Varmepumpe - Halvér din varmeregning!
Det kan være dyrt at holde varmen hjemme eller i sommerhuset. Olie og el koster kassen.
Men der er en billigere udvej: Varmepumpen.
Med den får du effektiv og behagelig varme året rundt til en langt lavere pris.
En varmepumpe er det perfekte valg, hvis du vil sænke beløbet på din varmeregning.
I hvert fald hvis du i dag får varmen ved hjælp af el eller olie – eller hvis du skal have varmet et ellers uopvarmet sommerhus op.
For selv om varmepumpen også er drevet af elektricitet, så kan den udnytte elektriciteten langt mere effektivt.
Hvordan virker en varmepumpe?
Varmepumpen kan noget, som giver den nærmest magiske evner: Den kan lave kulde til varme.
Eller rettere: Den kan udnytte forskellen mellem kulde og varme til at lave ekstra varme.
Og den teknik gør, at den kun skal bruge en ganske lille smule strøm til at drive pumpen.
De mest effektive varmepumper afgiver fire gange mere energi, end de forbruger.
Hvilken varmepumpe skal jeg vælge?
De seneste år er der kommet et væld af luft til luft-varmepumper på markedet. Men ikke alle er lige gode.
Da pumperne for alvor startede deres indtog, pralede mange producenter med en høj effektivitet. Desværre viste det sig, at effektiviteten var målt ved 7°C, og som bekendt kan der blive en hel del koldere på vores breddegrader, og ved minusgrader var mange af de første varmepumper ikke imponerende effektive.
Målingerne er blevet mere realistiske, men du skal stadig se dig for, inden du handler.
Du skal overveje, hvad du skal supplere med, for luft til luft-varmepumpen varmer kun luften op i dit hus. Det varme vand og varmen i radiatorer skal du have et andet sted fra.
LÆS OGSÅ: Sådan virker en luft til luft-varmepumpe
En luft til vand-varmepumpe kan både levere varmt vand til bruseren, radiatorerne og gulvvarmen.
LÆS OGSÅ: Luft til vand-varmepumpe: Få billigt varmt vand
Må man selv montere en varmepumpe?
Opsætning af varmepumper kræver både viden og specielle instrumenter. Derfor bør en autoriseret fagmand stå for tilslutningen og dele af opsætningen.
Du kan dog sagtens selv lave det meste af forarbejdet fx bore hullet i væggen og sætte varmepumpens indedel og udedel op.
Læs mere her: Sådan klarer fagmanden montering af varmepumper
Hvor skal man placere en varmepumpe?
Varmepumpens udedel kan støje en hel del. Det gælder uanset, om du har en luft til luft-varmepumpe eller en luft til vand-varmepumpe.
Derfor bør du nøje overveje, hvor din varmepumpe skal placeres, så du så vidt muligt ikke generer dine naboer eller selv bliver generet af larm fra varmepumpen.
Det er muligt at finde en støjsvag model. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan du finder en støjsvag varmepumpe: Sådan slipper du for støj fra varmepumpen
Du kan også selv gøre meget for, at din varmepumpe ikke generer. Sørg fx for ikke at placere udedelen tæt på skel eller tæt på dit soveværelsesvindue.
LÆS MERE: 10 gode råd til placering af varmepumpen
Varmepumpeskjuler - gør det selv
Man kan sige meget godt om varmepumpen, men køn er den ikke at have hængende på huset.
Heldigvis kan du nemt selv bygge et flot og billigt varmepumpeskjul, så din varmepumpe kan gemmes lidt væk.
SE BYGGEVEJLEDNINGEN: Byg verdens nemmeste varmepumpeskjuler