Kursus: BYG UDEKØKKEN

Byg dit eget udekøkken selv! Her får du al den viden og ekspertise vores håndværkere kan tilbyde. Vi hjælper dig fra A til Z, så du får et perfekt resultat!

1. Inden du går i gang

Alt dette får du i håndværkerkurset BYG UDEKØKKEN:

  • Rådgivning fra vores hold af håndværkere og eksperter.
  • Video-kursus: 30 minutters kursus, hvor du lærer, hvordan du murer en grill
  • 16 byggevejledninger, du kan bruge til dit udekøkken
  • Trin for trin-vejledninger og udførlige arbejdstegninger.
  • Masser af video, 3D-modeller og materialelister.
  • Kort sagt: Du lærer at bygge et udekøkken.

Overblik over håndværkerkurset

Overvejer du at bygge et udekøkken, er du landet det helt rette sted. I dette store håndværkerkursus gennemgår vi nemlig alt, hvad du har brug for at vide for at opnå et professionelt resultat.

Som du kan se i menuen, lægger vi ud med alle de indledende overvejelser, du skal gøre dig. Det er eksempelvis vigtigt at beslutte, hvordan udekøkkenet skal se ud, og hvordan det skal indrettes, og hvilket behov du har, når du skal bygge dit udekøkken.

Når du har læst de mange spændende kapitler og lært alt, hvad vores store hold af eksperter og håndværkere har at tilbyde, er du klar til at gå i gang med selve arbejdet. Derfor får du også 16 byggevejledninger med i købet. Det er din garanti for et godt resultat.


Indledende overvejelser

Madlavning i det fri er ren og skær livskvalitet. Så hører du til dem, der synes, at det er spild at tid at opholde sig indendørs, når vejret et godt, så er et udekøkken en rigtig god investering. Ganske vist er en traditionel grill et godt skridt på vejen, men der går alligevel tid med både forberedelser og oprydning i køkkenet indenfor.

Der er masser af muligheder at vælge imellem - lige fra det lille afsætningsbord til grillen til luksusudgaven med overdækning, kogeplade, indbygget grill, håndvask med rindende vand og afløb. Så det mest tidskrævende er i virkeligheden at finde ud af, hvilken løsning bedst dækker dine ønsker og behov. For selv med luksus-udgaven er der tale om en begrænset opgave, hvor du vil kunne klare selve byggearbejdet på en weekend eller to.


“Rigtigt” eller primitivt udekøkken?

Med et udekøkken kan du ikke opnå helt det samme niveau som i et indendørs køkken. Men afhængig af, hvor mange detaljer du tilføjer, kan du komme relativt tæt på. Når du planlægger, kan du derfor med fordel bruge lidt tid på at afstemme drømme og den lange liste med ønsker til lækre detaljer med dagligdagens mere realistiske betingelser.

Hvis du hører til dem, der i virkeligheden bare holder af at grille en pølse eller en bøf, når solen skinner, så kan du spare en masse tid og penge ved at starte i det små med et funktionelt afsætningsbord til grillen med lidt hylder og nogle kroge til grill-grejet.

Hvis det viser sig, at udekøkkenet er et kæmpehit, kan du udvide, bygge om eller bygge nyt, fuldstændig ligesom du kan med dit hus - bare meget nemmere og billigere. Næste skridt er måske en større bordplade med indbygget vask med rindende vand og afløb? Eller den helt store luksus-udgave med overdækning, indbygget grill og strøm til kogeplade og køkkenmaskiner?


Permanent eller kun til brug i godt vejr?

Inden du bygger, skal du have styr på placeringen. Skal udekøkkenet stå under permanent overdækning, kan du sagtens bygge det hele af træ. Men skal det stå under åben himmel, så skal det være med indbygget overdækning eller have en bordplade, der kan tåle vind og vejr. Og skal det kunne flyttes rundt i haven afhængig af, hvor der er læ og sol, så er det værd at investere i kraftige hjul af god kvalitet, så køkkenet nemt kan skubbes rundt, og låses så det står stabilt.

Det er også værd at overveje, hvor meget plads udekøkkenet skal fylde. Har du masser af plads på terrassen, kan et permanent udekøkken tæt på terrassebordet give mulighed for, at hele familien kan være sammen om madlavningen. Til den lille terrasse, hvor der er mere “kamp” om pladsen, vil et fleksibelt køkken, der hurtigt kan klappes sammen og stilles væk ofte være en bedre løsning.


Hvilke muligheder er der til bordpladen?

Rustfrit stål, zink, beton, granit eller hårdtbrændte klinker er oplagte materialer til et udekøkkenbord. Det er nemt at gøre rent, og det kan holde til vind og vejr. Vær dog opmærksom på, at især beton vejer godt til, så det egner sig primært til at udekøkkener, der har en fast plads i haven, eller som kun skal rulles rundt på flisebelægning eller hårdt stampet grus.

