Spørgsmål
Hvordan bygger man en pizzaovn?
Svar
De bedste pizzaer laver du i en brændefyret pizzaovn, og den bedste pizzaovn bygger du selvfølgelig selv. Det behøver ikke være svært at bygge pizzaovn selv, og du kan bygge en pizzaovn helt efter dine behov og ambitioner.
LÆS OGSÅ: Det skal du vide før du bygger pizzaovn
Den nemme pizzaovn
Du kan bygge en nem og hurtig pizzaovn på en meget simpel måde ved at stable nogle herregårdssten eller gamle mursten.
Fordelen ved denne pizzaovn er, at du ikke skal bruge en masse materialer, og at pizzaovnen ikke behøver holde mange sæsoner.
Du bygger pizzaovnen ud af overskudsmaterialer fra haven, og det er derfor ikke bare nemt, det er også billigt og et sjovt upcycling-projekt.
I denne byggevejledning kan du se, hvordan du bygger en nem pizzaovn.
Det kan også lade sig gøre at bygge pizzaovn i stål, hvis du har noget stål i overskud fra et tidligere projekt. Du kan fx bygge pizzaovn af en olietønde, hvis du har hænderne skruet godt på og er glad for at upcycle.
Den sjove pizzaovn
Selvom det er nemt at bygge en pizzaovn ved at stable gamle sten, kan du faktisk godt bygge en flot og “rigtig” pizzaovn relativt nemt.
Den sjove pizzaovn er forholdsvis nem at bygge, fordi du ikke skal bruge særlig mange forskellige materialer. Til gengæld skal du bruge nogle lidt atypiske materialer.
Du skal fx bruge en pilatesbold, hønsenet og perlit til at bygge denne pizzaovn. Se her hvordan: Byg selv verdens nemmeste pizzaovn
Den sjove pizzaovn skal både støbes, formes og dekoreres, men det er det hele værd, når du har den færdige perlitovn.
Den udfordrende pizzaovn
Det er flot og effektivt med en muret pizzaovn. Det behøver ikke være svært at bygge en muret pizzaovn selv, men det kræver lidt gør det selv-erfaring, og at man tager projektet som en sjov og spændende udfordring.
Den udfordrende pizzaovn kræver lidt mere arbejde og flere håndværker-færdigheder end både den nemme og den sjove, men du får en rigtig flot pizzaovn, som virkelig pynter i haven eller i dit udekøkken.
Med den udfordrende pizzaovn bygger du en permanent pizzaovn på et solidt fundament, og du bygger både selve ovnen og opbevaringsplads til dit pizzaovn brænde.
Se her hvordan du bygger den udfordrende pizzaovn.
Ovnen kan blive ekstremt varm, og fordi den er muret op, kan den ligesom en masseovn også holde på varmen enormt længe, så du kan lave alt fra lækre pizzaer til pulled pork i din ovn.
LÆS OGSÅ: Opskrift på hjemmelavet pizza