts. Bruges især som isolering mod jord (terrænbatts), men fås også til gangbro på loftet, til eftersolering af facaden, til isolering af krybekælder m.m.

RULLE
Blød mineraluld i ruller giver færre samlinger og dermed mindre risiko for kuldebroer. Til gengæld kan de være svære at håndtere – især på trange områder, og hvis du arbejder alene.

GRANULAT
Mineraluld i kugler eller totter er perfekt til vanskeligt tilgængelige steder, fx hulmure eller loft med mange spær og installationer. Kræver specialudstyr og kan være svær at få fat i for private.

LÆS MERE: Hulmursisolering – en suveræn investering

STRIMMEL
Mineraluld fås også på smalle ruller, der er beregnet til stopning af fugesprækker ved døre og vinduer og andre steder, hvor træ og murværk mødes.

RØRSKÅL
Rørskåle med mineraluldsisolering følger rørenes bøjninger og kører desuden hen over fittings – uden at det er nødvendigt at skære til. Er selvklæbende med bagsidepapir, der fjernes inden klæbning.

LAMELMÅTTE
Mineraluldslameller, der er limet på armeret alufolie. Bruges primært til varme- og kondensisolering af rør og ventilationskanaler, fx aftræksrøret fra emhætten.

Dimensioner

Batts findes til forskellige formål. Men de bløde batts til indvendig efterisolering er de mest almindelige. De er typisk 56-60 cm i bredden, så de passer mellem stolperne til et skillevægsskelet.

Almindelige tykkelser er:

  • 45 mm
  • 95 mm
  • 145 mm
  • 195 mm

Ruller fås typisk i længder fra 2,5-5,5 meter i flere forskellige bredder. Almindelige tykkelser er:

  • 45 mm
  • 95 mm
  • 195 mm

LÆS OGSÅ: Tjek isoleringen med et inspektionskamera fra Tech-pro

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Isoleringsmateriale