En bordplade af træ er både nem og billig at bygge. Men hvis du vælger det, så skal du være opmærksom på, at det kræver jævnlig vedligeholdelse med maling, og at du derudover sørger for, at køkkenet er overdækket det meste af tiden. Ellers vil bordpladen hurtigt blive medtaget. Gå uden om trykimprægneret træ - det dur ikke til overflader, der har kontakt med madvarer. Vælg i stedet høvlet træ og heldækkende maling.


Hvor meget opbevaringsplads?

Opbevaringsplads er uundværligt. Er dit udekøkken stort og under overdækning kan du spare en masse ture frem og tilbage til køkkenet inde i huset, ved at tænke masser af plads ind, fx på hylder og i lukkede skabe, så alt det køkkengrej, du skal bruge, har sin faste plads udendørs.

Men selv i det lille afsætningsbord til grillen kan der med lidt snilde indbygges smarte detaljer, der giver plads til de ting du skal brug til at lave mad. På bordpladen er der plads til en bakke med det, du skal bruge til grillen. Nedenunder kan du lave hylder til tallerkner og fade og til grej, som står ude permanent, fx grillstarter og grillkul eller gasflasken til grillen. Og på siderne kan du montere kroge til grill-grejet og måske en holder til køkkenrullen.


Med eller uden køkkenvask?

En vask i bordpladen giver mulighed for at flytte stort set hele madlavningen udendørs. Så kan du både vaske hænder, rengøre grøntsager og skylle snavset service af. Er bordpladen af træ, kan du blot save et hul, men hvis du fx støber bordpladen i beton, skal du vide præcist, hvor vasken skal placeres, så du kan tilpasse din støbeform efter det. Du kan også vælge den den dyre løsning med en bordplader i rustfrit stål med indbygget vask, der blot skal monteres oven på et træskelet.

Når det gælder tilslutning af vand, er den letteste løsning at trække en vandslange fra en udendørs hane og og koble den til armaturet i udekøkkenet. Står udekøkkenet tæt på huset, kan du også vælge VA-godkendte vvs-dele. Det er noget mere besværligt, men det sikrer til gengæld, at rørene ikke afgiver stoffer til det vand, du bruger til madlavningen og drikkevandet.

Når det gælder afløbet fra vasken, har du også to muligheder. Enten kan det gå til en spand, du har stående under køkkenbord. Eller du kan vælge et fast afløb, der går til en afløbsbrønd. Det er en praktisk, men også løsning, for arbejdet skal udføres af en autoriseret vvs´er.


Med eller uden tag?

Til det lille mobile udekøkken kan du sagtens nøjes med en en stor parasol som en nem og fleksibel løsning. Hvis dit udekøkken skal placeres permanent under åben himmel, kan du med fordel overveje, om du vil bygge et tag på.

Taget beskytter konstruktionen delvist for vind og vejr. Og det betyder også, at du slipper også for at flytte al maden ind, hvis der skulle komme en lille byge. Og er udhænget stort nok, kan du endda selv stå derinde og fortsætte madlavningen i tørvejr. Et overdækket udekøkken har desuden den fordel, at det kan give lidt skygge, så madvarerne ikke ligger i direkte sollys.

2. Komplet overblik

Få den bedste indretning

Ligesom et indendørs køkken gælder det først og fremmest om at tænke på udekøkkenet som en funktionel arbejdsstation. Og det er sådan set ligegyldigt, om du vælger at bygge en model med masser af detaljer eller et mindre arbejdsbord til at supplere grillen.

Udover at vælge egnede byggematerialer, gælder det om at tænke på, hvilke ting der er brug for, og hvordan de placeres i forhold til hinanden, så pladsen udnyttes optimalt, og så udekøkkenet bliver den bedst mulige arbejdsplads.

På tegningen herunder kan du klikke dig rundt og læse mere om indretning og smarte detaljer.

Bordplade

Har du plads til det, så vælg et arbejdsbord med plads til både madvarer, et stort spækbræt og til, at I kan stå to personer ved bordet på samme tid. Og er der indbygget grill, så tænk også på plads til et afsætningsfad lige ved siden af.

Hylder

Åbne hylder gør det nemt og hurtigt at komme til de ting, du skal bruge. Under bordpladen der være plads til større ting som fade, pander, grillkul mm. Og bygger du en høj væg bag på bordpladen, kan du montere smalle hylder med plads til krydderier, marinader og andet grill-tilbehør.

Skabe

Til store, faste udekøkkener er det en god ide med regulære skabe, så køkkengrejet ikke bliver snavset af at stå udendørs.

