10 stauder snegle ikke kan lide

Staudebedet og blomsterne i haven er guf for dræbersnegle og andre snegle i haven. Der findes dog nogle planter og stauder, som snegle ikke kan lide, og som de ikke vil spise. Læs her om 10 sneglesikre planter.

Som haveejer er det næsten en evig plage, især om sommeren, når dræbersnegle og andre snegle invaderer både have og køkkenhave.

Sneglene elsker at spise af havens planter, blomster og afgrøder, og det er derfor næsten altid nødvendigt at bekæmpe sneglene på den ene eller anden måde.

Der findes dog nogle stauder, som snegle ikke kan lide, og som de ikke vil spise og ødelægge. Skal du plante et staudebed, kan du derfor med fordel vælge nogle af disse “sneglesikre” planter.

I artiklen her kan du læse om 10 stauder, som snegle ikke spiser.

Sneglesikre planter

Selvom nogle planter er mere “sneglesikre” end andre, er der desværre ingen garanti for, at sneglene ikke alligevel kan finde på at æde af dem.

Generelt har dræbersnegle og andre snegle det med at blive afskrækket af kraftige dufte som fx hvidløg og rosmarin. Du kan derfor med fordel plante nogle kraftigt duftende planter eller stauder.

Plages du af dræbersnegle i haven, kan du selv bekæmpe dem. Læs om 10 metoder til bekæmpelse af dræbersnegle her.

1. Liljekonval

Liljekonvallen er en hårdfør, flerårig staude, som ikke vokser særligt højt, og som derfor fungerer godt som bunddække.

Hele planten er giftig, og når planten ikke blomstrer, kan den forveksles med ramsløg.

Liljekonvaller blomstrer i maj og juni og har klokkeformede, hvide blomster.

2. Storkenæb

Storkenæb er en gruppe af stauder, der findes i et utal af forskellige farver, og som derfor vil passe ind i de fleste haver.

Planten har godt af en meget solrig plads i haven.

De fleste slags storkenæb blomstrer i nogle måneder over sommerperioden.

3. Nellike

Nellikefamilien er meget stor, og der findes flere hundrede arter.

Det er en meget hårdfør staude, som ofte er flerårig.

Nelliker kræver ikke voldsomt meget pasning og pleje, og planten trives både i bed og krukker.

Derudover har nelliker en dejlig duft, og jo flere blomster du plukker, jo flere nye blomster vil skyde frem.

4. Akeleje

Akelejen er en staude, der findes i mange farver, og som klarer sig fint både i bed og i krukker.

Planten kræver ikke megen pasning og pleje, og den sår gerne sig selv igen.

Akelejer blomstrer som regel fra maj til juli. Blomsternes farve afhænger af, hvilken bi der sidst har været forbi den, og det er derfor ikke ualmindeligt, at dine akelejer skifter farver.

5. Pæon

Pæoner, også kaldet bonderoser, findes også i flere forskellige farver.

Det er en staude, der er meget nem at passe, og som blomstrer med store flotte blomster fra maj til juni.

Pæoner skal gerne plantes et solrigt sted i haven, og de bryder sig ikke om at blive flyttet.

6. Vortemælk

Der findes mange forskellige arter vortemælk, der dog har det til fælles, at de alle har nemt ved at trives og tilpasse sig i haven.

Planten trives i både sol og halvskygge, og er derfor en oplagt staude at have i haven.

Udover at sneglene ikke bryder sig om vortemælk, er planten meget robust og modstår de fleste plantesygdomme.

7. Daglilje

Der findes et utal af dagliljesorter, som ligeledes findes i en masse forskellige farver.

Dagliljen trives bedst i fugtig jord og solrigt, og kræver ikke meget pleje.

Planten blomstrer fra juni til august og hedder “Daglilje”, fordi blomsterne kun holder én dag.

8. Lavendel

En af de mere kendte stauder er lavendlen, som mange har i haven eller i krukker. Faktisk er lavendel en mellemting mellem en staude og en busk.

Lavendel blomstrer med fine små blomster i blålige og violette farver. Derudover har lavendlen en sød og behagelig duft. Det er muligvis denne duft, der afholder sneglene fra at mæske sig i planten.

9. Julerose

Julerosen er en stedsegrøn staude, der blomstrer fra december til april med blomster i hvide, grønne, violette og lyserøde nuancer.

Planten kræver den rette placering i haven og tåler ikke hverken tørke eller for meget fugt. Julerosen skal plantes i kalkrig og veldrænet jord.

10. Iris

Iris findes både som staude og som løgplante. Iris egner sig udmærket både i bed og krukker.

Hvis du vil plante iris som løg, skal de sættes i jorden i efteråret og gerne placeres i grupper, da det giver de flotteste blomstringer.

Som staude placeres iris bedst i fuld sol og veldrænet jord.

Planten blomstrer med flotte og farverige blomster, og kræver ikke meget pasning og pleje, men skal gerne vandes i tørre perioder.

Læs mere om stauder i artiklerne herunder: