Indbrud i hjemmet - sådan indbrudssikrer du din bolig

Det er rystende nemt at bryde ind i en dansk bolig. Så nemt, at vi er indehavere af den meget lidt misundelsesværdige rekord \\"flest indbrud pr. indbygger i Norden\\". Selv når vi tæller det meste af det øvrige Europa med, er vi førende i antallet af indbrud i private boliger.

Risikoen for indbrud i danske boliger er tårnhøj i forhold til andre lande. Men erfaringer fra udlandet viser, at du nemt kan undgå indbrud i hjemmet - især ved at gøre adgangen til det besværlig for tyvene.

Tyverialarm ikke nok til at undgå indbrud i hjemmet

Over 43.000 indbrud i 2012, eller et indbrud hver femte time døgnet rundt, viser den kedelige statistik. Selv om en tyverialarm efterhånden er ved at være standardudstyr for at undgå indbrud i hjemmet. I hvert fald er salget af tyverialarmer til private boliger rekordhøjt.

Men der er tilsyneladende en løsning, som er meget nemmere end mere politi på gaderne, flere tyverialarmer og længere fængselsstraffe til indbrudstyvene. Og det er en løsning, du selv kan fikse med en smule gør det selv-arbejde.

Sådan forebygger du indbrud i hjemmet

Vi skal en tur til Holland for at finde løsningen, der skal sikre hjemmet mod indbrud. Her føjede man i 1999 et vigtigt kapitel til bygningsreglementet: Indbrudssikring.

Kort fortalt skulle alle nybyggede hjem være så sikre, at det ville tage en indbrudstyv med standardværktøj minimum 3 minutter at bryde ind. Og det virkede. I dag er risikoen for indbrud i hjem, der opfylder de nye krav, mindst 25 procent mindre end før.

Går tyven så over til naboen i stedet? Ikke, hvis naboens hus opfylder samme krav til at undgå indbrud. Alle hollandske undersøgelser viser, at antallet af indbrud i private hjem simpelthen falder drastisk, også når der tages højde for, at indbrudsraten i nybyggede kvarterer typisk vil være lavere end i ældre boligområder.

Hvad kan du selv gøre for at undgå indbrud?

Du skal se på hjemmet med samme blik som tyven, der vil begå indbrud:

  • Hvor er det nemmest at bryde ind?
  • Hvor kan du stå uforstyrret og arbejde i fred?
  • Hvor og hvordan kommer du nemmest ud med dine tyvekoster?

I praksis kan simple beslag, gode låse og måske enkelte laminerede ruder være nok. For selv om 3 minutter lyder som kort tid, føles det som lang tid, hvis man er i færd med at begå et indbrud.