Kroge mm.

Udnyt udekøkkenets sider til at hænge grilltang, grillhandsker og viskestykker op. Og tænk evt. også en køkkenrulleholder ind.

Affald

En helt almindelig spand, der står på jorden, fungerer ganske udmærket som skraldespand. Går du efter et stort køkken, som du regner med at bruge det meste af sommeren, kan du overveje at bygge skraldespanden ind i selve køkkenet. Så står den ikke og fylder på terrassen.

Grill

Grillen er som regel helt central i udekøkkenet. Derfor kan du vælge at integrere den i bordpladen og desuden gøre plads til gasflaske eller briketter. Så har du det hele samlet. Men tænk over, om du kan lave en fleksibel løsning, så den nemt kan skiftes ud med en nye model. Er udekøkkenet fristående, er en integreret grill ikke altid en god ide. For så kan den ikke flyttes, hvis fx røgen kommer lige ind over terrassebordet.

Blus

Med et blus kan du også koge grøntsager, kartofler, ris eller pasta i dit udekøkken. Du kan vælge at integrere et gasblus i selve bordpladen, men den nemmeste og mest fleksible løsning er et enkelt gasblus eller en el-kogeplade, som du kan stille op på bordet, når du skal bruge det.

Overdækning

Står køkkenet i det fri, får du meget mere glæde af det, hvis der er fast overdækning på - gerne med et stort udhæng. Så er både du og madvarerne beskyttet mod regn og direkte sol. Alternativ kan du bruge en stor parasol.

Vask

En vask er en kæmpebonus i et udekøkken - også selvom der kun er koldt vand i hanen. Vandtilførsel og afløb kan klares enkelt med hhv. vandslange og en spand eller mere luksuriøst med vandrør og afløb til en brønd.

Hjul

Sætter du hjul under køkkenet, får du mulighed for at flytte rundt på det. Det er dog primært aktuelt på de mindre modeller. Brug kraftige hjul, der kan låses, så køkkenet står helt fast.

Strøm

En stikkontakt i nærheden af udekøkkenet giver mulighed for at tilslutte kogeplade og køkkenmaskiner.

3. Lær det af håndværkeren

Video-kursus: Muret havegrill

I denne over 30 minutter lange video lærer du alt, hvad der skal til for at opmure en havegrill efter alle kunstens regler. Mureren viser hele processen fra start til slut, så du har alle forudsætninger for at få et flot resultat. Videoen er spækket med tips, forklaringer af murer-begreber og grundige, pædagogiske forklaringer på hele processen fra planlægning til den afsluttende pudsning af soklen:

  • Overblik med grundige arbejdstegninger
  • Placering, opmåling og udgravning til fundament
  • Støbning af fundament
  • Opmuring af lige sider
  • Opmuring af buer
  • Opmuring af skorsten
  • Afslutning med tegltag
  • Fugning af udvendigt murværk
  • Pudsning af indvendigt murværk
  • Pudsning af sokkel

4. Værktøj

Det kræver ikke en masse specialværktøj at bygge et et flot udekøkken, så længe du bygger det meste af konstruktionen i træ. Men det er fordel at have en god skruemaskine - gerne med to batterier, så undgår stop i arbejdet, en kapsav til præcis afkortning af stolper, lister og beklædningsbrædder og stiksav til de buede former som udskæring til en grille eller en køkkenvask. Derudover er det også en fordel med en en rundsav eller en dyksav med føringsskinne til de lange lige snit, hvis du vælger en bordplade af massivt træ eller at bruge byggeplader til dele af konstruktionen.

Planlægger du at mure udekøkkenet helt eller delvist op, får du måske brug for at supplere med lidt forskelligt murerværktøj, for her skal du bruge forskellige fuge- og murerskeer og stål- og glittebrætter. De fleste at disse værktøjer skal du også have fat i, hvis du vil bygge en pizzaovn, ligesom et piskeris på en kraftig skruemaskine er en stor hjælp, når mørtel og beton skal blandes.


Stiksav

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.


Skruemaskine

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.


Rundsav

I videoen her lærer du alt om om rundsavens muligheder, klinger og funktioner. Rundsaven er bomstærk og kan med den rigtige indstilling klare alt fra grove til helt fine snit - både lige og forskellige vinkler. Og med den rigtige klinge kan du bruge saven i både træ, metal, gasbeton og kunststof.


Dyksav

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.


Kap-geringssav

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

5. Byggevejledninger

Byggevejledninger til udekøkken

Værsgo! Her er komplette byggevejledninger til flotte udekøkkener, du selv kan bygge.


Byggevejledninger til pizzaovn

Værsgo! Her er komplette byggevejledninger til forskellige pizzaovne, du selv kan bygge.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Udekøkken